Er der noget, som holder én fast på jorden?

Er der noget, som holder én fast på jorden?

Opslag fra Kathrine Ærtebjergs bog: Er der noget, som holder en fast på jorden, 1999/2002. Foto: Line Rosenvinge

Godt spørgsmål, ik’? Og god titel på en billedbog af Kathrine Ærtebjerg.

Efter sigende får vi en ny krop cirka hvert syvende år, hvad enten vi vil det eller ej. Det er noget med, at cellerne udskifter sig selv. Ikke sådan at det hele crasher eller går i stå som en computer, hvis hardware eller software er blevet slidt ned, men forstået sådan, at cellerne i kroppen på forunderlig vis er i stand til at lade sig dø og erstatte af andre celler. Det ligger så at sige i vores DNA, at vi er en levende organisme, som er i stand til at reproducere sig selv og udskifte løsdele undervejs. Lidt ligesom den nuttede skrotrobot i animationsfilmen Wall-E fra 2008.

Måske inspireret af denne tanke, og påtvunget som følge af et håndværkerprojekt, måtte jeg for nyligt, efter cirka syv år, tage alle bøgerne ud af familiens bogreol og sætte dem ind igen. Det var ret interessant. Ikke fordi jeg fandt de syv år gamle nullermænd bag bøgerne, men fordi jeg fandt ting og sager, som jeg havde glemt eller savnet. Noget røg ud – videre og væk – og andet har fået en helt ny og meget bedre plads. Nå, men hvorom alting er, så var der ved siden af katalogerne om Kathrine Ærtebjerg en mellemstor konvolut med bobleplast. Jeg var godt klar over, at det var en Ærtebjerg-publikation, at den kun var til låns, og at jeg derfor opbevarede den i selv samme konvolut, som jeg havde fået den i. Kunstneren havde udenpå benævnte konvolut med stor sprittusch skødesløst skrevet “Billedbog til Line (til låns)”.

Opslag fra Kathrine Ærtebjergs bog: Er der noget, som holder en fast på jorden, 1999/2002. Foto: Line Rosenvinge

Men så var det, at jeg ville se lidt nærmere på den billedbog, som jeg lånte for måske seks-syv år siden. Sikke glad jeg blev. Den måler 20 x 24 cm og har 16 meget tykke, unummererede sider med tryk på hver side. Omslaget er samme papirtype som indmaden – det vil sige, at bogen har 15 selvstændige opslag, men består af 32 enkeltsides kunstværker lavet med pigmentstærkt vandfarve (akvarel/gouache/ecoline).

Der er ikke nogen egentlig tekst, blot sætninger (på nogle af siderne i al fald), og bogen kan betragtes som en slags illustreret langdigt, uden hovedperson og uden handling. Alligevel er der en rød tråd.

Hvor er jeg henne
Denne røde tråd handler om, hvorvidt der er noget, som holder én fast til jorden. Til en krop og en identitet. En glad, lille, abelignende figur putter sig i en hul træstamme og teksten lyder: “Hvis jeg synes, jeg er helt væk, / hvor er jeg så henne, / hvis der er nogen, som finder mig, tror de så, / jeg er hjemme?” Fem små, blå fugle, med hvide hoveder og røde næb, flyver rundt på opslaget og kigger på abefiguren og teksten. Træet kaster en lang, akvarelagtig slagskygge, der ligger en kugle på en af de bladløse grene, væggen(?) har en revne og nogen har glemt en stump snor. Og sådan bliver det ved.

Det handler om slik, om at træde i en kolort, om at grine, om at sove og se, om at være sin egen bedste ven, om at elske en is, om at være sur og glad, om at høre drømme, om at stå på rulleskøjter i skoven, om at slå sig og om at møde nogen, der ser mærkelig ud, og ikke vide om man godt må kigge og sige hej eller hellere bør se ned i jorden.

Opslag fra Kathrine Ærtebjergs bog: Er der noget, som holder en fast på jorden, 1999/2002. Foto: Line Rosenvinge

Teksten “Kan man græde indeni? / Ruller der så tårer / ned i maven, bliver man helt tung / som en sø / eller / en tom sejlbåd?” … har også en meget fin billedside, hvor der enddog er blevet plads til et dannebrogsflag og et blåt plankeværk med knaster. Billederne er tilpas åbne-og-eventyrlige samt præcise-og-genkendelige, på samme vis som børnebilledbøger af Jakob Martin Strid, der også selv både tegner og skriver.

Når man fortæller for børnene, må man huske på, at de voksne lytter med (H.C. Andersen)
Bogen lanceres som en billedbog, og det fremgår ikke helt, om den er til børn eller voksne, men det gør slet ikke noget, for nogle gange modtages en bog alligevel helt anderledes af læserne end påtænkt af forlaget. Som eksempelvis Peter Michael Hornungs nyklassiker Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle fra 2015, som er skrevet for børn, men bliver læst af voksne (og i øvrigt snart udkommer fra samme forlag i en nyudgave med et mere børnevenligt sprog).

Jeg skriver til kunstneren og spørger, hvilket forlag der har udgivet hendes bog. Hun svarer tilbage, at det har hun faktisk selv, og bogen findes i øvrigt kun i to eksemplarer. Hun har selv det andet og snart har hun også mit, for jeg kan næppe tillade mig at have det stående længere. Men hvor er jeg dog glad for, at jeg fik tumlet alle bøgerne og papirerne ud af reolen og fandt denne lille fine sag. Hvor er jeg dog glad for, at jeg lod bogreolen være en levende organisme, som kan rykke rundt på sine celler og finde guldkornene frem. Og jeg er glad for, at kunsten kan gøre netop dét med mig.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kommentarer

Del artiklen

'Er der noget, som holder én fast på jorden?'

Facebook