SUPERFLEX kalder alle verdens arter til samling i New York

SUPERFLEX kalder alle verdens arter til samling i New York

Visualisering af Vertical Migration, SUPERFLEX, 2021. Baggrundfoto: UN Photo/Eskinder Debebe. Visualisering af SUPERFLEX.

Kunstnergruppen SUPERFLEX er i samarbejde med FN og ART 2030 værter for den første ‘Interspecies Assembly’, der under FN’s generalforsamling fra 21.-24. september inviterer mennesker og alle andre arter til at arbejde sammen mod en fælles bæredygtig fremtid.

Repræsentanter fra menneskeheden mødes hvert år ved FN’s generalforsamling i New York for at diskutere verdenssituationen. Nu lægger den danske kunstnergruppe SUPERFLEX op til, at vi skal udvide kredsen og inkludere andre af klodens arter i vores fremtidsplaner.

Under FN’s generalforsamling, der i år finder sted fra d. 21. – 24. september, afholder de derfor en såkaldt ‘Interspecies Assembly’, der gennem kunst, videnskab og politik, sætter fokus på biodiversitet og havets essentielle rolle i denne sammenhæng.

Konkret udgøres den “interartslige generalforsamling” af kunstværkerne Vertical Migration og Interspecies Assembly, der begge kan opleves i det offentlige rum i New York.

I Vertical Migration projekteres en repræsentant fra dyreverdenen op på den enorme facade af FN’s 39-etager høje sekretariatsbygning. Det skal minde os om, at vi deler planeten med talrige andre arter.

Værket Interspecies Assembly er en skulpturinstallation, der i Central Park markerer et fysisk samlingssted, hvor dialogen mellem arter kan dyrkes og plejes. Her skaber en række lyserøde marmorskulpturer et rum, hvor mennesker midlertidigt skal sænke farten og aktivt lytte til sine medskabninger.

Kilde: ART 2030

TID & STED:
Interspecies Assembly
North Naumburg Bandshell, Central Park, New York 21. - 24. september 2021, hele dagen.

Vertical Migration
FN’s Hovedkvatter, Nordfacade, 760 United Nations Plaza, New York 21. - 24. september 2021, kl. 20.00 - 23.00

Udstilling i Danmark
Projektet vises efterfølgende i Danmark, først på BLOX i København, hvor det åbner 28. oktober 2021 og senere på Kunsten i Aalborg, hvor det åbner 18. februar 2022.

OM SUPERFLEX
SUPERFLEX er et internationalt anerkendt kunstnerkollektiv grundlagt i 1993 af Bjørnstjerne Christiansen, Jakob Fenger og Rasmus Nielsen.

OM ART 2030
ART 2030 er en non-profit organisation, der forener kunst og FN's verdensmål–fordi kunst kan fange opmærksomhed, stimulere fantasi og fremskynde handling.

Del artiklen

'SUPERFLEX kalder alle verdens arter til samling i New York'

Facebook