Det skal du se! uge 45

Det skal du se! uge 45

Fra udstillingen REVISIT: EROTIK på OVERGADEN. Pressefoto

OVERGADEN Institut for Samtidskunst
11 nov – 7 jan 2018  REVISIT: EROTIK
Hvad er der sket med synet på erotik de sidste 30 år? Det spørger en række danske og udenlandske billedkunstnere om i udstillingen REVISIT: EROTIK. Med udgangspunkt i en udstilling fra 1989 kommer værkerne med bud på, hvad det erotiske er og kan være i 2017.
Fernisering fredag 10 nov kl 17-20

OVERGADEN Institut for Samtidskunst
11 nov – 7 jan 2018  Jesper Carlsen: Surface Encounters
Samme sted undersøger Jesper Carlsen det digitale medies evne til at overskride grænsen mellem det virtuelle og det virkelige. Gennem animation og 3D-print får det digitale en stoflighed, der gør den ellers abstrakte overflade håndgribelig.
Fernisering fredag 10 nov kl 17-20

Fotografisk Center
11 nov – 17 dec  Ung dansk fotografi ’17
I den årligt tilbagevendende udstilling Ung Dansk Fotografi bliver fotografiets tidslige aspekt denne gang sat i centrum. De otte deltagende kunstnere arbejder mere eller mindre ubevidst ud fra tidens mangeartet tilstedeværelse i fotografiet.
Fernisering fredag 10 nov kl 17-19

David Risley Gallery
10 nov – 22 dec  James Aldridge: Blossom and Decay
I Blossom and Decay opererer James Aldridge med en anden form for rum og dybde i sine malerier end hidtil. Skellet mellem forgrund, mellemgrund og baggrund flyder sammen, og billedsproget låner fra blandt andet lærebogsillustrationer af dyr, skeletdele, flamsk blomstermaleri og abstrakt ekspressionisme.
Fernisering fredag 10 nov kl 18

Berlinde De Bruyckere: No Life Lost I, 2015-2016. Foto: Mirjam Devriendt

Kunsthal Aarhus
10 nov – 21 jan 2018  Berlinde De Bruyckere: Embalmed
På Kunsthal Aarhus iscenesætter Berlinde De Bruyckere et psykologisk landskab af patos, ømhed og afsky gennem forvrængninger af organiske former. Embalmed trækker på hollandsk og flamsk renæssancekunst med lag af kristen ikonografi, mytologi og folklore, som kunstneren blander med nutidige verdenshændelser.
Fernisering fredag 10 nov kl 17-19

Kunsthal Aarhus
10 nov – 25 feb 2018  Ulla Von Brandenburg: It Has a Golden Sun and an Elderly Grey Moon. Part I & II
Samme sted kan du træde ind i Ulla von Brandenburgs første soloudstilling i Danmark. Hun udfolder sig på et teatralsk baggrundstæppe af film, arkitektur og installationskunst, hvor sang, kostumer og bevægelser bidrager til den symbolske iscenesættelse. Dette ses bl.a. i værket It Has a Golden Sun and an Elderly Grey Moon (2016), der er specielt omskabt til Aarhus 2017.
Fernisering fredag 10 nov kl 17-19

du.al
11 nov – 27 jan 2018  Saturn & My Mom was a Computer: Kirstine Aakrog og Louise Rosendal
Den nye udstillingsplatform du.al præsenterer to udstillinger med kunstnerne Kirstine Aakrog og Louise Rosendal. Aakrog belyser menneskets begær og brutalitet for at opnå tilfredsstillelse, mens Rosendal italesætter et fremtidigt scenarie, hvor den menneskelige bevidsthed udødeliggøres i et program for kunstig intelligens.
Fernisering lørdag 11 nov kl 15-17

Del artiklen

'Det skal du se! uge 45'

Facebook