Enter II: Fint selskab i for frie rammer

Billedserie

Udstilling

Enter II

14 okt 2011 29 jan 2012

Ebbe Stub Wittrup, Vinyl-terror & -horror, Christian Vind, Julie Sass, Lasse Krog Møller, Marie Søndergaard Lolk, Ferdinand Ahm Krag, Jane Jin Kaisen, Brian Ravnholt Jepsen, Marie Kølbæk Iversen, Thore Ipsen, Hesselholdt & Mejlvang, Asmund Havsteen-Mikkelsen, Gudrun Hasle, Rose Eken, Jeannette Ehlers, Ismar Cirkinagic, Vibe Bredahl, Kristoffer Akselbo, Søren Assenholt

Brandts
Se kort og tider

Kunsthallen Brandts ”Enter”-udstillinger er med denne anden udgave stemplet ind som tilbagevendende begivenhed. Hvad, der karakteriserer denne begivenhed og dens udvalg af 20 deltagende kunstnere er imidlertid lidt uklart, hvilket er en både god og dårlig ting. Vi får en masse gode kunstnere at se, men det peger godt nok i mange retninger!

Et udvalg af de atypiske
Udvalget er foretaget af landets tre kunstakademiers rektorer og har angiveligt noget med ”lovende talent”, ”ung kunst” og ”generation” at gøre.
Der er dog ikke tale om kunstnere, der er sammenfaldende uddannet eller udstillet. Nogle er således færdiguddannet for ti år siden, mens andre først lige har taget afgang, ligesom nogle ofte har været at finde på større udstillinger, mens andre ikke har.
Et øjebliksbillede af unge kunstnere, der netop nu entrer scenen, er det derfor ikke.

Jeg vil også vove den påstand, at de udvalgte kunstnere netop ikke er generationstypiske, men tværtimod arbejder med egne projekter, langt fra det unge og samtidstypiske. Symfoniorkestre, Nationalmuseets kunsthåndværkssamling, Koreas historie, samlinger af fundne bogmærker og historiske skakkampe er da alt andet end ungt og vildt!

Ambitiøst tempo
Fra start kan vi vælge mellem at gå ind til en videoinstallation af Ebbe Stub Wittrup, der med optagelser fra afsides egne i Skotland illustrerer en fortælling af den britiske forfatter J. M. Barrie, prøve at greje Marie Kølbæk Iversens interaktive men ganske abstrakte hightech-installation eller se Kristoffer Akselbos videoværk, hvor hele Odense Symfoniorkester optræder.

Gudrun Hasle. Foto: Torben Eskerod/Kunsthallen Brandts.
Gudrun Hasle. Foto: Torben Eskerod/Kunsthallen Brandts.

I sidstnævnte forskydes tempoet i Vivaldis klassiske stykke De fire årstider, således at forår og efterår er på vej til at forsvinde, hvilket er en illustration af den globale opvarmning. Resultatet er dog noget fortænkt og ude på lidt gyngende grund: Det er farligt at låne en anden kunstart, som her musikken, til en pointe i sit eget medie.

Lasse Krog Møllers fundne bogmærker ført til montre. Foto: Kristian Handberg.
Lasse Krog Møllers fundne bogmærker ført til montre. Foto: Kristian Handberg.

Lånt bliver der bevidst i Søren Assenholts værk Midlertidigt udlånt: 1 fod (31,39 cm) af Nationalmuseets samling af kunsthåndværk. Her gengiver kunstneren det benævnte mål af museets samling i udførligt udskåret træ. Et værk, der udmærker sig ved sin håndværksmæssige konsekvens og institutionsudfordrende tanke og originalitet.

Bøger under lup
Gudrun Hasles værker omhandler derimod det uperfekte og fejlfulde. Her tager hun fat i en større historie om sin morfar, forfatteren Thorkild Hansen (1927-1989), og dennes privatlivs trekantsdrama under udgivelsen af den berømte trilogi Slavernes Øer (1967-70) om den danske kolonitids slavehandel.
Denne cocktail af familiære bekendelser og litteraturhistorie har en bismag af manglende retning – hvad er egentlig meningen med det? – og igen af at inddrage en anden kunstart, som her litteraturen, på et løst grundlag.

I det litterære hjørne er Lasse Krog Møllers samlinger af henholdsvis fundne inskriptioner i bøger (fra ”Obs: Kloge ord” til ”Noget værre bras, skal det kaldes noveller?”) og bogmærker bedre. I deres omhyggeligt registrerede orden er de anekdotisk underholdende, mens de samtidig tematiserer tingenes betydning for os og selve samlingens væsen.

Rose Eken: 100 Drum Kits. Foto: Torben Eskerod/Kunsthallen Brandts.
Rose Eken: 100 Drum Kits. Foto: Torben Eskerod/Kunsthallen Brandts.
Lasse Krog Møllers samlinger af noteringer i bøger og bogmærker. Foto: Kristian Handberg.
Lasse Krog Møllers samlinger af noteringer i bøger og bogmærker. Foto: Kristian Handberg.

Befriende rock and roll i keramik
Med mange indholdstunge værker klods op af hinanden, bliver der kamp om koncentrationen. En kompleks sag som Jane Jin Kaisens undersøgelse af sporene efter massakrer under Korea-krigen på Jeju-øen er for eksempel ret svær at komme ind i. Der kunne være skabt bedre dialog mellem værkerne, så de blev sat i spil med hinanden, fremfor at udgøre hver sin krævende enhed.

Et sådant samspil opstår kun et sted: Imellem Christian Vinds to store kollage-billeder og Ismar Cirkinagics lyd-installation med oplæste skaktræk. De oplæste træk lyder ligeså kryptiske som sammenstillingen af underlige billeder, der alligevel skaber en egen helhed i Vinds billeder.
Og jeg ved ikke engang om det er tilsigtet.

Jeg vil også fremhæve Rose Ekens fine keramik-gengivelser af rock-attributter som plektre, sprut og smøger og ikke mindst en lang række trommesæt, fra Bill Haleys til Metallicas, som et værk, der er befriende fængende.

Et kompakt møde, der peger i mange retninger
Der er fine værker i udstillingen og udvalget inkluderer bestemt mange af de mest spændende kunstnere nu. ENTER II er dog et kompakt møde, der peger i mange retninger. Der kunne måske overvejes en vinkling eller et tema, de kunne orientere sig efter. Disse kunstnere skulle nok få noget interessant ud af det.

Ligeledes må formidlingen følges til dørs. En række værker har ikke fået en præsenterende tekst, hvilket i denne sammenhæng gør, at de let overses.

Billedserie

Udstilling

Enter II

14 okt 2011 29 jan 2012

Ebbe Stub Wittrup, Vinyl-terror & -horror, Christian Vind, Julie Sass, Lasse Krog Møller, Marie Søndergaard Lolk, Ferdinand Ahm Krag, Jane Jin Kaisen, Brian Ravnholt Jepsen, Marie Kølbæk Iversen, Thore Ipsen, Hesselholdt & Mejlvang, Asmund Havsteen-Mikkelsen, Gudrun Hasle, Rose Eken, Jeannette Ehlers, Ismar Cirkinagic, Vibe Bredahl, Kristoffer Akselbo, Søren Assenholt

Brandts
Se kort og tider

Del artiklen

'Enter II: Fint selskab i for frie rammer'

Facebook