2008 talte flere opsigtsvækkende vendinger, men hvilke pegede reelt fremad og hvilke viste blot vejen tilbage, hvor vi kom fra? KUNSTEN.NU forsøger sig med en status over året, der gik i hovedstaden, og kigger forsigtigt fremad.
Årene skifter og tiden går unægteligt fremad. Men hvad er frem, og hvad er tilbage, når vi betragter kunståret 2008? Hvor hurtigt skal man sejle for at stå på vandski, kan man overhovedet lave en halv grønlændervending og er en U-vending ikke bare tilbage igen? 2008 bød som få andre år på finurlige vendinger og nye manøvrer i høj og lav hastighed (og ikke et ord om finansgrisen!).
Nye gallerier og projektrum har endnu et år slået gennem asfalten og mangfoldiggjort udtrykket i den danske hovedstad. Det nye er de såkaldte projektrum og knap så kommercielt mindede kunstrum, der har placeret sig i et vacuum imellem galleriet og kunsthallen.
Et slags non-profit kunstrum uden en fast stald af kunstnere og mulighed for at arbejde med tematiske gruppeudstillinger. Bestemt en ny mulighed for hurtigere manøvrer og flere gear. Selv de etablerede gallerier lukker op for en sådan mere fleksibel model.
Men U-TURN var nu årets store kunstbegivenhed. En samtidskunstfestival, der endeligt skulle sætte samtidskunsten på landkortet og aftegne dens væsen i dag. Ikke bare danske kunstnere fandt vej til Carlsbergs Tap E, den gamle sukkerfabrik i Stege, Kunsthallen Nikolaj og det københavnske byrum. Nej U-TURN var en markant præsentation af samtidskunstens aktører fra hele verdenen.
U-vending i københavnernes havn
Men er en u-vending overhovedet fremadrettet? Næ. Det er vejen tilbage, hvor man kom fra. Og på mange måder præsenterede festivalen den kunst man i kuratorisk sammenhæng har fokuseret meget på siden 00’ernes begyndelse. U-TURN formåede dog at tage et vigtigt skridt frem, sætte farten op midt i u-vendingen og endeligt sætte en kunst på dagsordenen, der ikke bare hænger fra væggen eller står på sin basis.
Når man kigger tilbage på festivalens indflydelse på kunstsynet i andedammen, så er det især denne opdatering af samtidskunstens former, der manifesterer sig. Den kunst, der ofte mødes med spørgsmålet, om det overhovedet er kunst, blev med festivalen cementeret som det, det er: Kunst.
Noget, der dog aldrig lykkedes for festivalen var at udvide kunstoplevelsen til hele landet og gøre festivalen til andet end Københavns. En udstilling i Stege, en happening i Jyderup og et enkelt døgn i Århus gjorde ikke, som man havde givet forhåbninger om, op med den herskende tendens, hvor kunstens bevægelser kun anses for væsentlige indenfor det københavnske byskilt. Træls.
Men heldigvis får vi alle en chance til og fire års ventetid og kritisk refleksion kan kun gøre denne vigtige begivenhed endnu vigtigere i fremtiden.
Kold grønlænder-vending i Nyhavn
Der hvor den gik helt galt var i de mondæne lokaler ved Kgs. Nytorv, hvor den nok så nyprofilerede Kunsthal Charlotenborg i 2007 tog teten op efter flere år med snak om manglende kunsthaller i København.
Bo Nilsson, vor hengangne svenske kaptajn ved roret, er ved årets afslutning vel mere eller mindre endt midt i en grønlændervendning. Og det er en kold fornøjelse at hænge med hovedet nedad i Nyhavn, kan jeg hilse at sige. 2009 bliver formentlig året, hvor det ombruste hus og den dog stadig varme stol bliver indtaget på ny.
Status for Nilsson: Køligt og fyret. Status for lokalerne på Charlottenborg: En slags frustreret status quo dog med stille forhåbning.
Vandskihop fra Sortedamssøen
På moderskibet – et pænt vandskihop fra Sortedamssøen – er der i 2008 også blevet manøvreret kraftigt i styrhuset. Karsten Ohrt har med fast hånd på roret, vand på brillen og blikket rettet mod fremtiden sat en ny kurs for Statens Museum for Kunst. Nye web-satsninger (for 22 mill.), flere kulturelle arrangementer og nye publikationer er blevet suppleret med fornyet fokus på samtidskunsten.
Reality Check var og er den til dato mest markante samtidskunstudstilling på museet, hvilket formentlig både har lukket munden på de få resterende tvivlere og tydeligt markeret skiftet fra Allis Helleland til en mere samtidsorienteret Karsten Ohrt. Her er vendingen markant fremadrettet, ligesom samtidskunsten er det. Og nu må fremtiden vise om moderskibet kan holde farten og de andre institutioner kan holde sig på vandskiene.
U-TURN og Reality Check var 2008’s store kunstsatsninger og en markør af en ny hastighed, men forhåbentligvis bliver 2009 et ligeså fremadrettet år for kunsten. For når man først er begyndt at vende eller står på skiene, er det nemlig dumt (og koldt) ikke at holde farten og gøre det færdigt.
