Kunst er et særligt erkendelsesfelt, der har potentialet til at spille en afgørende rolle i verden

Kunst er et særligt erkendelsesfelt, der har potentialet til at spille en afgørende rolle i verden

Jakob Kudsk Steensen: Re-Animated, 2018. Stillbillede

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Kunstens sanselige møde med verden og dens evne til at danne forestillinger bliver af videnskaben normalt ikke betragtet som rigtig viden. Men det er netop derfor, argumenterer Signe Meisner Christensen i dette essay, at kunsten har en metabevidsthed om det grundvilkår for viden, som for alvor trænger sig på i dag. Nemlig at det er i selve måden, man definerer og rammesætter et problem, at man opkaster grænserne for, hvordan en løsning kan se ud.

Artiklen er del af serien Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten.

Et nyt ord i den offentlige debat om klima er ‘miljøhumaniora’. Humaniora har ellers ikke været et prestigefyldt område, når det handler om at tilføre midler til at løse samfundsudfordringer som klimakrisen. Men nu bliver der altså også i Danmark oprettet et center for miljøhumaniora ved Aarhus Universitet. Udover at være et tiltag, der skal sikre flere midler til humanistisk forskning, er det samtidig også udtryk for en stigende anerkendelse af, at klimaforandringer er uadskillelige fra komplekse historiske og kulturelle problemstillinger. Hvis man eksempelvis ønsker at løse problemet om japansk lakseopdræt, så er man nødt til at forstå de kulturelle og historiske omstændigheder, der gør denne industri til en integreret del af japanske fiskernes selvforståelse.

Findes der miljøkunst?

Ligesom humaniora intensiverer forskning i klimakriser, så har kunstsektoren også i kølvandet på coronapandemien travlt med at stille spørgsmålet om, hvilken rolle kunsten mon kan have i en krisetid. For nylig afholdt Statens Kunstfond således et webinar om bæredygtighed og kunst med bred tilslutning fra såvel kultursektoren som kommuner og kunstnere. Tonerne fra dette seminar er blot ét eksempel på, at den aktuelle pandemi og den følgende nedlukning af kulturlivet har kastet kunstsektoren ud i en omfattende refleksion om kunstens mål.

I denne situation er det oplagt at stille spørgsmålet, om der findes en ‘miljøkunst’, som kan hjælpe med at løse klimaproblemerne? Og hvis der gør det, hvordan ser den så ud? Er det, som nogen vil hævde, at placere en isbjørn, der spiddes af en graf uden for Christiansborg (Jens Galschiøt), eller at installere 100 tons indlandsis på Rådhuspladsen under et klimatopmøde (Olafur Eliasson)?

I dette eksplicitte billedsprog kommer kunst let til at spille en meget synlig, men stadig underordnet, rolle som et visuelt virkemiddel til at formidle og skabe opbakning til politiske handlinger. Det svarer næsten til billedudsmykningen i middelalderens kirker, som skulle formidle kristendommens budskab til analfabetiske kirkegængere.

En sådan vision for ‘miljøkunst’ overser den mulighed, at kunst kunne have sin egen indbyggede evne til at skabe forandring. Den overser, at kunst kan være en undersøgelsesform i sig selv. Den aktuelle krisesituation i verden kalder altså på spørgsmålet om, hvad kunsten kan udrette. Men hvis vi vil se nærmere på det spørgsmål, så er det nødvendigt at granske kunsten som et særligt erkendelsesfelt, der har et potentiale til at generere viden, skabe forandringer og åbne for nye fremtider.

Det afgørende er, hvordan man stiller spørgsmål

For at fundere denne diskussion om kunstens potentiale til forandring i samtiden, er det vigtigt at understrege, at den krisetilstand, som verden i dag befinder sig i, ikke alene er skabt af håndgribelige samfundskriser “ude i verden”, altså klimaforandringer, covid19-pandemi, økonomisk ulighed, den finansielle krise, geopolitisk ustabilitet, racehad eller demokratiske kriser. Krisetilstanden er samtidig også udtryk for en ’videns-krise’ altså en desorientering om, hvad viden overhovedet er og hvilke typer af viden, der er værdifuld i det 21. århundrede.

Som den franske tænker Gilles Deleuze har udtalt, så får et problem altid den løsning, som det fortjener i forhold til, hvordan problemet er blevet formuleret i første omgang.

Et godt billede på dette er historien om skudhuller i de allieredes bombefly under anden verdenskrig. Når bombeflyene returnerede efter at have været i kamp, så blev de grundigt undersøgt for skudhuller. Det blev noteret, hvor flyene var hårdest beskadiget, og flykonstruktørerne brugte så denne viden til at forstærke netop disse tilsyneladende mest udsatte steder. Lige indtil en matematiker ved navn Abraham Wald bemærkede, at det måske ikke var den bedste måde at bruge disse informationer på. Måske var grunden til, at nogle områder på flyene ikke var dækket af skudhuller, at de fly som var blevet beskudt her, ikke var vendt tilbage. Denne indsigt førte til en ny praksis. Fremover forstærkede man flyene på de andre områder, altså der hvor de hjemvendte fly ikke havde skudhuller.

