Ovartaci Fields fylder virksomheder med kunst

Ovartaci Fields fylder virksomheder med kunst

VIA University College Campus Aarhus N er et af ti steder i Business Park Skejby, der har budt kunsten indenfor som en del af udstillingsprojektet Ovataci Fields. Jørgen Rud præsenterer værker på VIA i gruppeudstillingen Mur og Mennesker. Foto: Christian Bjerggaard Jørgensen

Udstillingsprojektet Ovartaci Fields vil skabe nye samarbejder mellem kunstformidling og erhvervsliv og rykker nu ti pop up-udstillinger ind i virksomheder i Business Park Skejby. Ovartaci Fields åbner den 10. maj, og udstillingerne kan opleves i hele 2017.

Museum Ovartaci i Risskov og Business Park Skejby vil med det nye udstillingsprojekt Ovartaci Fields udfordre måden, vi tænker offentlig udsmykning, kunstformidling og erhvervsområde på. Med udgangspunkt i Museum Ovartacis kunstsamling og helt nye værker skabt til lejligheden, har de sammensat ti pop up-udstillinger, der i lyset af Kulturby 2017 gentænker brugen af offentlige og private virksomhedsrum.

Leder på Museum Ovartaci Mia Lejsted er ikke bekendt med, at et så omfattende samarbejde mellem et museum og et erhvervsområde tidligere har været afprøvet: ”Det er et stort og vigtigt projekt. Bag det ligger et kæmpe stort engagement fra alle involverede – ikke mindst samarbejdspartnerne.”

Listen over udstillede kunstnere tæller blandt andre Ovartaci, Astrid Gjesing, Jørgen Rud, Gudrun Hasle og Hans Heinerik foruden mindre psykiatrihistoriske udstillinger. Udstillingerne er åbne for alle.

Museum Ovartaci har i dag til huse på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvorfra museet med udgangspunkt i kunstneren og patienten Ovartacis liv og værker formidler psykisk sygdom gennem kunst skabt af patienter ved hospitalet. Psykiatrisk Hospital flytter i 2018 til det nye Psykiatrisk Center Skejby, mens den fremtidige placering af Museum Ovartaci stadig er uvis. Med samarbejdsprojektet Ovartaci Fields afsøges muligheden for en placering i Business Park Skejby.

Udstillinger og kunstnere i Ovartaci Fields:
Pop up-museum: Ovartaci og en mindre historisk udstilling
INCUBA Skejby: Baukje Zijlstra, andre kunstnere og blandet patientarbejde
Science Center Skejby: Jens Jørgen Boje
Rambøll Skejby: Blandede skulpturer
VIA University College Campus Aarhus N: Lars Christensen, Gudrun Hasle, Anne Dyhr og Jørgen Rud
SOSU Aarhus: Olga Larsen og Emil Brahe
NRGI: Astrid Gjesing
Koldkærgård Konferencecenter: Blandet samling af portrætter
Agro Food Park: Hans Heinerik
Agro Food Park: Shi og en mindre historisk udstilling

Fra åbningen i maj til udgangen af 2017 vil udstillingsprogrammet omfatte kunstevents, koncerter, foredrag og virksomhedsbesøg.

Ovartaci Fields er skabt med støtte fra Region Midtjylland, Kulturby 2017, og Furi Appel & Gunnar Niskers Fond.

Kommentarer

Del artiklen

'Ovartaci Fields fylder virksomheder med kunst'

Facebook