Messekunst mellem nedsmeltning og afsvaling

Et par dage før messeweekenden var jeg en tur på Refshaleøen for at se Copenhagen Contemporary’s nye, enorme førstesal, hvor Christian Lemmerz improviserede en række kæmpemalerier til tonerne fra Lars Top Galias hvinende høje, elektriske guitarriffs. Forinden havde jeg på vej hen over Refshaleøen fra havnebussens stoppested kastet et medlidende blik på det opslåede kæmpetelt, som nogle dage senere skulle huse den nye kunstmesse Enter. Medlidende, fordi det fremstod lidt interimistisk og pauvert, dog med en ekstrem god beliggenhed.

Enter – som at tage i sommerhus

Men skam få den, der tænkte ilde derom, for nogle dage efter foldede kunstværkerne sig pragtfuldt ud under den lyse teltdug. Den nye kunstmesse afløser Code, som de sidste to år er løbet af stablen i Bella Center – et ucharmerende monstrum af en messebygning. I lighed med Code-editionerne var Enter lagt i hænderne på Julie Alf, som ude på den kunstigt anlagte ø havde skabt en knivskarp og velorganiseret messe, som i modsætning til Chart også omfattede en række gallerier uden for Norden, eksempelvis Berlin, Seoul, Havanna, Los Angeles m.v. Det store, højloftede telt med de lyse plankegulve viste sig at være en perfekt ramme om kunsten hen over en weekend med hedebølge. Det er som at tage en tur i sommerhuset, som en af gæsterne konstaterede, for ”her er lys, luft og masser af plads.”

Mareridt

Hos Enter startede man med en i bogstavelig forstand gribende VR-oplevelse, nemlig Christian Lemmerz’ Traum (drøm, 2018), som mere passende kunne have fået titlen Alptraum (mareridt). Man befinder sig i et lukket rum – en fængselsagtig celle – som sorte slanger trænger ind i. Mens de formerer sig i en rasende fart, nærmer de sig beskueren – dig, for det føles helt realistisk – og de bliver stadig mere truende. Værket, der er skabt ved hjælp af computerspils-teknologi, overmander en med en freudiansk unheimlichkeit. Khora Virtual Reality Art i Høkerboderne står bag værket, som tidligere blev vist på Den Frie og i Nikolaj Kunsthal. På Enter nåede den så ud til et større og bredere publikum.

Raffineret mobile

På rundgangen var der en række highlights, som jeg kort vil slå ned på her: I Aarhusgalleriet Charlotte Foghs stand brændte særligt et nyt værk med titlen Staggered Shapes (forskudte former) af Hanne Nielsen & Birgit Johnsen igennem. Det er et mobileagtigt videoværk, som spejler det fysiske rum og samtidig ophæver grænserne mellem virkelighed og fiktion. Mobilen, videoværket og rammesætningen drejer let og opnår en stor skønhed med reference til den formelle kunst.

I Hans Alfs stand fik Andreas Schulenburgs filt-installation Together But Still Alone med motiv af solen, månen og en række ikoniske globale firmalogoer megen opmærksomhed. Værket forholder sig kritisk til, at multinationale firmaer som Gazprom og Shell er med til at undergrave klodens økosystem.

I samme stand viste Morten Schelde to magtfulde papirarbejder i gult og rødt med motiv dels af månen, dels af solen med tydelige markeringer af solvinde og voldsomme eksplosioner, mens Henrik Saxgren viste en morbid fotoserie med voodoo-kranier med indgraverede skulpturelle mønstre. Fotografierne havde en sjælden dybde og stoflighed og var trykt som fotogravurer hos Niels Borch Jensen.

Tom Christoffersen rådede over to stande. I den ene viste han udelukkende værker af Ib Geertsen (1919-2009), og i den anden var der værker af en række af galleriets kunstnere, herunder et stærkt maleri i grønt af Claus Carstensen af en brølende bavian samt nogle nye vaser og krukker af samme kunstner, som i deres insisterende, rå og dyriske ekspressivitet ikke lader hans malerier noget efter. Man bemærker, at Mie Mørkeberg føjer nye, dramatiske aspekter til sit udtrykssprog.

