Radiant Copenhagen leger med pressen

Billedserie

Projekt

Radiant Copenhagen

Radiant Copenhagen leger med pressen

Mon fremtiden byder på hvaljagt i Christianshavn? Pressefoto Radiant Copenhagen (udsnit)

Søhest i Øresund, Louisiana sælger ud af samlingen og København får et hvalreservat... KUNSTEN.NU har modtaget nogle spøjse pressemeddelelser fra internetprojektet Radiant Copenhagen.

De sidste par dage har KUNSTEN.NU modtaget nogle højst mærkværdige pressemeddelelser.

Biolog Roger M. Andersen fortæller om, hvordan fritidsdykkere fra Køge opdagede en søhest i Øresund – måske endda et helt nyt eksemplar af arten. Kurator på Louisiana, Anders Halkol, går til angreb på museumsloven og bebuder et udsalg i museets samling.

Og dagens nyhed: firedobbelt verdensmester i fridykning, Stig Åvall Severinsen, er med til at oprette et hvalreservat i Københavns Sydhavn. Et projekt som skal præsenteres på årets klimatopmøde.

Hvad er sandt og hvad er falsk?
Alle pressemeddelserne virker reelle. Oplysningerne får tyngde af mere eller mindre fiktive eksperter og links til rigtige (?) sider, telefonnumre og mailadresser.

Men, men, men.

De afsluttes alle med den afslørende signatur: Radiant Copenhagen – og så ved man nok, hvad klokken har slået.

Sådan begynder Københavns fremtid – måske
Pressemeddelserne begynder straks at give mere mening, når man surfer rundt på www.radiantcopenhagen.net.

Siden er en fremtidsvision for København omkring år 2200.

Her er den globale opvarmning, som fundet af en tropisk søhest i Danmark kunne indikere, en realitet.

Louisiana har taget navneforandring til Useum, har solgt sin samling og er blevet et kunstnerisk brugsrum.

Og så er Christianshavn Hvalreservat en undersøisk safaripark, hvor hvaler blandt andet avles til turistjagt.

Surf rundt i fremtidens København
På hjemmesiden kan du selv gå på en underholdende jagt i Københavns fiktive fremtid og historie.

Et tværfagligt hold af billedkunstnere, forskere, arkitekter, coolhunters, forfattere, designere, journalister og musikere står bag projektet. De har brugt et halvt år på at give deres bud på fremtidens København.

Det handler alt sammen om alternative virkeligheder på nettet og i medierne og sætter spørgsmålstegn ved skellet mellem virkelighed og fiktion.

Vi glæder os til at se, hvad de finder på næst.

Søhest fundet i Øresund? Pressefoto Radiant Copenhagen (udsnit)
Søhest fundet i Øresund? Pressefoto Radiant Copenhagen (udsnit)

Performance og launch på Overgaden 27. marts
Fredag 27. marts kl. 17.30 går det løs på Overgaden med en (efter sigende) apokalyptisk dj-performance, med foredrag og selvfølgelig en præsentation af Radiant Copenhagen.

Her kan du også booke din billet til en busturen i det fiktive København 28. marts kl. 12 eller 15. Eller du kan booke din billet med det samme her: booking@radiantcopenhagen.net.

Læs mere om busturen og projektet her

Billedserie

Projekt

Radiant Copenhagen

Del artiklen

'Radiant Copenhagen leger med pressen'

Facebook