Som udstillingssted for samtidskunst i rammerne af et velbesøgt offentligt bibliotek har Tranen mulighed for at præsentere et stort publikum for sine udstillinger, der kendes som kompromisløst eksperimenterende og tilrettelagt efter ambitiøse, tematiske programmer. Der er derfor god grund til at holde sig orienteret med, hvad der foregår i Hellerup.

Selve udstillingsrummet er en blanding af eksklusiv hvid kube (med marmorgulve endda!) og offentligt rum, hvor folk passerer forbi mellem bøger og arrangementer. Der er plads til ganske store værker, men det er også en svær balance at manøvrere mellem den frie udfoldelse og den generelle tilgængelighed. Et dilemma, som den norske kunstner Sandra Mujingas udstilling Calluses er ramt af.

Vi præsenteres for en række former og skulpturer, der har et mørkt, brunt lædermateriale til fælles. Nogle ligger som dynger på gulvet, andre står som store, lidt spøgelsesagtige, menneskeformer rundt i rummet, og på væggene hænger silhuetagtige, bulede, gennemsigtige former.

Helheden er umiddelbart ganske opsigtsvækkende på den surreelt urovækkende måde, men også udpræget kryptisk. Hvad i alverden sker der her?

Hård hud i kunstlæder
Titlen Calluses betyder på engelsk hård hud dannet som nyt væv over et sår. Altså noget, der både er skrøbeligt nyt og robust hårdt. Og med alt det læderagtige materiale, der dominerer udstillingen, er det let at se denne titels oplagthed.

Og at det brune læder har en særlig betydning antydes af et genkommende motiv i værkerne: Sorte, unge mennesker, der træder ind i billedet, men samtidigt dækker ansigtet med hænderne. Altså kan materialet ses som et tegn på nutidig sort identitet og den blanding af tilpasning og selvfremstilling, der kendetegner livet med den moderne mediebrug.

Det skal dog siges, at dette motiv er lidt svært at få øje på i selve værkerne og er mest synligt i den ledsagende tekst, der formidler udstillingen. Det er lidt ærgerligt, da det ellers er en interessant og vedkommende tematik, der kunne spille interessant sammen med det offentlige rum på biblioteket.

At se og ikke se
Blandingen af synlighed og tilsløring udtrykt gennem det både kostumeagtige og uigennemtrængelige læder er et godt udgangspunkt, og hele ensemblet af figurer fylder rummet fint ud. Det insisterende og karakteristiske materialebrug kan jeg også se en pointe i – ikke mindst til at behandle livet blandt de moderne teknologier.

I sin radikale anderledeshed kan læderet også ses som en form for panser, som forhindrer én i at være en del af den normale synlighed. Således skulle de ophængte læderfigurer kunne bæres som tøj som en form for ”wearable sculptures”. Det er dog ikke muligt i denne opsætning.

Denne anmelder kunne ønske, at tematikken blev udfoldet igennem nogle klarere billeder, som kunne spille op med læderet. Eller noget mere at opleve i det farverige tematiske univers, som kunstneren ellers manøvrerer i, hvor kostumer og design møder musik og video i en behandling af kulturel identitet i samtidskulturen.

Som den er nu, er udstillingen en lovligt tilknappet og tung sag, hvor man må læse og fortolke mere end at blive ledt af værket selv.