Der er meget stor forskel på de opgaver, man har som kunstkritiker. Dét sted, hvor jeg især bliver mig én af disse forskelle bevidst, er, når jeg veksler mellem at anmelde udstillinger og besøge kunstnere i atelieret. Det er, som om værkstedet dikterer ganske andre regler for samtalen. Jeg tilsidesætter ikke just min æstetiske dømmekraft. Men jeg sætter den måske midlertidigt i parentes. Eksempelvis gemmer jeg den lidt af vejen, når jeg præsenteres for endnu ufærdige værker. Og hvor jeg som anmelder altid befinder mig på beskuerens side, ledes jeg i værkstedsbesøget ind i et fremmed land. Nok er situationen tilsyneladende uformel, men jeg føler mig stadig mere som gæst i atelieret, end jeg gør i galleriet. For samtalen i atelieret forudsætter i høj grad både gæstfrihed og gensidig tillid, størrelser der ikke på samme måde figurerer i udstillingsrummet.

Bastard, Claus Carstensens præsentation af sin private kunstsamling, der for tiden er at finde på Esbjerg Kunstmuseum, roder lidt rundt med disse kategorier. Her finder vi ikke nogle af kunstnerens ufærdige værker, men i stedet en nøje iscenesat samling af egne og andres malerier, tegninger, breve, bøger, ephemera og personlige artefakter. Resultatet er blevet en labyrintisk konstellation, som ikke blot kaster tråde rundt i rummet, men også drager paralleller mellem det selvbiografiske, det politiske og det kunsthistoriske. Men hvordan kigger man så som besøgende på Carstensens samling, der danner bro og leger med forholdet mellem kunstnerisk inspiration og endeligt værk?

Læs anmeldelse af Claus Carstensens retrospektive udstilling på Aros
Læs portræt af Claus Carstensen

Kunst, teori, kuratering og det iscenesatte blik
Enhver kunstner, der er medbestemmende i opsætningen af sin egen udstilling, påtager sig også en kuratorisk rolle. Det er forkert at tro, at kuratering er noget, der kun udføres af kuratorer og lignende. Kuratering er en aktivitet og en proces, som alle, der har sammensat udstillinger af egne eller andres værker, tager del i. Man kan være god eller dårlig til det, og man kan have mere eller mindre erfaring med det, men hvorom alting er, så tror jeg, man går galt i byen, hvis man forsøger at skelne præcist mellem det kunstneriske og det kuratoriske blik. Også når man kigger på Carstensens udstilling.

Her kunne tilføjes det filosofiske blik. For Bastard vrimler med tunge referencer i form af bøger af Lacan, Barthes og de Balzac. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvad den slags laver sammen med værkerne. Forventes det, at beskueren kender og har læst alle disse tekster? Næppe. Tværtimod fungerer de som en slags ’shibboleth’, for nu at låne titlen fra nogle af Carstensens tidligere præsentationer af samlingen. Altså en slags løsen eller kodeord. Kunst er svær, synes Carstensen at sige. Forvent ikke at forstå alting. Vi afsløres af det, vi ikke ved og ikke kan udtale os om. Nogle lukkes ind, andre ikke. Og hvis du vil vide mere, må du gå andetsteds hen. Bøgerne er inkluderet i montre hele vejen gennem udstillingen. Du kan ikke få lov at bladre.

Selvfølgelig er alt dette en iscenesættelse. Men hvad handler kuratering i øvrigt om, hvis det ikke handler om selektion og præsentation – og dermed iscenesættelse? Også i forhold til det selvbiografiske, der til tider grænser til det selvfede og selvhøjtidelige, ikke mindst i indlemmelsen af pressens diskussion af Carstensens territoriale ’afpisningsværker’.

Hvilket ikke er det samme, som at sige, at dette på nogen måde er en falsk repræsentation af det råmateriale, der ligger til grund for kunstnerens inspiration. Men det er en redigeret én af slagsen. En nøje udtænkt koreografi til et stykke visuelt musik. Dette understreges ikke mindst af den måde, hvorpå billederne er placeret på væggen, som var de noder på et papir.

Labyrintiske fortællinger
Men selvfølgelig er Carstensens selviscenesættelse yderst idiosynkratisk. Ret tidligt i fortællingen præsenteres vi for et bord med personlige ejendele, der alle handler om døden. Selv de genstande, der ikke gør, læses hurtigt gennem de andre og får derved en art Memento-Mori-værdi. Her finder vi pengesedler, der får længst er gået ud af cirkulation, fotos af folk som efter al sandsynlighed ikke er blandt os længere, og ure som nu er gået i stå. Samtidig står der også en akustisk guitar på bordet. Ikke just et minde om døden, og dog kan den ikke spilles på, som den står dér. Kunstværkerne omkring displayet forstærker læsningen. Heriblandt Oluf Rudes maleri, Døden og Brændehuggeren (efter Millet), o. 1929, og Jeffrey Silverthornes fotografier fra amerikanske lighuse i 70erne.

Vi starter så at sige med slutningen, eller rettere, med tanken om slutningen. Derfra bevæger vi os videre. Herefter bliver det svært at sætte en eksakt fortællemæssig form på udstillingen. På den ene side guides vi rundt på temmelig kontrolleret vis. På den anden side præsenteres samlingen ikke som en af de Store Fortællinger, Grands Récits, hvor alting proppes ind under én samlende titel. Her er der mange små historier. Men de er sjovt nok heller ikke som noveller i en samling. For det er, som om hver del af udstillingen ligger og drømmer om at blive overskriften på det hele.

Tanker i et arkiv
Samtidig er der orden, ja endda formel orden. Alt er nydeligt inddelt i sektioner. Noget handler om døden, andet om prikker, punkter og huller. Sidstnævnte inkluderer blandt andet Carstensens eget værk, Mise à nu (Duchamp), point culminant (Cézanne), Point of Interest (Thom), punctum’met hos Barthes, 1991. Og pludselig kan man ikke lade være med at fokusere på hullerne i Peter Bondes Navn på svinehunden, 1986, som Carstensen har hentet fra Esbjerg Kunstmuseums egen samling og hængt op i nærheden.

Det er, som om hver enkelt del af udstillingen introducerer et nyt ’blik, der kan bruges til at læse alle værkerne i hele udstillingsrummet. Den ene historie bløder ind i den anden. Når vi først har set prikker, ser vi prikker hele tiden. Selv når vi senere introduceres for øjne. Og når vi under overskriften Intime Banaliteter møder Jon Stahns røvhulsafstøbning i bronze, bliver alle huller til røvhuller.

Men hvad er Bastard så? Jo, den er netop det! En bastard, en horeunge, et gadekryds, en krydsning. Den er hverken en Stor Fortælling eller blot en samling af mange små. Den roder rundt, puster sig op, falder sammen og vokser igen. Den får Carstensen til at fremstå som møgirriterende og opblæst, men også underligt ærlig i sin selviscenesættelse. Den vil have alle de store idéer med, og samtidig er den fuld af selvironi.

Vi kan ikke længere opdele kunstscenens aktører i dem, der skaber kunst, og dem som kuraterer eller skriver om den. I hvert fald ikke på nogen klar og tydelig måde, der giver mening. Den information og de indtryk, ja, hele det ’stof’, som udgør kunstnerens råmateriale kommer mange steder fra. Hos Carstensen blandes rollerne godt og grundigt. Dette gør udstillingen meget seværdig, men også ret krævende.