Ugens kunstner – Kathrine Ærtebjerg

Ugens kunstner – Kathrine Ærtebjerg

Kathrine Ærtebjerg: Nøglen, 2019. Foto: Jan Søndergaard.

Kathrine Ærtebjergs kunstneriske afsæt findes i interessen for menneskets eksistentielle og psykologiske væren, og hendes værker fremmaner et grænseland mellem den indre og ydre virkelighed. Beskueren konfronteres i værkerne med et surrealistisk forvandlingsrum, hvor betydninger stædigt forskyder sig, og hvor persongalleriet er i evig tilblivelse og udveksling med de gådefulde omgivelser.

Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg, 2019. Foto: Kathrine Ærtebjerg.

Kathrine Ærtebjerg arbejder primært med maleri og tegning, men har også beskæftiget sig med skulptur, animation og det skrevne ord.

Ærtebjergs tidlige motivverden trækker på eventyrets parallelle verdener; et særligt rum mellem drøm og virkelighed befolket af hemmelighedsfulde pigeskikkelser, foranderlige landskaber og skælmske fabeldyr.

Hos Ærtebjerg bliver de intrikate forbindelseslinjer mellem den indre og ydre verden, mellem menneske og natur til et særegent, sprudlende billedsprog præget af afsmitning og befrugtning.

Figurerne i de tidlige værker, der ofte slet og ret benævnes ”hun”, befinder sig gerne på et ubestemmeligt udviklingstrin mellem pubertet og voksenliv.

Som på maleriet Bevægelse, forandring (2005) er hovedpersonenerne undertiden udstyret med dyreverdenens attributter – haler, ører og vinger – og deres store mørke dådyrøjne betragter beskueren med et uudgrundeligt blik.

Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Drøm/virkelighed, 2003. Foto: Anders Sune Berg.

I værket Drøm/virkelighed (2003) skyder en bred træstamme op fra en sovende piges mellemgulv; i træets grene bor sommerfugle og smådyr side om side med stiliserede menneskeskikkelser i forskellige yogastillinger og mørke, foruroligende skyggevæsener.

Det er svært at blive klog på, om karakterne udgør en forlængelse af den flora og fauna, der omgiver dem, eller om de fortryllede omgivelser er fysiske udvækster af deres gådefulde indre liv.

Ærtebjerg gør brug af en mængde forskellige maleriske teknikker og virkemidler, og i hendes billeder blandes abstrakte og figurative elementer.

Kontrasterne er gennemgående i Ærtebjergs produktion; kontrasten mellem det det sirligt tegnede og det ekspressive, det sfæriske og det grafiske, det transparent klare og det organisk mudrede.

De paradoksale modsætningspar går igen på betydningssiden, hvor det sødmefulde og det vulgære, det dramatiske og det stille, det alvorlige og det underfundige flettes sammen i nye enheder.

Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Værktøjet IV, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Røntgen

I Ærtebjergs aktuelle udstilling Værktøjet eksperimenterer hun med spraymaling i sine motiver. Her svæver kroppenes spraymalede omrids i en dirrende overgangstilstand mellem tilblivelse og opløsning.

Som udstillingens titel betoner, er det hverdagens værktøjer – tøjklemmer, svensknøgler og haveredskaber – der sammen med organiske plantevækster udgør karakternes særprægede, sammenstykkede skeletter.

På malerier som Værktøjet V (2019) og Manden og Fuglen (2019) bliver de lysende kroppe til surrealistiske røntgenbilleder, som afslører, hvad der virker i deres indre. Motiverne er uhøjtidelige, men subtilt mangetydige – på én gang poetiske, humoristiske og urovækkende.

Forvandlingen og den dirrende dobbelttydighed er gennemgående hos Kathrine Ærtebjerg. Malerierne lokker beskueren ind i en, ved første øjekast, uskyldig og charmerende billedverden, men i værkerne kan tunge eksistentielle temaer, finkornet poesi og følelsesmæssig intensitet sameksistere med en snigende voldsomhed og underfundig humor.

Kunstneren holder stædigt fast i de åbne og foranderlige rum, som unddrager sig faste kategorier, og udforsker potentialet i det uskolede og fordomsfri blik på eksistensen, identiteten, seksualiteten og kønnet.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)

Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Manden og fuglen, 2019. Foto: Jan Søndergaard.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Den surrealistiske virkelighed, 2019. Foto: Jan Søndergaard.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Værktøjet V 2019. Foto: Anders Sune Berg.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Mennesket er ånd, mennesket ånder, 2019. Foto: Jan Søndergaard.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Løg, æg og pølse, 2016. Foto: Jan Søndergaard.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Forestillingen, 2014. Foto: Anders Sune Berg.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Han lytter med et sommerfugleøre, 2013. Foto: Anders Sune Berg.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Det femte øje, 2007. Foto: Anders Sune Berg.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Yogapigen hvilede sine ben, 2006. Foto: Anders Sune Berg.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Fuglene flyver, 2005. Foto: Anders Sune Berg.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg: Bevægelse, forandring, 2005. Foto: Anders Sune Berg.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg, Udsmykning af Frederik d. VIII’s Palæ, Amalienborg, København, 2010. Foto: Torben Eskerod.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg, The Play, Galerie Mikael Andersen, København, 2013. Installationsview. Foto: Jan Søndergaard.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg, Det usynlige digt, Galerie Mikael Andersen, København, 2016. Installationsview. Foto: Jan Søndergaard.
Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg, Det usynlige digt, Galerie Mikael Andersen, København, 2016. Installationsview. Foto: Jan Søndergaard.

Kathrine Ærtebjerg (f.1969) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, 1995-2002. Hun bor og arbejder i København, har modtaget adskillige hæderslegater og er repræsenteret på en række af landets største museer såsom Statens Museum for Kunst, Aros, Arken og i Ny Carlsberg Fondets samling. Kathrine Ærtebjerg er tilknyttet Galerie Mikael Andersen.

Kathrine Ærtebjerg er aktuel med udstillingen Værktøjet i Galerie Mikael Andersen frem til d. 20. april 2019.

Artiklen er skrevet af Line Petersen Larsen, der arbejder ved Galerie Mikael Andersen

Del artiklen

'Ugens kunstner – Kathrine Ærtebjerg'

Facebook