Med etableringen af kunstnerduoen Mathias & Mathias har de to danske kunstnere Mathias Dyhr og Mathias Toubro fundet en fælles platform, hvor anonymiseringen af dem som enkeltindivider baner vej for en fælles kunstnerisk identitet. Med en overordnet legende og næsten dadaistisk tilgang i deres praksis, udmunder duoens arbejde sig i installationer, skulpturer og videoværker, hvor den fælles identitet snarere bliver et redskab – eller en optik – end et synonym for et kunstnerisk brand. Den konceptuelle tilgang til kunstens væsen er grundlæggende for duoens praksis, i hvilken værkernes teoretiske fundering præsenteres for beskueren ved hjælp af en humoristisk og kritisk legende distance til værkernes mere konkrete emnefelt.

I mange af deres værker præsenterer Mathias & Mathias publikum for henholdsvis en kunstnerisk problemstilling og en iscenesættelse af måden, den er bearbejdet kreativt. På den måde er der tale om en samtidig iscenesættelse og afmaskering af den kunstneriske proces i duoens værker.

En sådan metarefleksiv leg med tærsklen mellem værkernes iscenesatte virkelighed og selve iscenesættelsen kan eksempelvis ses i værket Artie (2017). Her præsenteres beskueren for en teatralsk installation bestående af en kulisse afgrænset af et stort tæppe med påmalet parketgulv, bemalede glaspaneler, lyd og mekaniske dukker. Værket har desuden en tekstuel side, således at beskueren kan bevæge sig rundt i installationen, samtidig med at det skrevne ord leder på vej. Beskueren er derfor splittet mellem positionen som publikum og deltager i det, man fornemmer som værende et større narrativ, der udfolder Mathias & Mathias’ bearbejdning af den modernistiske kunstinstitution. I værkets tekst konkretiseres institutionskritikken ud fra en etableringen af kunsten som en menneskelignende karakter, der just før beskueren træder ind på scenen, har forladt kunstinstitutionen.

På samme måde som Mathias & Mathias kan ses som et redskab til at anskue kunsten ud fra, kan duoens praksis anskues som løsrevne scener, som det kendes fra det absurde teater, præsenteret i installationer ledsaget af ofte humoristiske og tvetydige tekstdele. Ud fra dette, skabes der – særligt i installationerne Ricotta (2013) og Riboletta (2014) – små suggestive universer, hvor vi som beskuere hele tiden er opmærksomme på de forskudte tidsligheder, der findes i det rum, vi træder ind i.

Denne type installationer, der ikke indfrier et fuldendt narrativ, men derimod optræder som afbrudte tilstandsbeskrivelser, er en foreløbigt dominerende retning i Mathias og Mathias’ kunstneriske virke.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)