Anekdoten her kan illustrere, at det ikke nødvendigvis er mængden af data, der afgør, om et problem kan håndteres på en intelligent måde. Det er derimod måden, man stiller spørgsmål til det, man allerede ved.

Den franske filosof Bruno Latour kalder den nuværende krise for et skift fra økonomi til økologi, og dermed mener han ikke bare, at økologi er blevet hipt. Han peger derimod på, at en bestemt rationalitet er kommet i krise. Det er en krise, hvor overleverede forestillinger og ideer om fremskridt, om viden som sikker og mennesket (altså det vestlige menneske) som bemestrende er forbi.

Hvordan kan kunsten spille en ny rolle i verden?

Det er ikke noget nyt, at dette vestlige sæt af anskuelser om verden er i krise. Siden midten af det 20. århundrede har det vrimlet med alternative forståelser af verden, og om hvad viden er.

Postkoloniale, feministiske, queer og black studies er bare nogle af de kritikker, der har udfordret et etableret system af velanskrevet viden. Men særligt i de sidste årtier har nye begreber som assemblage, netværk, biotop, sammenfiltring og økologier helt overtaget scenen og sparket de moderne forestillinger om menneskets særlige plads i verden langt ud på sidelinjen.

Det er i dette kriseperspektiv, at kunsten potentielt kan komme til at spille en ny rolle i verden. Netop kunstens særlige egenskaber, som i hele den moderne periode har ekskluderet den fra at blive regnet for at producere rigtig viden, kan få en ny og central betydning. Det sanseligt erfarede møde med verden og evnen til at danne forestillinger har siden Kant rangeret under ‘forståelsen’; under det subjektive og det æstetiske.

Videnskaben har dermed udelukket kunst fra at have med sand erkendelse af verden at gøre. Kunsten beskæftiger sig med det mulige, med det usikre, med levede relationer, og med det spekulative; det vi kan forestille os anderledes. Men det er netop derfor, at kunsten har en metabevidsthed om det grundvilkår for viden, som for alvor trænger sig på i dag: Nemlig at det er i selve måden man rammesætter et problem på, at man også definerer, hvordan en løsning kan se ud.

Re-animated
Jakob Kudsk Steensen: Re-Animated. Stillbillede fra VR-optagelse, 2018. En uddød fugl vækkes til live i Virtual Reality.

Kunsten kan åbne for en anden måde at eksistere på

Når en kunstner som danske Jakob Kudsk Steensen i værket RE-ANIMATE (2018) skaber virtuelle virkeligheder, der fyldes af lyden fra de nordamerikanske skove og sangen fra en fugl, der har været uddød siden 1960erne, så åbner der sig en ny virkelighed – hvor tidsligheder blandes og skaber en ny realitet.

Steensens værker er konventionelle i deres form. De kan opleves i et udstillingsrum som en VR-installation, man træder ind i, og de er derfor lette at indoptage i en mainstream kunstinstitution. Men de bygger på en kompleks tværfaglig viden, som kunstneren har udviklet sammen med biologer og specialister i 3D-teknologier. Steensen omsætter denne viden til en fysisk kontaktzone – en spirituel åbning til et register hvor kontakt ikke er begrænset af en lineær tidslighed, og hvor vores forbindelse til denne fugl og den fortættede sanselige verden, som den aktiverer, bliver mulig.

Læs også: Jakob Kudsk Steensen: “Der bliver efterspørgsel på ting, der er rolige, dybe og sanselige”

Det, at Steensen hacker sig ind i videospilsteknologier og bygger VR-simuleringer af økosystemer, kan ikke forhindre menneskeskabte forandringer eller begrænse udledning af CO2. Derimod kan værkerne med deres umiddelbart kropslige appel åbne for en anden måde at eksistere på og udforske vores væren som en blandet eksistens mellem teknologisk genererede verdener, kropsligt forankrede fysiske rum, forskellige tidsligheder og en kollektiv “sam-væren” med andre livsformer. Det er en viden, som, hvis den bruges aktivt til at tænke med og udvikle politiske handlinger med, vil kunne forandre praksis.

En viden om at mennesker tilhører landet og ikke omvendt

Mens Steensen omfavner moderne teknologier som VR og videospil, så forkaster den samiske aktivist og kunstner Jenni Laiti en moderne vestlig teknologiforståelse sammen med de bemestrende vidensformer, som den bygger på.

