Under lokalbedøvelse i Esbjerg

Billedserie

William Anastasi

13 jun 2009 6 sep 2009

William Anastasi

Esbjerg Kunstmuseum
Se kort og tider

Under lokalbedøvelse i Esbjerg

Assumption, 1988. William Anastasi. Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB

William Anastasi er én af de konceptkunst-pionerer, der er forsvundet ud af konceptkunstens historiebøger. På Esbjerg Kunstmuseum forsvinder man selv i konceptdøsen og vækkes kun akkurat af en sporadisk opfindsom kuratering.

Solopræsentationen i Esbjerg fordeler sig over hele museet: på museets førstesal udstilles værker fra Anastasis konceptuelt minimalistiske produktion i et samspil med den faste samling. I kælderen finder man den egentlige særudstilling, hvor nyere, kropsorienterede værker er repræsenteret.

Denne historie begynder i kælderen.

Installationsvue fra kælderens særudstilling. William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB
Installationsvue fra kælderens særudstilling. William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB

Jeg tæller ned fra ti…
Værkerne her er placeret pænt i det kvadratiske rum, som med ét kan overskues. Det er ærligt talt lidt kedeligt. Her havde jeg gået og regnet med et vildskab af koncept-slash kropskunst.

Ved en væg er værket Assumption placeret. Beskueren vil her associativt ‘formode’, at der nyligt har været en krop i de efterladte beklædningsgenstande. Måske fordi assumption også betyder ‘himmelfart’. Så kan man reflektere lidt over referencerne i det – eller gå videre til næste værk…


Leonardos mand, du ved

…Som er et koncept, Anastasi har gentaget på flere forskellige måder. Idéen går i al sin enkelhed ud på, at streger trækkes ind mod et centrum som for at undersøge, hvor præcist højre og venstre arm arbejder sig frem – og hvor langt de kan nå. Resultatet markerer således kunstnerens rækkevidde. Bogstaveligt talt.

Uden titel, William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB
Uden titel, William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB
Vitruvian Man, 2009. William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB
Vitruvian Man, 2009. William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB

Et andet sted har Anastasi ladet centrum af cirklen dele sig i to, sådan at der kommer et tomrum det sted, hvorfra han har stået og tegnet. Dette værk hedder – gæt én gang – Vitruvian Man.

Konceptet er mest interessant, når aftegningen er ridser i en spejlflade, og når værket er en film, hvor man kan se Anastasi udføre handlingen. Denne film afspilles udenfor særudstillingen og fungerer fint som en indledende forklaring af idéen.

Videoværk ved indgangen til kælderens særudstilling. William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB
Videoværk ved indgangen til kælderens særudstilling. William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB

Anastasi minder om anæstesi
Anastasis værker har en simpelhed i sig, der gør, at man uundgåeligt synes at have set dem før. Og når kunstværker minder om kopier, så rører de ikke beskueren. I stedet for at blive vækket af kunsten, går man simpelthen rundt i en lidt ligegyldig døs.

Det er ikke helt fair, for Anastasi er jo faktisk en af konceptkunstens originaler. Men hans nyere værker i særudstillingsrummet forbliver altså lidt fortærskede og søvndyssende, og jeg kan ikke lade være med at smile over, hvor meget navnet Anastasi ligner ordet anæstesi (fra græsk an- (nægtelse) og aisthesis "fornemmelse"), som betegner medicinske bedøvelsesmetoder.

Jeg vågner…
På førstesalen møder man Anastasi som små glimt i den faste samling. Værker som Indsnit i væg og I don’t want this on my wall rammer mig som et lys for enden af tunnelen: Her har vi konceptkunst ‘classic’, der kan vække tårer i øjnene på selv den mest hardcore kunstkritiker. De virker simpelthen skarpere i deres enkelhed.

I don't want this on my wall, William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB
I don’t want this on my wall, William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB
Her ses Anastasis Jøde i samspil med Svend Wiig Hansens Ventende fra 1960 (tv). William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB
Her ses Anastasis Jøde i samspil med Svend Wiig Hansens Ventende fra 1960 (tv). William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB

Samspillet med den faste samling er overraskende god og får Anastasis værker til at vokse. Nævnes kan dialogen mellem værket Jøde og Svend Wiig Hansens Ventende, som formår at levere mere konkrete associationer til vidtløftige begreber som krig og eksistentialisme.

Meget fint er det også, når et Vilhelm Lundstrøm-stilleben mødes med Anastasis This. Anastasi lader sproget pege på sig selv, så betydningen kortslutter og bliver til rent tegn. På samme måde er det vel egentlig med Lundstrøms maleri: studiet af objekterne reducerer deres betydning til rene farver og former.

Vilhelm Lundstrøms stilleben og Anastasis This i skøn forening. William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB
Vilhelm Lundstrøms stilleben og Anastasis This i skøn forening. William Anastasi, Esbjerg Kunstmuseum. Foto: JRB

William Anastasi (f. 1933) er en amerikansk maler og visuel kunstner. Han har boet og arbejdet i New York siden 1960'erne.

Anastasi regnes for en af grundlæggerne af den abstrakte konceptkunst, og hans værker hører til samlingen på museums-sværvægterne: the Metropolitan Museum of Art, MoMA, Guggenheim Museum og Whitney Museum i New York.

Billedserie

William Anastasi

13 jun 2009 6 sep 2009

William Anastasi

Esbjerg Kunstmuseum
Se kort og tider

Del artiklen

'Under lokalbedøvelse i Esbjerg'

Facebook