Unge og vilde eller gamle og kedelige?

Unge og vilde eller gamle og kedelige?

Tidens schlager er sjælens melodi, Kehnet Nielsen, 1982, (Foto: Ole Hein Petersen, udsnit)

Vis billedserie

Udstilling

De Vilde 80'ere

30 sep 2010 30 jan 2011

Anette Abrahamsson, Peter Bonde, Werner Büttner, Peter Bömmels, Claus Carstensen, Dorthe Dahlin, Walter Dahn, Jiri Georg Dokoupil, Inge Ellegaard, Rainer Fetting, Erik A. Frandsen, Berit Heggenhougen-Jensen, Michael Kvium, Christian Lemmerz, Helmut Middendorf, Kehnet Nielsen, Lars Nørgård, Lars Ravn, Nina Steen-Knudsen

ARKEN Museum for Moderne Kunst
Se kort og tider

Den første store samleudstilling af det heftige danske maleri fra 1980’erne er alt andet end vild. ARKEN fejler og har præsteret en stum udstilling med ellers højtråbende kunst.

”De unge vildes værker er vigtige dokumenter for eftertiden. De fortæller om de strømninger, der rørte sig i kulturen og samfundet i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne.” Sådan skriver museumsdirektør på ARKEN, Christian Gether, i introduktionen til De vilde 80’ere.

Men som besøgende kan jeg ikke læse de dokumenter uden ordentlig hjælp. Uden vedkommende formidling kan jeg ikke forstå en skid. Og manglen på ordentlig forklaring er hovedproblemet med en ellers fin samling malerier og skulpturer.

Når tyranner afløser tyranner
Gennem udstillingen Kniven på hovedet (1982) fik en lille generation af de heldige få et gevaldigt gennembrud på kunstscenen i Danmark.

Succubus jagter ilden II, Berit Heggenhougen-Jensen, 1982, Foto: Ole Hein Petersen
Succubus jagter ilden II, Berit Heggenhougen-Jensen, 1982, Foto: Ole Hein Petersen
De blev godt nok kaldt de unge vilde, men snart kom deres ekspressive, aggressive og løst malede kunst ind på selv de rolige museer.

Kunstnere som Inge Ellegaard, Anette Abrahamsson, Peter Bonde, Claus Carstensen, Dorthe Dahlin, Erik A. Frandsen og Berit Heggenhougen-Jensen ville gerne gøre op med tyranniet fra 1968. De ville af med det politiske, minimalistiske og konceptuelle.

Sidenhen er de selv kommet til at fylde en del i landskabet. Faktisk så meget, at nogle af dem oplevedes som en slags tyranner på kunstscenen i 90’erne.

Oprøret uden indhold
I ’82 var en af hovedteserne, at der ikke længere fandtes noget indhold. Midt i mediestrøm, massearbejdsløshed og al tings omvælten kunne man som kunstner ikke male sandhed og skønhed.

Benjamin, Claus Carstensen, 1986, Foto: Anders Sune Berg
Benjamin, Claus Carstensen, 1986, Foto: Anders Sune Berg
Kniven på hovedet, Kehnet Nielsen, Foto: SMK Foto
Kniven på hovedet, Kehnet Nielsen, Foto: SMK Foto

Der var kun kroppen og de tomme tegn tilbage. Som maler, og til dels skulptør, måtte det føre til et kropsligt præget, hurtigt og voldsomt udført kunstværk. Der blev citeret og annekteret billeder og symboler alle steder fra.

Inspirationen kom blandt andet fra tyske ny-ekspressionister, punk, forbrugersamfundet, kunsthistorien og medierne. Det var et velplanlagt oprør uden paroler, der handlede mere om de unge kunstneres kamp for at få en plads.

I am a Stag of Seven Tines, Nina Steen-Knudsen, Foto: Anders Sune Berg
I am a Stag of Seven Tines, Nina Steen-Knudsen, Foto: Anders Sune Berg
De kedelige vilde
Udstillingen præsenterer mere end 80 kunstværker ledsaget med lidt punk, post-punk og digtoplæsning i hovedtelefoner, nogle fotostater, en række performancevideoer, lidt vægtekst og et pædagogisk ”formidlingsark”.

De få gråhårede, der hvileløst befærder salene sådan en kedelig hverdag, stopper ikke længe op noget sted. I deres sko ville jeg også have mest lyst til at haste mod sildetallerken eller ‘rustik sandwich’ i caféen.

Der er ganske enkelt ikke meget, der kan holde den besøgende fast. Selvom mange af værkerne er udfordrende, overraskende og insisterende, er de alt for svære at gå til uden stor baggrundsviden. Teksterne er overfladiske og kortfattede, de lovede dokumentarfotos ret få og små.

Det er tydeligt, der nogle steder er tænkt tematisk i ophængningen. Hvad temaerne så er, bliver aldrig tydeligt. I stedet forvirres jeg af sammenblandingen af stilarter og udtryk.

Kunst skal altså formidles
En række ting kunne have løftet udstillingen: Forsøg på værkfortolkning, mere baggrundsviden om kunstneriske motiver og teknikker, nogle paralleller til kulturscenen og tidens samfund og politik.

Enlig far i landskabet nr. 2, Erik A. Frandsen, Foto: Anders Sune Berg
Enlig far i landskabet nr. 2, Erik A. Frandsen, Foto: Anders Sune Berg
This is just a Temporary Place to Stay, Lars Nørgård, Foto: Claudi Thyrrestrup
This is just a Temporary Place to Stay, Lars Nørgård, Foto: Claudi Thyrrestrup

Eller hvad med lidt dristighed i ophængning og præsentation?

Museer har en anden forpligtelse end gallerier og udstillingssteder til at fortælle. Billedkunst kan kun forstås gennem et eller flere fortolkende greb. Det er noget, de færreste besøgende har med sig hjemmefra, og det er derfor museets rolle at tilbyde et perspektiv. Her taler jeg ikke om sandhed, men om redskaber til at forstå, der åbner for muligheder.

ARKEN fejler og har præsteret en stum udstilling med ellers højtråbende kunst. Kedelige udstillinger kommer af for få ressourcer og et krav om højt tempo i produktionen. De problemer kender alle museer. Det er blot ikke en undskyldning for at lade publikum i stikken.

Til udstillingen er udgivet et katalog med velskrevne tekster af Marie Louise Helveg Bøgh, Camilla Jalving, Stine Høholt og Frederik Stjernfelt.

Vis billedserie

Udstilling

De Vilde 80'ere

30 sep 2010 30 jan 2011

Anette Abrahamsson, Peter Bonde, Werner Büttner, Peter Bömmels, Claus Carstensen, Dorthe Dahlin, Walter Dahn, Jiri Georg Dokoupil, Inge Ellegaard, Rainer Fetting, Erik A. Frandsen, Berit Heggenhougen-Jensen, Michael Kvium, Christian Lemmerz, Helmut Middendorf, Kehnet Nielsen, Lars Nørgård, Lars Ravn, Nina Steen-Knudsen

ARKEN Museum for Moderne Kunst
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Unge og vilde eller gamle og kedelige?'

Facebook