Flerstemmige traumatiske fortællinger

En hemmelige massakre
‘Jeju 4.3’. Et ord og to tal som for en sydkoreaner er ladet med frygt, stigmatisering og tabu. For os andre giver ordet og de to tal ingen mening. Dette laver Jane Jin Kaisen om på med sin udstilling Dissident Translations (systemkritiske oversættelser).

Udstillingen kredser om den sydkoreanske ø Jeju, hvor 50.000 mennesker 3. april 1948 brutalt blev myrdet af militæret. Massakren fandt sted som en del af datidens koldkrigsspændinger.

Siden da har Jeju 4.3 været det uofficielle navn på en navnløs og fortiet national hemmelighed, og står derfor den dag i dag, efter 63 år, stadig som et uskrevet kapitel i den sydkoreanske historie og mentalitet.

Parallelle virkeligheder
Dissident Translations kræver meget af sin beskuer. Ikke mindst tid.

Fælles for værkerne er, at de bringer en kakofoni af sydkoreanske stemmer i spil, som fra hvert sit synspunkt fortæller om Jeju 4.3.

Værket Reiterations of Dissent (systemkritiske gentagelser) består af fem videoer, som afspilles i loop på hver sin skærm. Her indvies vi blandt andet i førstehåndsoplevelser af massakren fortalt af en anonym stemme, mens kameraet panorerer henover de i dag foruroligende naturskønne massemordssteder. Der fortælles om shamaners roller som healere af psykiske traumer i årtierne med tavs fortrængning.

Og mens én skærm viser klip fra grynede sort/hvid optagelser fra før og umiddelbart efter den 3. april 1948, fortæller en anden video, historien om de skiftende regeringers fortielse af massakren.

Også værket Island of Stone #1-3, der fra et nutidigt perspektiv beretter om protesterne mod de militære planer om at oprette en strategisk base på Jeju, benytter samme flerstemmige form.

Resultatet for begge værker er flimrende, men alligevel håndgribeligt.

Den klassiske dokumentarfilm, som vi kender fra DR2, vil traditionelt forsøge at skabe èn samlet stabil fortælling berettet af en instruktør med stort overblik. I modsætning til den iværksætter Jin Kaisen mere flertydige fortællinger, som har et element af produktivt kontroltab.

Det bliver op til publikum at sætte fortællingerne sammen, og vi bliver engagerede og medskabende. På den måde formår Jin Kaisen dygtigt at apellere til et stort nærvær og en følelse af, at Jeju 4.3 er vedkommende for alle og enhver.

For traumet og overgrebet er allestedsnærværende og gøres universelt gennem de intime og midlertidige rum, man som beskuer deler med fortællerne. De fem film i Reiterations of Dissent væver på den måde en kollektiv fortælling frem ved hjælp af de enkelte films fragmenterede og subjektive tråde.

Mange vinkler men ikke alle vinkler
Men udstillingen stiller også andre spørgsmål. Efterhånden som man får arbejdet sig ind på udstillingens mange vinkler og store mængder af information, overvejer man hvilke fragmenter, som er blevet udeladt eller har undgået Jane Jin Kaisens omfattende informationsindsamling.

I kraft af de mange fortællevinkler bliver udstillingen paradoksalt nok en fin spejling af, at enhver gengivelse af virkeligheden består af valg, og at alle vinkler netop ikke kan inddrages. 

Politisk, personligt og vedkommende
En personlig sløjfe bindes med værket Light and Shadow. I skriftlig dialog med sin biologiske bedstefars nedskrevne erindringer, reflekterer Jane Jin Kaisen over sit liv og opvækst i Danmark som adoptivbarn fra Sydkorea.

Ligesom udstillingen tager fat på de større politiske perspektiver og konflikter i sydkoreansk historie, griber den ned på det personlige og menneskelige plan og trækker tråde til emner som kultur og identitet.

Dissident Translations formår fornemt at mikse disse to planer. Det gør, at man forholder sig til værkerne som et menneske, og ikke blot som gæst på en kunstudstilling.