Praksisbaserede kunstforskere VI: Jane Jin Kaisen: Grænser og oversættelse på anden vis

Da 2. verdenskrig endelig fik sin ende i sensommeren 1945, blev Korea delt ved den 38. breddegrad. Indtil en samlet koreansk stat kunne etablere sig, skulle Sovjetunionen til en begyndelse kontrollere området nord for grænsen, USA syd for. Men nu, lidt mere end 75 år senere, er delingen af den koreanske halvø som bekendt stadig virkelighed.

Ikke mange civile har siden fået lov til at krydse den fire kilometer brede, demilitariserede zone mellem nord og syd. Men den koreanskfødte, danske billedkunstner Jane Jin Kaisen har. I 2015 blev hun inviteret til at rejse til Nordkorea og krydse grænsen til Sydkorea som deltager i en delegation af 30 kvinder fra 16 forskellige lande. Grænsekrydsningen var græsrodsorganiseret og fandt sted på International Women’s Day for Peace and Disarmament den 24. maj. En markant oplevelse, som fik stor betydning for hendes kunstneriske praksis og forskning.

I det herrens år 2020, mens det stadig er muligt at mødes ansigt-til-ansigt, besøger jeg Jane Jin Kaisen på hendes arbejdsplads på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Her blev hun tilknyttet som ph.d.-studerende i 2014, og i august 2020 tiltrådte hun som professor ved Skolen for Mediekunst.

At være i oversættelse

Tiden er vild af flere årsager. Det er ikke kun corona, #MeToo og minksager, der optager medierne, da vi mødes denne sene efterårsdag. Også polariserende historier om kunstakademiet fylder, men dem vandrer vi behændigt udenom. Her en lille måned før Jane Jin Kaisen skal forsvare sin ph.d., skal det udelukkende handle om hendes forskningsprojekt; om processen, dets spørgsmål og udfaldet, der blandt andet tæller et stort bogværk og hendes soloudstilling, som blev vist på Kunsthal Charlottenborg i sommers. Begge produktioner tager navn efter videoværket Community of Parting, hovedværket i Jane Jin Kaisens ph.d.-afhandling.

Læs også anmeldelsen: Korea set gennem en shamanistisk linse

Community of Parting skabte hun til den koreanske pavillon på Venedig-biennalen i 2019; et mangestrenget værk, som både berører Koreas historie og krigstraumer, shamanistiske traditioner og Jane Jin Kaisens egen fortælling og tilknytning til den sydkoreanske ø Jeju Island, hvor hun blev født i 1980.

På Kunsthal Charlottenborg blev værket vist i selskab med en række af Jin Kaisens andre værker, særligt videoinstallationer, som alle på hver deres måde undersøger tematikker som grænser, oversættelse, traume, forsoning og erindring.

Læs også Rune Gades interview med Jane Jin Kaisen om Community of Parting.

Jane Jin Kaisen har beskæftiget sig med spørgsmål om ‘oversættelse’ i rigtig mange år, særligt med udgangspunkt i transnational adoption, der, som hun forklarer, er “en erfaring, der i sig selv handler om at være i oversættelse, fra et sprog, en kultur og kontekst til en anden.”

Oversættelse betyder på latin “at bære på tværs”, og normalt tænker de fleste nok på ‘oversættelse’ som en sproglig og lingvistisk praksis. Men fra et nyere teoretisk perspektiv, som blev introduceret med ‘the cultural turn in translations studies’ i 1990’erne, bør oversættelse ikke opfattes som en nøgtern handling, men som én der har visse konsekvenser.

“Konventionelt set er oversættelse blevet betragtet som en neutral, objektiv handling, hvorigennem betydning gnidningsløst overføres fra en kultur og kontekst til en anden,” fortæller Jane Jin Kaisen.

