Samtidskunst i dit tv

Samtidskunst i dit tv

Kristoffer Ørums Data Kroppe (2016) er et af de seks nye værker, som præsenteres i tvKUNST på DR's kulturkanal DR K. Pressefoto

Tirsdag aften den 29. marts kl. 21.30 ruller seks spritnye kunstværker over din tv-skærm. Det sker, når programmet tvKUNST får premiere på DR’s kulturkanal DR K. Ejer du ikke et fjernsyn eller tålmodighed, kan du finde links til hver af de seks værker i artiklen her.

Det er i kraft af et samarbejde med Statens Kunstfond, at DR i aften kan præsentere værker af danske kunstnere på kulturkanalen DR K. I alt seks samfundsengagerede kunstnere, hedder det sig, er håndplukket af Statens Kunstfond og inviteret til at omsætte deres praksis og særlige interesser til et værk i skærmformat.

Formålet med programmet, som har fået navnet tvKUNST, er at give Danmarks befolkning mulighed for at møde kunst af høj kvalitet i hele landet. Søren Taaning, som er formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg, er begejstret for projektet og udtaler:

“På TV er der ikke samme filter og fysiske barrierer, som når vi møder kunsten på de traditionelle kunstinstitutioner. Vi opfordrer derfor alle til at se med på DR K, når værkerne har premiere. Måske venter der en uforudset og overraskende kunstoplevelse netop her?”

Se værkerne online
Ifølge pressemeddelelsen fra Statens Kunstfond er det alt fra flyvende skriveborde på sci-fi-rejse til et anderledes talkshow om seksualitet og hormonforurening, der venter seerne fra i aften.

Programmet ser således ud:
21.30 Kristoffer Ørum: Data Kroppe
21.40 Katya Sander: Dit liv som billede
21.55 Anders Visti: Crash
22.05 Louise Vind Nielsen: I am positive you are negative
22.30 Hannah Heilmann: Allons-y
23.05 Jørgen Michaelsen: Forårsoffensiv i Danmark.

Hvis du ikke er typen, der holder af flow-tv, kan du finde alle seks værker på Statens Kunstfonds hjemmeside (se de forskellige links ovenfor – videoerne finder du i sidernes nedeste højre hjørne). Her kan du også læse om kunstnernes tanker bag værkerne og orientere dig om deres øvrige arbejde.

Del artiklen

'Samtidskunst i dit tv'

Facebook