Stor tysk pris går til dansk kunstner

Stor tysk pris går til dansk kunstner

Kristoffer Akselbo: Flash. 2008. Pressefoto

Kristoffer Akselbo er årets vinder af den prestigefyldte tyske Dorothea von Stetten Kunstpreis 2008 og kan opleves på Kunstmuseum Bonn.

Som vinder af Dorothea von Stetten Kunstpreis 2008 modtager Akselbo 10.000 EUR og udstiller på Kunstmuseum Bonn sammen med de 4 øvrige kandidater til prisen indtil 15. februar 2009.

Dorothea Von Stetten Kunstpreis
Den tyske kunstpris uddeles hvert andet år til en kunstner under 37 af en uafhængig jury, der består af fem kuratorer. De vælger hver især en kandidat, og i år havde Anders Kold fra Louisiana valgt den 34-årige Kristoffer Akselbo.

Og Akselbo faldt åbenbart i juryens smag.

Hvorfor Akselbo?
Juryens begrundelse for valget af Akselbo er som følger: "Med lethed og glimt i øjet udfolder hans præcise og i sandhed samtidige værker sig mellem natur, teknologi og kultur; mellem glamour og monotomi. Han reflekterer både over det ukontrollerede og det kontrollerede – og han gør det uden patos, men med en masse ironisk distance."

De øvrige kandidater til prisen, der ligeledes kan opleves på Kunstmuseum Bonns gruppeudstilling, er Dani Gal, Jana Gunstheimer, Michaela Meise og Jean-Xavier Renaud.

Kristoffer Akselbo er født i 1974. Han bor og arbejder i København og er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Del artiklen

'Stor tysk pris går til dansk kunstner'

Facebook