Samleren Claus Carstensen

Samleren Claus Carstensen

Opslag i Claus Carstensens Shibboleth. Pressefoto

Vis billedserie

Det er i sig selv et objekt, der kræver sin plads i verden, Esbjerg Kunstmuseums bog om Claus Carstensens udstillingsprojekt: Shibboleth, som udgivelsesmæssigt også er kommet til at markere kunstnerens 60 års fødselsdag. 2,6 kilo og i en kraftig (pis eller sol)-gul farve, der får den til at skille sig ud på enhver bogreol. Men Shibboleth er først og fremmest en generøs gestus og lidt af en magtfuld markering.

Det er flot grafisk arbejde – både udenpå og indeni – af Rasmus Eckardt og Anne Lise Grønbæk, og indholdsmæssigt er det noget af en mundfuld, men efterhånden som man bladrer gennem bogen, opdager man de samme billeder dukke op i nye konstellationer, nye betydninger opstår parallelt med en form for nærvær og fortrolighed med materialet. Man bliver selv lidt af en sporhund, en samler og en mønsterfinder undervejs.

Ordet ”shibboleth” har flere betydninger. I denne sammenhæng vil dets betydning af et løsen – noget, som har betydning for de indviede, men som for udenforstående er tømt for mening – nok være mest dækkende. Kunst er både dybt indforstået og et helt åbent felt; som digteren Jørgen Gustava Brandt engang sagde om poesien, er den paradoksalt nok ”for alle og enhver, men ikke for hvem som helst”.

En registrant
Shibboleth er en registrant, der dokumenterer de i alt 76 små udstillinger, som Carstensen afholdt i sit eget showroom mellem 2010 og 2015. I 2015 blev 13 af disse udstillinger vist på Esbjerg Kunstmuseum (udstillingen Bastard) sat i perspektiv med værker fra museets samling, som Carstensen havde udvalgt.

Intime banaliteter (på gul baggrund Terminsbilleder 1), installationsfoto. Udstillingen Bastard på Esbjerg Kunstmuseum. Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Ganske få mennesker – det må kunne tælles på én hånd – vil have set alle Claus Carstensens Shibboleth-udstillinger. De kunne kun ses efter aftale, og inkluderede en formidlet rundvisning af kunstneren selv. På den måde var de på en gang eksklusive og smalle og samtidig udtryk for en vilje til at dele ud og diskutere, som er kendetegnede for kunstneren. Det sidste gør sig også gældende, når Esbjerg Kunstmuseum, der er udgiveren af denne mastodontbog, har fået lov at dele hele udstillingsmaterialet. Der er ikke noget hurtigt udført arbejde over Shibboleth. Man mærker, at det har ligget Carstensen på sinde, at værket skal blive liggende som det kunsthistoriske dokument, det også er.

En generøs gestus
De i alt 76 udstillinger præsenteres i bogen som en slags kapitler, hver udstilling vises i sin fulde udstrækning i form af små gengivelser af alle værker, under hvert angives kunstnernavn, værktitel, materiale og år. Alle udstillingspræsentationer indledes med et dobbeltopslag, hvor man ser et rumbillede af udstillingen, og hvor udstillingstitel, deltagere og dato står med gul skrift. For hver udstilling vises et eller flere værker derudover afslutningsvis i en større gengivelse. Hver præsentation afrundes med en registrant over hvilke sekundærværker i form af bøger, film eller andre genstande, der også har været en del af udstillingen. Har man selv lyst til at gå længere ind i udstillingernes temaer, ligger det hele så at sige serveret.

Opslag i Claus Carstensen Shibboleth. Pressefoto

To tekster
Bogen indledes med to velskrevne og interessante tekster, der folder Claus Carstensens kuratoriske praksis ud. Museumsdirektør fra Esbjerg Kunstmuseum Inge Merete Kjeldgaard skriver sammen med museumsinspektør fra samme institution om udstillingen Bastard og Claus Carstensen som kurator. Anne Gregersen, ph.d. i kunsthistorie, som også arbejdede sammen med Claus Carstensen og Christian Vind på udstillingen Café Dolly på Willumsens Museum i 2014 (Willumsen, Schnabel og Picabia), skriver indsigtsfuldt om kunstneren som kunstsamler.

Hun sætter Carstensens måde at samle på i kunsthistorisk sammenhæng med kunstnersamlere som J.F. Willumsen og Asger Jorn. Kunstnersamlingen repræsenterer et helt anden blik end den vanlige kunstsamling. Det forholder sig sådan, skriver hun, at ”sådanne samlinger [kunstneres egne samlinger, red.] tit [iscenesætter] kunsthistorien ud fra alternative forestillinger om, hvad der er vigtigst; det perifere kommer frem i lyset og skaber grobund for nye kanoner, mens det alment anerkendte får en sekundær plads. ”

Hvad er en kunstsamling?
Claus Carstensen samler tydeligvis ud fra sin egen kunstneriske praksis med alle dens associationer og idiosynkrasier, dvs. at de værker, han anskaffer sig gennem tiden, også vil være værker, der indgår i en dialog med hans eget værk. Samlingen spejler samleren, hvilket, når det er en kunstner, der står bag, igen giver en interessant facet til forståelsen af hans/hendes eget værk, som Anne Gregersen skriver:  ”For hvad er en kunstsamling, hvis ikke en genstandsbaseret historiefortælling, hvor det ene værk efterfølges af det næste, hvormed de to forbindes og definerer hinanden, lige indtil det næste værk indfinder sig og igen giver betydning til de øvrige dele. Efterhånden som samlingen bygges op, væves dens dele sammen i et semantisk tæppe, som ofte også indeholder tråde fra samlerens eget liv.”