“Men den forestilling er siden blevet anfægtet af en række poststrukturelle, feministiske, post -og dekoloniale tænkere, der har påvist, hvordan oversættelse er med til at skabe og opretholde grænser, hvad end de er æstetiske, disciplinære, eller diskursive. For når noget oversættes, finder der ofte en form for vold sted, idet oversættelse er med til at retfærdiggøre hierarkier mellem tider og steder, mennesker og kulturer.”

“Men på trods af at oversættelse har bidraget til radikale former for vold, har jeg også været interesseret i, hvordan oversættelse har et potentiale som modstandsform. Hvad vil det for eksempel sige at oversætte gennem kunsten? Kunst er en medieringsform og har oversættelse iboende i sig. Jeg tror, at for en kunstner er oversættelse altid noget, man har i spil, og jeg har været interesseret i kunstens potentiale for at ”oversætte på anden vis” og derigennem genforhandle dominerende repræsentationsformer og skubbe grænserne for, hvordan vi opfatter virkeligheden, og hvad vi accepterer som viden.“

De ydre og de indre grænser

Hvad skete der på din rejse til Korea i 2015?

“Dét, jeg særligt blev konfronteret med på turen, var, at jeg jo kun kunne tage med på den rejse i kraft af mit danske pas. Som sydkoreansk statsborger kan man ikke tage til Nordkorea eller omvendt, men på grund af min levede erfaring af oversættelse – herunder visse privilegier, men også den udsletning og det tab, som samtidig er en del af oversættelsen – var jeg i stand til at rejse over grænsen.”

“Jeg begyndte at tænke over relationen mellem oversættelse og grænser. Hvordan oversættelse – selvom det betyder ‘at mediere på tværs’ – har en tendens til altid at skabe nye former for grænser, ikke bare geopolitisk, men også i forhold til hvem der i en given tid og et givent sted tæller som subjekt, og hvad der får lov til at tælle som erkendelse.”

“Det fik mig til at indse, at jeg måtte tilgå den her problematik på en anden måde, ikke længere betragte det med en teoretisk afstand, men reelt gå ind i grænsespørgsmålet. For at man virkelig kan tale om at krydse en grænse, så kræver det, at man går ind i sig selv og stiller spørgsmål til sit eget ståsted. Det gælder også oversættelse.”

Jane Jin Kaisen har aktivt taget del i spørgsmålet om Koreas deling ved deltagelse i en række konferencer, netværk og aktivistiske fællesskaber. Men som sagt er hun ikke kun interesseret i at se på grænsespørgsmålet i et geopolitisk perspektiv, men fra mange forskellige perspektiver.

“På mange måder er min praksis og mit projekt en måde at gøre op med nationalstaten og den nationalistiske tænkning af grænsen. Samtidig ønsker jeg at se på spørgsmålet om grænser i et mere nuanceret perspektiv. Både de ydre og de indre grænser. Der er mange migrationer, som direkte eller indirekte er forårsaget af grænsepolitik, men hvad betyder ‘grænser’ set fra en andethedsposition? Hvad vil det sige at oversætte og mediere fra tærsklen? Her blev jeg især interesseret i, hvad oversættelse betyder i relation til tid og i relation til transmissionen af kropslige erfaringer og marginaliserede erindringer.”

Shamanen og kunstneren

Og her kommer den koreanske myte om prinsesse Bari ind i billedet. Myten om den arketypiske, kvindelige, shamanistiske figur er helt centralt for Jane Jin Kaisens videoværk Community of Parting og for hendes undersøgelser af ‘andethed’ og nye måder at tænke oversættelse og grænser på.

Ifølge den gamle folkemyte fødes Bari som syvende datter, og af denne ene årsag forkastes hun fra fællesskabet. En dag finder hun dog ud af, at hendes forældre er døende. Bari ofrer sig, går ned i underverdenen og henter livets eliksir for at bringe sine forældre tilbage til de levende.

