Julian Juhlin er uddannet scenograf og har modtaget hædersvisninger for sit teaterarbejde. Hans sideløbende kunstneriske praksis beskæftiger sig ofte med dokumentarisme og iscenesættelse af virkeligheden, og har to tydelige spor; den gennem-scenograferede performance med sig selv som (uskyldsrent) kunstobjekt, og den nær-mytologiske iscenesættelse og formidling af legetøjsgenstandens magi. Begge spor rummer både barnets ubesmittede begejstring og nostalgikerens stille tragedie.

Skuespiller i egen scenografi

Juhlin anvender tydeligt sin scenografiske baggrund i sin kunstpraksis. Hverdagens og barndommens genstande hyper-æstetiseres og iscenesættes som hyldester, der insisterende understreger genstandenes magi i barnets uskyldige, begejstrede blik. Desuden bruger han ofte sig selv, som skuespiller placeret i egen scenografi, som kunstobjekt og som performer i et iscenesat mikrokosmos, sat i ramme og fastfrosset udenfor tid og rum.

Dén røde tråd går i øvrigt helt tilbage til Juhlins tidligste værker, som da han på Charlottenborgs Forårsudstilling i 2009 udstillede sig selv på som en barbiedukke i menneskestørrelse, fastmonteret med plastikstrips om arme, ben og hals, og indpakket i dukkens velkendte plastikæske.

Den uskyldige og ubegrænsede kærlighed

Juhlins nyeste værker stiller skarpt på barndommens magiske objekter. Objects of Worship 1 (2023), som aktuelt er del af udstillingen Det Materielle Liv på Sophienholm Kunsthal, kredser om samleren og samlermanien. Værket består dels af et filmisk billeddigt, som på hyper-æstetiseret vis dokumenterer en samling af legetøj fra de velkendte Kinder-æg sammen med samlerens egne udtalelser især om samlingens sidste, manglende brik; og dels af et udsnit af nævnte samling i sirligt organiserede plastiksættekasser med den ene, altafgørende tomme plads kraftigt bagbelyst.

Værket kan læses som en kommentar på det senkapitalistiske samfund, men Juhlin er med egne ord sjældent politisk i sin kunst, og værket er måske lige så meget ude på at formidle barndommens uskyldige og ubegrænsede kærlighed til legetøjsgenstandene, som besad de reelt magiske kræfter

At fortabe sig i ekstasen

Det helt nye installations-, lys- og lydværket Childhood Sublime (2023), som debuterer på den aktuelle udendørs lyskunstudstilling Nyt Lys på Sophienholm Kunsthal, fortsætter dyrkelsen af barndommens magiske genstande. Med inspiration fra Kubricks Rumrejsen 2001 og forlystelsesparkers hysteriske begejstring blander værket minimalistisk futurisme og voksen sårbarhed i en lysende, larmende spilautomat udstillet midt i en mørk vinterskov. Værkets overstimulerende eksplosion af lys og lyd, blottet for voksen selvbeherskelse, opfordrer beskueren til at fortabe sig i ekstasen.

Hvor Juhlin i øjeblikket arbejder konsekvent med barndommens magiske genstande, har tidligere hovedværker fra Juhlins praksis især været indenfor den scenografisk rammesatte performance.

Fastholdt i et tidløst vakuum

Med Drengen, der aldrig flytter hjemmefra (2012-) opdyrkede Juhlin en karakter, som knytter sig for evigt til sit børneværelse, baseret på egen opvækst og ungdom på det samme børneværelse i den samme lejlighed, sammen med sin mor i hele sit liv indtil en alder af 25 år. Juhlins nye tilværelse som ung udeboende på Vesterbro blev til en Green screen-tilværelse transmitteret og projiceret på væggen i det evige børneværelse. Døgnet rundt sad, lå og sov ”Drengen” som videoprojektion, konstant, desperat fastholdt i et tidløst vakuum. Nostalgisk, humoristisk og tragisk.

Med værket Virgin Tour (2017-) fortsatte Juhlin anvendelsen af sig selv som kunstmateriale i et spil på myten om jomfruen som en magisk skikkelse (som kan gå gennem en bisværm uden at blive stukket, genoprette flammen i et slukket lys, og som den eneste i verden kan tæmme en enhjørning). I en UV-oplyst neon-agtig udstillingsmontre sad Jomfruen, som en lysende helligdom, udstillet på parkeringspladsen foran Netto eller et tilsvarende hverdagsagtigt sted i de 14 udvalgte danske byer. En performance, der fik et væld af forskellige reaktioner fra lokale borgere, fra undrende ligegyldighed til borgere, der satte medbragte klapstole for at sidde og følge helligdommens stilstand i den lysende boks. Siden har værket i en lang række forskellige udformninger rejst til Tjekkiet, Indien, Japan og USA.

Se portfolio nedenfor