Fidusen at holde fokus

Fidusen at holde fokus

John Akomfrah: Vertigo Sea, 2015 er en af festivalens store videokunstoplevelser. (still fra værket)

Vis billedserie

FOKUS videokunstfestival

12 feb 20166 mar 2016

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

FOKUS 2016 i Nikolaj Kunsthal er en smeltedigel af det bedste, der rør sig på videokunstscenen lige nu. Med virtual reality og en app samt visninger i byrummet favner festivalen en genre, der for længst har sprunget egne grænser. Men kunsthallens fingeraftryk savnes i forsøget på at fokusere bredt.

Nikolaj Kunsthal retter endnu engang blikket mod videokunsten med deres årligt tilbagevendende videokunstfestival FOKUS. Som de foregående år vises en lang række værker, valgt via open call og et kurateret program, der blandt andet præsenterer den anerkendte kunstner og filminstruktør John Akomfrah – festivalens hovednavn og lidt af et scoop.

VR:LAB: Peer Review, 2016. Foto: FOKUS 2016
VR:LAB: Peer Review, 2016. Foto: FOKUS 2016

For at leve op til videokunstens efterhånden ret brede genredefinition, har festivalen som noget nyt valgt at udvide det rum og det perspektiv, hvori værkerne præsenteres.

Det gør de ved at introducere nye formidlingsplatforme, herunder virtual reality, en app, der gør det muligt at se værker fra tidligere år på sin mobil samt ’videobokse’ placeret rundt om i byen.

Mens hensigten med det bredere fokus er at belyse, hvad videokunsten kan og er i dag, bliver det vanskeligt at se, hvad kunsthallen som fysisk rum selv gør for at fremhæve videokunstens kvaliteter.

Rummet inddrages
Festivalens største trækplastre og kunsthallens bedst præsenterede værk er John Akomphrahs treskærms-videoinstallation Vertigo Sea (2015), der fuldt fortjent får plads til at folde sig ud i stort format i hele kunsthallens øvre galleri. Her bliver rummet til en del af en intens skildring af ”menneskets relation til havet – om havets betydning for menneskets overlevelsesevne”. Det er en visuel overvældende konfrontation med havets magt og en æstetisk advarsel om, at mennesket er naturen underlegen.

Med billedet af havet som omdrejningspunkt tages tidsløse tematikker op, som migration, kolonialisme og krig. Værkets referencer til og berøring med ideen om ’det sublime’ underbygges af kunstrummets arkitektur og historie. Med loftets associationer til et skib og stedets tidligere virke som kirke er det næsten som om værket er skabt specifikt til Nikolaj Kunsthal. Værk og rum supplerer hinanden og det fungerer virkelig godt.

Installationsview fra John Akomfrahs værk Verigo Sea i kunsthallens øvre galleri. Foto: FOKUS 2016
Installationsview fra John Akomfrahs værk Verigo Sea i kunsthallens øvre galleri. Foto: FOKUS 2016

Værk og format i konflikt
Denne vellykkede synergi mellem værk og formidlingsformat kendetegner ikke i nær så høj grad resten af udstillingen. Tværtimod er det som om, at mange af kunsthallens greb arbejder direkte imod værkernes individuelle kvaliteter. Som f.eks. Anna Samsøes Sound is Matter, der gennem tre film formidler viden om, hvordan lyd påvirker vores krop og sind.

Lyden i hørebøfferne er så høj og skinger, at det er fysisk umuligt at opleve værket til ende. Selvom format og indhold reelt komplimenterer hinanden, så falder pointen til jorden, når man må give op efter få minutter på grund af smerte i øregangen.

Et andet eksempel er John Akomfrahs værk The Last Angel of History (1996), der vises i loop af 45 minutters varighed på en større lyd-og videoinstallation inde i kunsthallen – mellem de andre værker, der larmer lidt i baggrunden. Udover super flotte billeder udfolder værket sig via interviews og en fortællerstemme. Lyden er meget lav og værket er ikke undertekstet, så det er lidt en udfordring af følge plottet. Hér ville et sæt hørebøffer have været værdsat!

Publikum vælger selv hvilke værker de vil se. Foto: Amalie Frederiksen
Publikum vælger selv hvilke værker de vil se. Foto: Amalie Frederiksen

Inklusion på en dårlig dag
Det er som bekendt utrolig populært at inkludere publikum ved at lade dem skabe sin egen kunstoplevelse. Eller lade dem være medskabere af værket.

Nogle gange vil man dog gerne tages i hånden og mærke at andre – måske bedre kvalificerede mennesker – har taget gode beslutninger for én. Læne sig tilbage og nyde kunsten i de rette rammer og på det rette sted.

Sådan et ønske havde jeg, da jeg sad på en stol i et hjørne foran en lille skærm og tydeligvis var blevet pålagt at kuratere min egen vej ind i 30 videoværker, der var præsenteret foran mig med titel, kunstner og længde.

Min ‘kuratoriske’ strategi blev at vælge de videoer, der varede max 5 minutter. Jeg snød faktisk og så Ana Pavlovics og Vladimir Tomics værk Dreamland, som jeg kendte på forhånd, fordi det har været vist på Astrid Noacks Atelier. Her blev den projekteret på en madras – et passende visningsformat til en film der handler om drømme hos tidligere flygtninge.

Ana Pavlovic & Vladimir Tomic: Dreamland, 2015. (still fra værket)
Ana Pavlovic & Vladimir Tomic: Dreamland, 2015. (still fra værket)

Alle værkerne kan man også vælge at se i de såkaldte ’videobokse’ rundt omkring i byrummet. Men i virkeligheden gør det ikke den store forskel, og de ville fungere ligeså fint, hvis ikke bedre, på Ipad hjemme i stuen.

Hvornår vendes blikket indad?
Jeg savner en kunsthal der i højere grad vender blikket indad mod sig selv og prioriterer dialog mellem værk og format. For samtidig med, at kunsthallerne er i gang med at nedbryde ideen om dem selv som hvid kube ved at rette blikket mod andre platforme, så kan man frygte at de glemmer at inkludere sig selv og deres faglighed.

Kunne man forestille sig en udstilling, der undersøgte videokunstens potentiale ved at vise værker skabt på kunstrummets præmisser? Som for eksempel den netop afsluttede filmfestival 60 Seconds, der viser film skabt specielt til byens rum, hvor kunstoplevelsen skal konkurrere med travlhed og tusind andre sansepåvirkninger. Alle filmene har en varighed på 60 sekunder og ingen lyd.

Gå på opdagelse i hele FOKUS-programmet her

Udvalgte arrangementer:

FOKUS - Stumfilms-performance: FELLESKASSEN Å være, å gjøre / To be, to do
Fredag 26. februar 17:00

FOKUS - VR:Lab – workshop og masterclass
Lørdag 27. februar 09:30 til 18:00

FOKUS - omvisning i VR:LAB - Peer Review
Søndag 28. februar 14:00 til 15:00

FOKUS - Præmiering: FOKUS 2016 open call
Torsdag 3. marts 19:00 til 21:00

FOKUS - omvisning i VR:LAB - Peer Review
Lørdag 5. marts 14:00 til 15:00

FOKUS - omvisning i VR:LAB - Peer Review
Søndag 6. marts 14:00 til 15:00

Vis billedserie

FOKUS videokunstfestival

12 feb 20166 mar 2016

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Fidusen at holde fokus'

Facebook