“Efter at have bragt de døde tilbage til livet, tilbydes hun at arve det halve kongerige,” fortæller Jane Jin Kaisen. “Men Bari afviser tilbuddet. Dermed afviser hun også at lade sig indordne menneskeligt definerede grænser, og i stedet vælger hun at blive shamanen, der medierer på tærsklen mellem de levende og de døde.”

Bari-myten er meget kendt i Korea. Det er en børnefortælling, ala Den lille pige med svovlstikkerne herhjemme, og traditionelt set fungerer den som en opdragende fortælling om den altopofrende datter, ikke så meget som en historie med relation til shamanismen. Men sådan læser Jane Jin Kaisen den. Med inspiration fra feministiske fortolkninger af myten ser hun på Bari som en figur, der afstår fra at indordne sig patriarkalske samfundsnormer.

“I en feministisk læsning kan man sige, at Bari transformerer forestillingen om andethed, og Community of Parting er løst opbygget omkring forestillingen om Baris adskillige dødsfald. Herigennem forhandles andethed fra en status som socialt marginaliseret til en aktiv handling, hvor grænsemekanismer, der producerer død og udstødelse, konfronteres, for til sidst at transformeres til en værenserkendelse af andetheden som central for evnen til at kunne oversætte og mediere fra tærsklen”.

“Jeg har fulgt shamanismen tæt i mange år, særligt som den er praktiseret på Jeju. Her er dét at skabe gensidig genkendelse mellem subjekter centralt. Ligeledes er shamanismen på Jeju dybt forankret dels i øens natur og matriarkalske kosmologi, dels i voldsomme historiske begivenheder som Jeju-massakren i 1948”.

“I det shamanistiske ritual hidkalder shamanen en hel forsamling: de levende og de døde, vidner, ånder, et helt verdensbillede, der også inkluderer andre end menneskelige skabninger, og i ritualet finder en intersubjektiv forhandling sted – gennem shamanen som medium. Som en slags kanal muliggør shamanen evnen til at genkende andre og genkende andetheden i sig selv. Evnen til at forsone sig, men en forsoningsform, hvor marginaliseret erindring altid er til aktiv og gensidig forhandling.”

Sådan et hidkaldelsesritual er man vidne til i Jane Jin Kaisens Community of Parting. På mange måder gør værket det, det handler om. Vi hører om Bari og om shamanismen, samtidig med den udøves og kropsliggøres for øjnene af os.

“Filmisk var det inspirerende at tænke med Bari-myten, ikke så meget som konkret myte, men mere som en figuration på, hvordan man kan tilgå grænser på anden vis. Community of Parting er på samme tid dybt subjektivt investeret og intersubjektivt drevet af mange forskellige kvindelige fortællerstemmer. Værket krydser rumlige og tidslige grænser, bryder med den lineære fortælleform og sammenfletter på eksperimenterende vis forskellige filmiske tilgange: dokumentariske, essayistiske, observerende, performative, poetiske. Det er en præmis i filmen, at grænser opløses og forhandles. Det er gennem oplevelsen af filmen, at der insisteres på andre måder at erkende på. “

Kan man sige, at du, ligesom shamanen, har forsøgt at stille dig et intersubjektivt sted?

”Den videnspraksis, som det shamanistiske er, har lært mig meget som kunstner, men mit ærinde er ikke at appropriere shamanismen. Det er nærmere at forsøge at forstå, hvordan shamanismen og andre former for kropsligt transmitterede erindringsbærende praksisformer, herunder myten om Bari, åbner op for en anden tilgang til æstetisk praksis og mediering”.

“Den her tilgang adskiller sig fra en modernistisk vestlig tilgang til æstetisk skabelse, som privilegerer forestillinger om originalitet og det autonome kunstneriske geni. Skabelse fra Baris sted er i stedet dybt forankret i det sociale og anerkender den kunstneriske arv fra andre. Som mundtlig overleveret erindring er shamanismen afhængig af en lytter og er grundlæggende dialogisk i sin form”.

