Stregen som tilblivelse i Hobro

Stregen som tilblivelse i Hobro

Anne Skole Overgaard: Ruin, 2017. Blyant og akvarel på papir

Kunstetagerne i Hobro har med STREGER ramt plet i forhold til at definere tegning. For tegning kan være så meget: Iagttagende, analyserende, fabulerende, definerende, undersøgende, skitserende – og der kan være tegnet i alverdens genrer og tider. Men det gælder for alle, at stregen er det bærende element. Undertitlen Tegnekunst før og nu er imidlertid alt for ambitiøs.

En lille samling 1800-tals tegninger, udlånt af Galleri Classic i Hobro, stilles op mod seks nulevende billedkunstneres meget forskellige praksisser. Imellem disse er der kilet en række tegninger ind af maleren og grafikeren Hans Henrik Lerfeldt (1946-1989). Det virker lidt tilfældigt. Det er et meget prisværdigt initiativ at bringe tegning frem i lyset, men hvorfor netop dette udvalg af kunstnere er med, og hvorfor de sættes op mod en blandet forsamling af guldalderkunstnere, er uklart.

Lene Rasmussen: Ved Helligåndskirken I, 2011

Tegning som iagttagelse
Tegning har i århundreder været knyttet til iagttagelse. Tegneren kan og kunne gennem fordybelse i tegningen lære om former og om billedets virkemidler: Lys og mørke, komposition, rytme osv. Den klassiske tegning er godt repræsenteret på STREGER – særligt af Lene Rasmussen (f. 1951) og Ole Lejbach (f. 1951).

Rasmussen er tydeligvis fascineret af de mange toner, et så enkelt redskab som blyanten kan tegne frem. I tre store tegninger af Helligåndskirken i København viser hun, hvordan papiret kan blive til (guddommeligt?) lys ved at placere det sorte op ad det hvide, og hvordan gråtoner kan skabe anelser.

Selve afbildningen af kirken er fiktion. Kirken ser iagttaget ud, men de lodrette linjer, der fra en beskuers blik ville være perspektiviske, er gjort parallelle, og bygningskroppen forankres tegneteknisk ikke på jorden. Det gør, at billedet kommer til at fremstå som en tegning af en model. Kun fordi en lille mand er tegnet ind ved siden af kirken på det ene billede, kan jeg fornemme dens størrelse. Det kan godt komme til at virke – ufrivilligt – syret.

Træer – iagttaget på flere måder
Hvad skal man tegne, når man elsker at tegne og se? Træer er et godt – og godt brugt – motiv.

Ole Lejbach: Hald Ege, 2013. Grafitblyant på papir

Det ses blandt andet i tegningerne fra 1800-tallet, hvor flere fine skildringer af træer er med. Træer appellerer til at fabulere, idet man jo alligevel ikke kan få det hele med – og træet er på en eller anden måde en tegning i sig selv, særligt når alle de forstyrrende blade er væk om vinteren. I en serie meget store tegninger viser Ole Lejbach studier og fortolkninger af egetræer.

I en enkelt tegning er ikke kun træets form dramatiseret, men også lyset og atmosfæren. Det er godt komponeret, og der er meget sansning her. I et par af tegningerne ser vi helt ned i barken, som sad man med et forstørrelsesglas. Motivet begynder at forandres og sære væsener, hud, hår, organiske former og gevækster træder frem. Som illustrationer til et eventyr ville tegningerne ganske sikkert komme til deres ret. Som billedkunst er de ikke helt radikale nok.

Træmotivet er også i centrum i Ulrik Stenshøjs (f. 1983) dekorative tuschtegninger af ensomme, stynede poppeltræer på en mark. Det er en anelse foruroligende, men først og fremmest er det dygtigt, præcist og flot.

Man kunne også godt driste sig til at mene, at det er modigt af en forholdsvis ung kunstner at vælge et så fortærsket motiv som et par naturalistisk tegnede træer på en månebelyst mark, men jeg er ikke sikker.

Serien hedder Tuschmørkebilleder … er det ikke en tand for patetisk? Næste gang vil jeg gerne se noget, der risikerer noget mere. Arven efter Palle Nielsen og de andre store danske tegnere og grafikere skal løftes, men med det samme mod og samtidighed, som de havde på deres tid, kunne man passende insistere.

Ulrik Stenshøj: Fra serien Tuschmørkebilleder, 2017. Blæk og pen på papir

Et sted mellem det hyperreelle, fænomenet og den stille sansning
De lidt yngre kunstnere er mere distancerede i forhold til naturiagttagelsen; det kan fint være et fotografi, der er udgangspunkt for billedet, men det behøver det ikke at blive mindre nærværende af – også selvom der er tænkt konceptuelt. I et af rummene hænger en blyantstegnet kopi af L.A. Rings maleri I havedøren. Kunstnerens hustru fra 1897, tegnet i samme størrelse som originalen. Det viser en ung kvinde, der står i en døråbning og ser ud i haven. Kopien skaber i al sin gråhed et statement om tegning som en porøs forbindelse mellem sansning og verden.

