Invasive kunstarter på trådløse netværk

På tre specifikke steder i Aarhus kan man for tiden opleve kunst på en anderledes platform. Her kan man forbinde sig med åbne wi-fi-netværk via sin smartphone og få kunstværker, som forholder sig stedspecifikt til lokationen, direkte på skærmen.

Man kan blandt andet opleve Jesper Carlsens animerede 360 graders videoer, der viser en fantastisk version af det ellers så prosaiske sted, man står i samme øjeblik. Gitte Broeng præsenterer en tekst til hver af de tre placeringer, der kredser om deres mange lag af tidsligheder og historie. Teksten bliver til en slags manual for, hvordan man kan opdage historiske, dramatiske og traumatiske lag i de tre tilsyneladende fredfyldte og hverdagslige steder.

Et tredje eksempel er Kasper A. Holms The Flora of Objects, der er en interaktiv fortælling, som kæder fortællinger fra de tre steder sammen. Den interaktive form betyder, at folk oplever forskellige scenarier alt efter, hvad de klikker på, hvoraf man altid får et udsnit af en større sammenhæng, som vedblivende forbliver uklar.

En kunstnerdrevet viruskataklysme
Bag projektet står Captive Raum OPortal, som er et midlertidigt samarbejde mellem de to formater: Captive Portal og ORAUM.

Captive Portal er drevet af Kristoffer Ørum, som ved flere lejligheder har opsat en række åbne, trådløse netværk i København, der distribuerer kunstrelaterede materialer i det offentlige rum. Projektet har tidligere fremvist kunstnere som Kaspar Bonnén, Rasmus Graff, Kristoffer Akselbo, Ursula Andkjær Olsen, Cia Rinne og Asbjørn Skou.

ORAUM beskriver på sin side sig selv som “en kunstnerdrevet viruskataklysme i mobile rum”, og ønsker at arbejde med alternativer til de allerede eksisterende udstillingsrum. ORAUM insisterer på ikke udelukkende at være et udstillingsformat og kan i en mere abstrakt forstand ses som noget, der konstant skifter form: Nogle gange er ORAUM et apparat, andre gange en gruppe, en stemme eller et udstillingssted. Som ORAUM-medlem Sophia Ioannou Gjerding forklarer:

“Der ligger en helt klar politik i at arbejde med det digitales indre struktur som værende noget synligt, og det, mener jeg, er et undersøgende lag, som ORAUM arbejder med. ORAUM er på den måde også tænkt som et apparat, der kan bruges til at udforske kunstplatformens egen struktur.”

Et underligt brev
Samarbejdet mellem de to foretagender kom i stand efter, at Ørum i januar 2016 modtog “et underligt brev fra noget, der hed ORAUM” – et navn, der mistænkeligt lignede Oerum, den angliserede version af kunstnerens efternavn.

“Brevet viste sig at være en del af udstillingsplatformen ORAUMs første projekt, der blandede mail art, alternate reality games, net art og ”direct mail”-markedsføring. Lige noget for mig! Det virkede oplagt at lave noget sammen, så jeg kontaktede dem,” fortæller Kristoffer Ørum.

Resultatet blev en midlertidig symbiose mellem to udstillingsplatforme under navnet Captive Raum OPortal, som nu altså huserer i Aarhus hen over sommeren og frem til 1. oktober med en blanding af fysiske mikro-interventioner og åbne trådløse netværk.

“Da både Captive Portal og ORAUM arbejder bevidst med uklare afsenderpositioner og overløb mellem forskellige distributionsformer, var det logisk at danne en ny og midlertidig identitet, der agerer med inspiration fra både Captive Portal og ORAUM,” fortæller Ørum.