I modsætning til Steensen opfatter Laiti ikke sig selv som kunstner men som en aktivist, der bruger kunst som afsæt for aktivisme. Laitis kunstneriske undersøgelsesarbejde er tæt knyttet til den samiske livspraksis. Dermed bliver Laitis metode, hvis vi kalder den en metode til at skabe viden, at synliggøre den viden, som er indlejret i den samiske levevis. Men Laiti synliggør den ikke blot, hun bruger den også til at foreslå andre ligeværdige måder at leve på i et forhold til naturen. Det at tilhøre landet, fremfor at landet tilhører mennesket, er grundpræmissen i Laitis undersøgelser, og med dette afsæt gentænker hun teknologi som redskaber, der tager vare på dette forhold til landet.

Et eksempel på dette er projektet Forewalkers (2016), hvor Laiti sammen med Outi Pieski fremstiller samiske vandrestave. Udover at være en fint dekoreret personlig genstand lavet af forhåndenværende materialer, så har vandrestavene også fungeret som afmærkninger af steder, hvor rensdyrkalve er blevet set. Forewalkers henviser dermed til en afmærkningspraksis, der ikke opdeler landet, skaber grænser eller markerer ejendomsforhold. Laiti viser, at denne teknik også var en måde at markere et tilhørsforhold, hvor menneskene tilhørte landet og ikke omvendt.

Dermed åbner værket for en anden måde at vide og forstå verden på, hvor teknologi ikke bruges til at dominere og kontrollere men til at markere et tilhørsforhold og en ydmyghed overfor det livgivende land.

Kunsten genforhandler, hvad viden er

Som de to eksempler peger på, kan kunst udvide vores forståelse af, hvad viden er. Den kan også åbne for alternative måder at konfigurere forholdet mellem teknologi, økosystemer, natur og mennesker.

Med sit afsæt i den sansede erfaring og i et situeret møde med verden stiller praksisbaserede kunstundersøgelser fundamentale spørgsmål til, hvad ting er. De åbner for relationer, for komplekse og sammenfiltrede tilstande, og de åbner for det register, der tilhører forestillingen, og som normalt ikke behandles som viden.

Denne `ikke-viden’- eller denne anden side af viden er med det relativt nye forskningsfelt, ‘praksisbaseret forskning’, blevet etableret som et vidensområde på lige fod med andre vidensfelter.

Og det er her, der er skabt et nyt grundlag, for at kunst kan gøre sig gældende – ikke alene som refleksionsrum til eftertanke eller spejl – men som et led i en genforhandling af, hvad viden er, og hvordan viden er nyttig i et samfund.

Hvis kunsten skal i spil på denne måde, så kræver det dog et fortsat arbejde med at skubbe til vores institutioner og insistere på, at det er nødvendigt med en flerhed af vidensformer, hvis man skal åbne for andre fremtider for livet på jorden.

Kunsten må legitimeres som viden

Paradoksalt nok så ser man i dag, at den verdensomspændende videnskrise fører til en stærkere styring af forskning i retning af det målbare og kvantificerbare. Måloptimering og kontraktstyring er ikke alene noget, der hører til i virksomheder, det er også blevet et styringsredskab, der bliver brugt til at måle den samfundsmæssige værdi af ikke bare forskning men alle former for indsatser og initiativer.

FNs verdensmål er blevet den nye tjekliste, når ledere både i kultursektoren, på universiteterne, i erhvervslivet og i det offentlige skal motivere beslutninger. Bæredygtighed bliver defineret som en bedre udnyttelse af ressourcer. Det betyder, at gyldige løsninger ofte handler om at energioptimere og samle flere data ind, som algoritmer og matematiske modelleringsmodeller kan beregne sandsynligheder ud fra. Her passer metoder fra naturvidenskab, fra teknologien og fra dele af samfundsvidenskaben godt ind.

I modsætning til den slags viden som fylder hullerne ud, som hjælper med at kalkulere, forudsige og sandsynliggøre, så åbner kunsten netop fremtiden som en sfære for det mulige og for alternative former for sameksistens.

Hvis kunst skal gøre sig gældende, ikke som miljøkunst i belærende forstand, men som en radikal måde at italesætte bæredygtighed på, så kræver det, at kunstens anden viden bliver legitimeret som viden. Og det bør ske på tværs af kulturinstitutioner, og uddannelsessystemer, samt i den offentlige debat og ikke mindst i det etablerede videnskabelige system.

Signe Meisner Christensen er postdoc ved Institut for Design, Arkitektur og Medieteknologi på Aalborg Universitet samt på Kunsten, Museum for Moderne Kunst i Aalborg.

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Del artiklen

'Kunst er et særligt erkendelsesfelt, der har potentialet til at spille en afgørende rolle i verden'

Facebook