“På samme måde er vidensdeling, kunstneriske samarbejder og dialoger med mange forskellige individer og fællesskaber dybt funderet i Community of Parting. Som kunstner kan man sige, at jeg indtager en rolle som mediator og bruger filmmediet som medieringsform. Filmen er både subjektivt og intersubjektivt forankret, og det kommer til udtryk både i filmens narration og i den audiovisuelle komposition.”

Viden på tærsklen

Jane Jin Kaisens ph.d.-projekt består ikke kun af Community of Parting, men desuden af en række flere værker og komponenter. Af yderligere værkeksempler kan nævnes otte-kanal-videoinstallationen Reiterations of Dissent (2011/16), hvor beskueren bliver en del af oversættelsesarbejdet, fordi man hele tiden er nødt til at tage stilling til, hvor man kigger hen.

Og så er der videoinstallationen Strange Meetings (2017), som tager udgangspunkt i historien om koreanske sexarbejdere, der arbejdede omkring de amerikanske militærbaser i 1970’erne. I forsøget på at forhindre seksuelt overførte sygdomme tvangsisolerede og -medicinerede man kvinderne. Jin Kaisens værk handler om dét at skabe indre grænser mellem befolkninger og om umuligheden i at gøre det.

Dertil kommer en række supplerende tekster, som Jane Jin Kaisen har inkluderet i den samlede ph.d.-afhandling.

“Bogværket er den sidste hoveddel i min ph.d.,” fortæller hun afsluttende. “Her er alle værker og projekter i spil. Research, tekster, manuskriptet fra Community of Parting, et essay, jeg skrev efter min rejse til Nordkorea og krydsningen af grænsen til Sydkorea i relation til værket Apertures ⏐ Specters ⏐ Rifts, en samtale med kunstner Mary Kelly og en samtale med antropolog og samarbejdspartner Kim Seongnae. Desuden er der en række kommissionerede essays. Alt fletter sig ind og ud af hinanden, og det er et af de steder, hvor det kollektive og dialogiske i mit projekt tydeligt manifesterer sig.”

I din ph.d.-titel har du også inkluderet ‘kunstnerisk forskning’ (red. “Artistic Research”). Foreslår du dermed et specifikt blik på den kunstneriske forskning som praksis?

“Ja, projektet er et bud på en måde at drive kunstnerisk forskning på. Dels antydes en affinitet til kropsligt transmitterede erindringsbærende praksisformer som shamanismen, dels opridser jeg et kunstnerisk slægtskab både til kunstnere, der har arbejdet med myten om Bari, og til kunstnere der i deres researchbaserede og interdisciplinære kunstpraksisser ligeledes har forhandlet spørgsmål om oversættelse og grænser, samtidig med at de har bidraget til væsentlige æstetiske og diskursive interventioner”.

“Potentialet i kunstnerisk forskning ligger for mig i, at den ikke underordnes en foreskrevet metode, men at hvert projekt tilbyder en unik tilgang og indsigt. Det, jeg personligt har lyst til at se fremover, er en masse spændende, ambitiøse og mangfoldige bud på, hvordan man kan lave kunstnerisk forskning. Der er ikke én måde at gøre det på”.

“Kunstnerisk forskning er for mig interessant, når den befinder sig aktivt på tærsklen og udvider, hvad vi forstår ved begrebet viden ved at bringe adskillige erkendelsesformer, sanseligheder, og genealogier i spil. På en måde kan man nærmest kalde det anti-disciplinært”.

“I Community of Parting samler der sig en masse forskellige fortællinger, subjekter og erfaringer, men uden at de bliver endegyldige. Derefter spredes de. Måske er det noget lignende med kunstnerisk forskning. Der er noget, som samles for at blive spredt igen, for at blive oplevet og redistribueret og for forhåbentligt at leve videre i dønninger, der kommer efter.”