Odense får nyt udstillingssted

Odense får nyt udstillingssted

Billedkunstnerne Mikkel Larris og Vivi Christensen skal sammen drive det nye udstillingssted M100 i Odense. Foto: Kirstine Mengel

I morgen den 12. januar åbner M100, et nyt udstillingssted for samtidskunst i den fynske hovedstad. Første udstilling byder på værker af claus ejner.

De to lokale billedkunstnere Vivi Christensen og Mikkel Larris åbner med økonomiske støtte fra Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond og Odense Kommunes Kulturpulje et nyt udstillingssted for samtidskunst i Søndergade i Odense.

Formålet med M100, som stedet hedder, er at skabe et mødested for samtidskunst i byen og sætte Odense på det kunstneriske landkort.

”M100 skal være en ny platform for kunstnerisk dialog og udfoldelse på tværs af generationer og genrer, som med sine udstillinger af danske og internationale kunstnere vil udvide mulighederne for kunstoplevelser i Odense”, siger Christensen og Larris, som foreløbig skal drive udstillingsstedet i to år.

Første udstilling i M100 er INGEN VED HVILKEN VEJ VINDEN BLÆSER, der præsenterer gouacher, readymades og performances af kunstner claus ejner. Der er fernisering den 12. januar kl. 17, og udstillingen kan opleves til og med den 4. februar.

I februar åbner en udstilling med værker af Eamon O’Kane.

Kilde: M100

Læs mere på udstillingsstedets hjemmeside her

Mikkel Larris er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 1997 og bl.a. formand for Odense Kommunes billedkunstråd. Han arbejder med kunstformidling og kuratering og udstiller med kunstnergruppen QWERTY.

Vivi Christensen er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2001 og har udstillet i både ind- og udland. Hun har tidligere været kurator og medinitiativtager i de kunstnerstyrede foreninger GRANAT og Kunstpatruljen.

Del artiklen

'Odense får nyt udstillingssted'

Facebook