Der er en ubestemmelighed og vægelsindethed ved Anders Bülows serie af gipsrelieffer, som de står og balancerer mellem billede og skulptur. De mange små toppe på reliefferne – nogle rundede og med små fordybninger for enden, andre spidse som hajtænder, nogle i et enkelt plan, andre jævnt fordelt hen over en bugtet overflade – skaber en scene for et spil af lys- og skyggevirkninger samt et avanceret, men subtilt, arbejde med farvelag, farveovergange og farveskift.
Er det ikke næsten som at svømme hen over havbunden, måske et koralrev, med farverige organismer, der skiftevis oplyses af solens stråler og falder i skygge? Ligesom lysets spil under vandet lader farverne komme til syne i bølgende glimt, tydeliggør relieffernes overflader det farvespil, der følger af skift i perspektiv, hvor nogle farver er synlige fra en vinkel og andre fra en anden.
De smukke og intense farveovergange, som de fleste kender fra oliepletter og regnbuer, men som også optræder på påfuglevinger, fisk og insekters kroppe, kan fungere som et slør, der forstyrrer og forvirrer synet eller som et forførende, changerende spil.
Hvilke farver vi ser, afhænger af hvilke bølgelængder af lys, vores øjne opfanger, og der findes optiske forklaringer på, hvordan iriserende effekter opstår gennem fx interferens, hvor nogle bølgelængder og dermed farver enten forstærker eller udligner hinanden. Det kan bl.a. finde sted, når lyset reflekteres i flere vinkler på og gennem en tynd film som på en sæbeboble eller i iriserende skyer, når lyset fra solen brydes i skyens vanddråber og det spredte lys interferer på tværs af skyen i klare og skiftende farver.
Måske kan man forestille sig den oplevede farve som en overflade kastet hen over den materielle overflade. Og dermed også, at værket placerer sig et sted mellem den faste form og den sansede fluktuering? Et billede med flere billeder i sig.
Hvis spillet i Bülows gipsrelieffers overflader giver fornemmelsen af bevægelse og lethed, står det i umiddelbar kontrast til den massive gipsform, som lægger krop til fluktuationerne.
Værkerne placerer sig på flere måder på tærsklen imellem tilstande: imellem medier, imellem det monokrome og flerfarvede, imellem dimensioner. Når man står foran reliefferne er det ikke til at afgøre, hvilken skala de er præsenteret i. Er de udsnit af en detalje, kraftigt forstørret, af fx porer i huden eller små mikroskopiske organismer, eller løsrevne monolitter fra et større bjergmassiv?
Ligesom man fornemmer en bevægelse i værkerne, som følger beskuerens egne bevægelser, er det ikke til at afgøre, hvordan de er afgrænset fra det, der omgiver dem. En sky over himlen er ikke andet end den synlige mængde af kondenserede vanddråber eller iskrystaller båret oppe af jordens atmosfære. Hvad skal der til for at forestille sig at kunne gå ind igennem værkets form – kile sig ind mellem porøse mellemrum i gipsens struktur til en anden dimension? Nogle overflader giver netop adgang til andre rum og er snarere en membran eller et vindue end en barriere. Hvad overfladen består af, er ikke altid det som kommer til syne på overfladen. Det romantiske landskabsmaleri skulle fungere som en portal til en mystisk, spirituel dimension, ligesom fladskærmen med sine smukke pausebilleder er en indgang til billedverdener skabt af elektriske signaler. Billedet som en forhandling mellem en forestilling og det lærred, det kommer til syne på, flakser ind i skyerne.
Kilde: Formation Gallery
Gasværksvej 9,
1656 København V
ons-tors 12-17
fre 12-18
lør 12-15
40 89 42 24