Opslag i Claus Carstensen Shibboleth. Pressefoto

76 udstillinger
I indholdsfortegnelsen til Shibboleth kan man læse titlerne på de 76 udstillinger, som i sig selv er et katalog over temaer fra Carstensens oeuvre såsom: #4 genealogy/morphology, #5 meditations on the letter z, #6 a voice from the woods, #7 ohne uns, #8 piss notes (revisited).  I alle udstillingerne blandes såkaldt høj og lav/ikke-kunst. Naturligvis er Carstensen hyperbevidst om rangorden og værdisætning, men når han kuraterer sine udstillinger går han helt tydeligt efter andre fortællinger og visuelt subtile samtaler.

Man kunne tage en udstilling som #1 Weird abstract and evil eyes. Udstillingen består ganske rigtigt af nogle blandede, abstrakte malerier, flere af ukendt observans, og så en mængde billeder, hvor uhyggeligt stirrende øjne indgår. Når man har bladret lidt frem og tilbage, ser man pludselig at flere af de abstrakte værker, al deres nonfigurativhed til trods, også har dette stirrede blik i sig. De stirrende blikke kaldes så at sige frem via sammenstillingen. En anden figur er den glidning, der opstår i sammenstillingen.

Weird Abstracts and Evil Eyes, installationsfoto. Udstillingen Bastard på Esbjerg Kunstmuseum. Foto: Torben E. Meyer

Her er f.eks. flere billeder af sommerfugle, de kan være ganske realistiske, men lidt efter genfinder man sommerfuglens figur i en surrealistisk vagina dentata-tegning af en Zinn (som jeg ikke ved, hvem er), og en aftegning Christian Vind har lavet af den enestående dæmonvæg i Sauherad Kirke i Telemark. På den måde kan oplevelsen af at se på de forskellige udstillinger af og til føles som at se på en tegning, der langsomt morfer frem og tilbage mellem forskellige skildringer. Hans måde at udstille værkerne på handler om overlap og sammenfald snarere end om brud.

Fortællinger i grænselandet
Der er i det hele taget meget fortælling i Carstensens måde at kuratere på (selv taler han om ”kuratorisk eksorcisme”), ligesom hele hans kunstnerisk virke, der også inkluderer mindst en bog om året, er drevet af en lyst til at undersøge og udtrykke, hvordan tingene kan hænge sammen. Det ville have været en luksus om hver udstilling i bogen havde fået en minifortælling af Carstensen selv som afslutning.

Men også uden ordene er der masser af fortællinger at hente. F.eks. bliver tiden, hvor det hele tog fart for Carstensens generation, firserne, genfortalt i flere konstellationer. Også her er det befriende, at der ikke er noget snobberi over Carstensens måde at fortælle på. Han er ikke den, der skriver folk ud af historien, for at få den rigtige stramme form frem, tværtimod er fortællingen om inklusion og eksklusion af kunstmiljøer en, der har interesseret ham intenst gennem mange år. Og her vil jeg gerne anbefale den lille bog Ohne Uns (udgivet af Møstings Hus i anledning af udstillingen Alfred Friis: Room Full of Mirrors, 2016). Bogen handler om kunstneren, som også er Claus Carstensens onkel, Alfred Friis (1938-2016), men den er i lige så høj grad en undersøgelse af hvad den politisering, der skete i 1970’erne, betød for en kunstner, der måske kunne have foldet talentet endnu mere ud.

Carstensens samling viser hans flair for at gemme de rette ting, med sjove elementer som Tal Rs ”Top 10” fra 1998 – et almindeligt ark papir, hvor han, som studerende under Carstensen, har skriblet kunstnere, der interesserer ham, ned og understreget de ti i særklasse. Egentlig et ark noter, men nu et væsentligt kunsthistorisk dokument, som fint kunne have været med på Louisianas netop åbnede Tal R-udstilling.

Bogforside på Claus Carstensens Shibboleth. Pressefoto

Manden fra grænselandet, Claus Carstensen, er optaget af det overskridende – det, der går over grænsen.

Døden fylder tematisk set en god del på udstillingen, f.eks. er der en hel, meget interessant, udstilling (#20) med hængning som tema, ligesom der naturligvis også er en udstilling med den Lacan-sætning som Søren Ulrik Thomsen fik alle lyrikelskere til at gå og mumle i 1985, hvor han coterede den i poetikken Mit lys brænder:

”Men De, min Herre, De skal dø. Det er dét, det handler om“.

Døden i Carstensens samling er et afstøbt røvhul, det er farfars efterladte barbergrej, det er Sven Dalsgaard, der skriver det ligeud, og det er Jeffrey Silverthornes gruopvækkende nøgterne billeder fra et amerikansk lighus i halvfjerdserne.

Shibboleth er ikke en bog, man bliver færdig med. Og min eneste anke er, at den som bogværk er svært uhåndterlig – man risikerer således let at blive grundigt knockoutet af 2,6 kilo dødvægt, tager man den med som godnatlæsning.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Samleren Claus Carstensen'

Facebook