Nye kontrakter mellem kunsten og modtageren
Men hvad betyder det så, at kunsten manifesterer sig på en alternativ platform? Ifølge Sophia Ioannou Gjerding dannes der andre typer kontrakter mellem kunsten og modtageren, end den der normalt dannes på en traditionel udstilling i et kunstkodet rum:

“I ORAUM diskuterer vi ofte balancen mellem det skjulte og det usynlige, og det skjulte som strategi. Dette bliver som ofte sat i forbindelse med, hvordan de strategier, vi arbejder med som platform, kan reflektere de politikker og refleksioner, som vi mener er vigtige for ORAUM at beskæftige sig med. Vi er opmærksom på, at det skjulte som strategi godt kan reducere antallet af folk, som når at opleve de værker, vi laver og udstiller, men mener dog, det er nødvendigt, at udstillingskoncepter som for eksempel Captive Raum OPortal eksisterer. De eksistensberettiges blandt andet ved netop at arbejde med udstillingsformatet som et modstykke til en forventning om, hvordan kunst skal være, hvordan det skal formidles, og hvordan det skal konsumeres.”

“Der sker noget helt andet, når man oplever kunst på sin mobil ude i en park, på en plæne eller i et vejkryds,” fortsætter hun. “Rummet er afhængigt af vejr, trafik, larm mm. Der følger et form for kontroltab med denne måde at distribuere kunst på, som jeg ser som et fint modstykke til den ekstreme form for kontrol, der hersker andre steder i kunstverdenen. Der er forskel på, om man selv opsøger Captive Raum OPortal, fordi man f.eks. har læst en artikel om det, eller om man støder på udstillingsinitiativet i en søgen efter et frit netværk, man kan benytte. Publikum er på denne måde også skjult for os, der medvirker i projektet. Vi kommer ikke til at se, hvem det er, eller hvorfor de går ind på netværket. Jeg ser det som en ødselhed fra Captive Raum OPortals side, og jeg mener, at der er brug for den type ødselhed i kunstverdenen.”

Et territorium hvor private og offentlige rum lapper over
Også Ørum er interesseret i, hvordan de digitale infrastrukturer påvirker vores hverdag:

“Det utal af wi-fi-netværk, der findes i alle moderne storbyer udgør et interessant og undervurderet territorium i byrummet. Et territorium, hvor ’private’ og ’offentlige’ rum umærkeligt overlapper og sameksisterer. Det, der foregår på nettet, på mobiltelefoner eller på skærme, griber i stigende grad ind i vores hverdag og farver vores opfattelse af verden omkring os. Derfor virker det oplagt at bruge den netværksteknologi, der normalt forbinder os til et globalt og i stigende grad kommercialiseret internet, til at skabe et lokalt og midlertidigt indslag i vores fælles byrum.”

“Jeg kan huske, at jeg læste en videnskabelig undersøgelse, der pegede på, at de trådløse netværk i vores byer baner vejen for såkaldte ”invasive arter”, fordi de ændrer mikroklimaet, hvor de optræder i høje koncentrationer. Og det slog mig, at de mange overlappende netværk, der stråler ud i det offentlige rum fra et utal af forskellige kilder, også udgjorde et relativt ureguleret landskab i et byrum, der i hvert tilfælde i København i stigende grad er designet til bestemte befolkningsgrupper og aktiviteter. Jeg tænkte, at de trådløse netværk i lige så høj grad kunne bruges til at formidle invasive værker, som til at give plads til det i stigende grad kommercielle indhold på internettet,” fortæller Ørum og fortsætter:

“Når der på den danske kunstscenes digitale platforme næsten udelukkende foregår aktiviteter, der har deres udspring i PR og kommunikationsbranchen frem for fra en kunstfaglig tradition, så efterlader det et åbent territorium for initiativer som Captive Raum OPortal.”

“De fleste hjemmesider er struktureret som et trykt medie frem for at bruge de muligheder, der ligger i internettets teknologier. Deres visuelle opbygning og indhold er tydeligvis ikke skabt ud fra kritiske eller billedkunstneriske overvejelser, men derimod ud fra markedsføringsmæssige og kommunikationsmæssige overvejelser. De ligner hinanden overraskende meget med et visuelt “ordforråd”, der især trækker på arven fra modulært schweizisk grafisk design. En designtradition, hvor tekst og billede har som mål at kommunikere klart og universelt frem for at have selvstændig værdi eller personlighed,” slutter Ørum.