Kunstneren er Anne Skole Overgaard (f. 1980). Gennem hyper-reelle beskrivelser af detaljer og stofligheder peger Overgaard på sansning, syn og tilblivelse. Det viser hun også i et af udstillingens mest undseelige, men fine værker: Tre små, gnidrede tegninger af et vandløb, hvoraf ét afbilleder en spejling af en vandplante. Tilsammen danner de en sekvens, der beretter om en intens opmærksomhed overfor verden. Overgaard har en fin evne for at tegne netop dét.

Lisbeth Eugenie Christensen: Untitled 8, 2017. Blyant på papir

I tegning kan fænomenerne i særlig grad sættes i scene: Det hårde, det bløde, det stikkende, det luftige, skyggen og tingen, billedet og sansningen. Det bliver de i Lisbeth Eugenie Christensens (f. 1969) værker, der også inkluderer maleri på lærred.

Hendes billedeunivers befinder sig mellem det genkendelige, det formelle og det fortællende. Det er følsomt, og det ser moderne og cool ud. Sære ting sker, hvor enkle ting støder sammen: Silhuetter med vingelignende form, en skraveret kugle og en spids dims – en stok, en nål, eller hvad? – er på et af billederne placeret på en hvid papirflade, så de lapper over hinanden og minder om et fotogram som dem, Man Ray udviklede i tyverne.

Faretruende pænhed
Overordnet set, synes jeg STREGER er en lidt for ”pæn” udstilling. Der er fokuseret meget på det figurative eller halvfigurative udtryk og på den sluttede form. Der er ikke så meget spræl, og det kan der faktisk godt være i tegning.

STREGER er rig på intimitet og tid og på skraveringer og skraveringsteknikker, samtidige og fortidige. De mere vilde og ekspressive streger er valgt fra.

Man kan imidlertid ikke beskylde Hans Henrik Lerfeldt for at ville tilstræbe den glathed, der ellers hersker på udstillingen. Men han var jo også fra en tid, hvor kunsten gerne måtte udfordre grænser. Den lillebitte blyantstegning af en kvindelig model, hvor han med sart og rystende blyant har fantaseret sig ind i hendes skelet, indvolde, kødelighed, river befriende i øjnene. Lerfeldts lettere surrealistiske tegninger sættes i dialog med tegninger af claus ejner (f. 1967).

De er monterede på hvidmalede grove krydsfinerplader, hængt op med tyk nylonsnor. Numrene, der skal henvise til titlerne i udstillingsoversigten, er spredt med løs og skæv hånd over pladen. Øv, tænker jeg, her kunne man godt have gjort sig lidt mere umage med ophængningen. For selvom claus ejners tegninger på mange måder er kluntede og – bevidst – naive, så fortjener de ikke at blive så groft behandlet. Og det er ikke nogen trøst, at de 30 guldaldertegninger i det tilstødende rum har fået en endnu grovere behandling på det stativ-bord-monstrum, der er konstrueret til dem i forsøg på at lave et moderne greb. Jeg vil lade guldalderen ligge, skønt den altid gør mig blød om hjertet, og springe tilbage til claus ejner, hvis tegninger nok er dem, der danner den største kontrast til de sarte, gamle tegninger.

claus ejner: Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver. Automattegning nr. 38, 2016

claus ejners billeder er sjove, filosoferende, skøre og godt tegnede. Men de er lidt mere end sjove. At se Edward Munchs skrigende figur for enden af en fod, der møder en sok oversået med smileys, er tragikomisk. Det eksistentielle i relation til det trivielle, de evindelige billeder, vi omgives af, hvor vi drikker morgenkaffe af koppen fra Munch-museet, samtidig med at vi trækker vores smileysokker på og tjekker Instagram, mens billeder fra nattens drømme bæres væk af en hest med hul i maven, og ordet ”konformitetskvalme” pludselig opstår i bevidstheden – tydelig som et sort hul i gulvet. Det er sådan noget, claus ejner kan sætte i spil. Mere af det, tak.

Udstillingen i Hobro viser et udsnit af, hvad tegning er og kan i dag og et udsnit af, hvad der har været på færde tidligere. Skulle den for alvor have kastet lys på tegning, skulle flere aspekter have været med og kurateringen været strammere.

Kommentarer

Del artiklen

'Stregen som tilblivelse i Hobro'

Facebook