Erindringen om afgrunden

Erindringen om afgrunden

Vladimir Tomić: Et af erindringsfotografierne fra Remembering the Nowhere (udsnit).

Debatten omkring migranter og asylansøgere kunne ikke være mere aktuel. I Vladimir Tomićs selvbiografiske udstilling Remembering the Nowhere på Galleri Image finder diskussionen dybde med tilbageblik på diasporaen fra det tidligere Jugoslavien i begyndelsen af 90erne og på de flygtninge, som dengang kom til Danmark. Resultatet er en stille og bevægende undersøgelse, der sætter fokus på de objekter, som vi støtter vores erindring op ad.

‘Erindringsværker’ kræver lidt deres eget rum. Der er intet avantgardistisk over dem, argumenterer litteraturteoretikeren Andreas Huyssen. Sådanne værker prøver ikke at bryde med kunstbegrebets grænser, men søger utrætteligt bagud. De gentager noget, vi allerede ved, men på en måde der gør det velkendte ukendt på ny. De er det ’hjemlige’ gjort ’uhjemligt’. Og netop Vladimir Tomićs værker handler om det uhjemlige hjem. Men også om hjemmet på rejsen.

Drømmende objekter
På udstillingen Remembering the Nowhere viser Tomić et udvalg af genstande, der alle på den ene eller den anden måde viser tilbage til den tid, hvor han som barn flygtede fra det dengang borgerkrigshærgede Jugoslavien sammen med sin mor og sin bror.

Her finder vi blandt andet en række artefakter, der vidner om det hjemsted, som er blevet forladt i al hast: En nøgle, bøger. Men også genstande som fortæller om rejsen mellem her og der: Togbilletter, pas, et elsket tøjdyr der sandsynligvis også har fungeret som rejsekammerat. Og så er der ting fra det nye land: Køkkenredskaber i en flyttekasse, udleveret til et familiemedlem som aldrig ankom til destinationen.

Vladimir Tomić: Remembering the Nowhere. Installationsview. Foto: Vladimir Tomic
Vladimir Tomić: Remembering the Nowhere. Installationsview. Foto: Vladimir Tomic
Vladimir Tomić: Remembering the Nowhere. Installationsview. Foto: Vladimir Tomic
Vladimir Tomić: Remembering the Nowhere. Installationsview. Foto: Vladimir Tomic

Ikke alle genstande tilhører Tomićs familie. Nogle kommer fra venner, som kunstneren har mødt på sit ophold på Flotel Europa, det flydende flygtningecenter hvor han tilbragte to år som asylansøger i Københavns Havn. Men fælles for dem alle er, at de taler til beskuerens fantasi, mens de samtidig leder tanken hen på længslen efter et andet sted. Nøglen drømmer om døren, om huset der sandsynligvis aldrig skal blive til hjem igen. Tøjdyret vidner om en barndom, der for længe siden er overstået, men er også et symbol på tryghed i en utryg situation.

Fortiden er aldrig lukket land
I en anden del af udstillingen har Tomić sidestillet forskellige amatørfotografier fra tiden før og efter flugten. Også her blander han egne fotos med andres. Der er et visuelt ekko i de sammensatte billeder. For eksempel sættes et foto af en hyggelig dag ved vandet før borgerkrigen sammen med et billede af Flotel Europa. Andetsteds ser vi to børn, der står på en vej med udsigt over Dubrovnik, og ved siden af dette en ung mand som står på samme sted adskillige år senere. Angiveligt taget af samme familie på en tur tilbage til det land, der blev forladt. Men nu ligger Dubrovnik ikke længere i Jugoslavien, men i Kroatien. Og hvad er der i øvrigt sket med det andet barn?

Både genstande og fotos rejser flere spørgsmål, end de besvarer. På den måde viser de, at erindring og hukommelse aldrig er faste størrelse. Det handler ikke om at fortælle den autentiske historie, men om at undersøge, hvordan selve mindet optager en plads i os. Og minder er altid ufuldstændige. De er genfortællinger, men aldrig historien i sig selv. De er fortidens ekko i samtiden.

I udstillingens titel, Remembering the Nowhere, refererer dette ’nowhere’, dette ikke-sted, til den afgrund, der åbner sig mellem her og nu, når tiden spændes ud mellem forventningen til et nyt sted og længslen mod et gammelt. Det er et mellem-sted. Og Tomićs fotografier illustrerer dette meget fint. Du kan ikke tage et billede af ikke-stedet. Men du kan vise det, som kommer før og efter.

Et billede i beskuerens sind
Herved kaster både genstande og fotos erindringsopgaven tilbage mod beskueren. Her er ingen forklarende tekster eller titler. En nøgle er en nøgle. Men en nøgle er også så meget mere. Den er en synekdoke, en del der refererer tilbage til helheden. Den er huset. Når vi låser døren, gør vi det med en vished om, at vi senere kan vende tilbage til et hjem. Vi beskytter hjemmet, når vi låser døren. Og dermed tager vi også lidt af hjemmet med os. Et lille stykke hjem, som kan ligge i en lomme. Det er en praktisk, men også en symbolsk handling.

Vladimir Tomić: Remembering the Nowhere. Installationsview. Foto: Vladimir Tomic
Vladimir Tomić: Remembering the Nowhere. Installationsview. Foto: Vladimir Tomic
Vladimir Tomić: Remembering the Nowhere. Installationsview. Foto: Vladimir Tomic
Vladimir Tomić: Remembering the Nowhere. Installationsview. Foto: Vladimir Tomic

Også fotografierne ligner noget, vi kender. Amatørfotografier har det med at ligne hinanden. Vi tager billeder af det samme. Sociale situationer. Udsigter. Feriestemninger. Når Tomićs samling af fotografier ender med at virke så stærkt på os, er det fordi, vi genkender lidt af os selv i dem. Og ser hvor nemt et sådant liv kan rykkes op med rode. Men også hvor modstandsdygtigt det er. I flygtningelejrene søger man stadig mod det ’normale’ liv. Her er et billede af et ungt par tæt omslynget. Og her, en flok venner.

Fortællingen på rejsen
I udstillingens sidste del finder vi Tomićs videoværk History Now fra 2015. Den er på en måde udstillingens mest fuldendte værk, fordi vi her får sat ord på oplevelsen, uden at emnet dog lukkes ned. Som i fotografierne sammenstiller Tomić her to billeder: I skærmens venstre side ser vi et uddrag af de videobreve, som Tomićs mor sendte ned til familien i det dengang krigshærgede Jugoslavien. Og i venstre side ser vi moren i dag, hvor hun sidder og ser førnævnte videobreve. Hun ser altså samtidig med os. Hendes blik bliver vores blik. Eller rettere, hun fordobler vores blik.

Også her finder hverdagslivet en vej: Goran, Tomićs ældre bror, minder i den oprindelige video mest af alt om en ganske almindelig teenager, der ikke rigtig gider at skrive breve, men har travlt med andre ting. Og i den nyere optagelse afbrydes talen af og til af beskeder om ris, der skal tages af komfuret og så videre. For dette er ikke kun fortællingen om en exeptionel historie, men også om det almindelige i det exceptionelle.

Vladimir Tomic er født i 1980 i Sarajevo, Bosnien, Herzegovina. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2009 og bor og arbejder i København.

Hans seneste film Flotel Europa vises på Galleri Image d.13. februar, klokken 14:00.

Kommentarer