Vindmølle af lys langt ude på landet

Lysværket kan opleves i tidsrummene fra klokken 04.00 til 08.00 og igen fra klokken 20.00 til 24.00 frem til den 27. marts.

Vindmølle af  lys langt ude på landet

Fra lysværket Fra aften til morgen. Pressefoto.

Billedkunstner Elle-Mie Ejdrup Hansens nye lys- og lydværker forholder sig til Ringkjøbing-Skjerns identitet, kultur og natur.

I forbindelse med KulturUge 12 – 2009 har Ringkøbing Skjern Kommune inviteret billedkunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen til at skabe et værk, der forholder sig til Ringkjøbing-Skjerns identitet, kultur og natur, samt etablerer et samspil mellem nye medier og bæredygtig teknologi.

Ejdrup Hansen har tidligere blandt andet stået bag laserskulpturen Linien – Lyset ved den danske vestkyst i 1995.

Også denne gang har hun skabt et samspil mellem lysteknologi og naturens luner. Hun har skabt to værker, der forholder sig til fænomenerne vinden og lyden i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Fra aften til morgen
Kunstneren har allieret sig med Philips Lighting og sammen viser de installationen: Fra aften til morgen i Vindmølleparken Gestengen, Stauning, Ringkøbing-Skjern Kommune.

Værket tændtes ved solnedgang den 20. marts 2009 og opleves optimalt fra mørkets frembrud fem til midnat, og når det tændes igen klokken 04 til 08. Værket kan opleves frem til den 27. marts klokken 8.

Det er et højteknologisk lavenergi-lysværk, som drives af bæredygtig vindenergi, og hvor selve energikilden inddrages direkte som et arkitektonisk element i værkets fysiske udtryk.

Ved at belyse et levende stykke læhegn på cirka 20 meter og 5 vindmøller med den nyeste LED-teknologi inddrages samspillet mellem vinden, lyset, skyggerne, farverne, naturen og arkitekturen i værkets helhed.

LYDEN af
Foruden lysværket har Elle Mie Ejdrup Hansen skabt værket LYDEN af (af Ringkøbing-Skjern Kommune red.), der består af 11 fotos og videoer fra 11 forskellige steder på egnen.

Det udfolder sig via en række fotos fra egnen i kombination med lyden af havet, lærken, svanen og de mange gæs, der i øjeblikket opholder sig på egnen.

Billeder og lyd kombineres og bearbejdes digitalt, så der opstår stærkt visuelle digitalabstraktioner, som kan opleves på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside: www.rksk.dk fra den 26. marts 2009.

Lysværket kan opleves i tidsrummene fra klokken 04.00 til 08.00 og igen fra klokken 20.00 til 24.00 frem til den 27. marts.

Del artiklen

'Vindmølle af lys langt ude på landet'

Facebook