Vævet fotografi

I Galleri Kants stand kunne man bl.a. opleve nye værker af Susanne Wellm, der fortsætter sine eksperimenter med at fusionere vævekunst og fotografi – og af den tyske maler Fabian Treiber, som i sine malerikollager indsætter objekter i malede interiører.

I det berlinsk/mexicanske galleri Future’s stand kunne man opleve genuine værker af materialeeksperimenterende kunstnere – herunder af kunstnerduoen Estrid Lutz & Emile Mold og af Rubén Grilo – der alle arbejder med nye visuelle formverdener i kraft af nye teknikker og materialer, og som adresserer det globaliserede samfund på godt og ondt – dog mest det sidste.

Under rundgangen på Enter kunne man sætte sig ud på terrasser med specialdesignede stole og nyde Københavns byprofil og havnebassinet i det strålende solskinsvejr. Det var en cool iscenesættelse. Ved lukningen i søndags var det omtrentlige besøgstal opgjort til mellem 6 og 7000.

Chart med sideudstillinger

Nogle af de mest tunge kunstinstitutioner i København lægger hus til Chart, som er Nordens mest ambitiøse messe. Der har været fremsat kritik af, at offentligt støttede kunstinstitutioner år efter år lægger lokaler til privatejede, kommercielle galleriers ”markedsplads”. Hertil vil jeg indvende, at det er en århundreder gammel praksis, at kommercielle og kunstneriske interesser smelter sammen i kunstrummet, og at mange internationalt anerkendte kunstnere, som har et professionelt publikums bevågenhed, indgår i Charts udstillinger på messens forskellige platforme.

En af sideudstillingerne var Chart Emerging, der også i år var lagt i hænderne på Helga Just Christoffersen fra Art Hub Copenhagen. Denne del af Chart præsenterede værker af unge kunstnere, vist i Festsalen og i de tilstødende kunstneratelierer. Installationer med og uden video og vægtæpper blandede sig her med begavet finsk samtidsmaleri ved Joel Slotte, der i sine motiver kæler for detaljen og lader halvdepressive, unge storbyrotter hjemsøge den store, nordiske natur.

Design på Den Frie

Chart Design i Den Frie Udstillingsbygning rummede mange originale designobjekter i krydsfeltet mellem billed- og brugskunst ved især den begavede FOS (Thomas Poulsen), repræsenteret af Etage Projects – og ved Cathrine Raben Davidsen, som i den tætpakkede og noget uoverskuelige sal med individuelle designere, viste et udvalg af rørende, antropomorfe krukker og lampeholdere i stentøjsler. Her giver hun sig selv nye udfordringer i krydsfeltet mellem maleri og design.

Kähler, der i dag ejes af Rosendahl Design Group, fejrer dette år 180 års jubilæum, og i den centrale, bageste sal var der etableret en smuk totalinstallation – en ”pride parade” med designobjekter fra den ærværdige fabriks lange historie. Et scoop af en præsentation.

Hovedudstillingen

Hovedudstillingen bød på mange fantastiske kunstoplevelser, især bemærkede man nye, sarte, rosafarvede skulpturer af Tove Storch hos Nils Stærk, humoristiske, magtkritiske og selvudleverende skulpturer og fotos af Erwin Wurm hos Bo Bjerggaard, en vidunderlig lille skulptur i træ Kvinde i bordeaux-farvet kjole af Stephan Balkenhol i det finske Galerie Forsbloms stand.

Derudover kan fremhæves spændende nye kæmpe flakoner i indfarvet beton af Nanna Abell, flankeret af stærke, maleriundersøgende billeder af nyligt afdøde Troels Wörsel hos Susanne Ottesen og Astrid Myntekærs to nyskabende hængeskulpturer, der spirallerede over nye og mystisk-dragende malerier af Birk Bjørlo hos Gether Contemporary.

Ifølge Chart selv lagde 24.500 gæster vejen forbi Charlottenborg og Den Frie, og messen var også i år et overflødighedshorn af gode kunstoplevelser, der som ovenfor nævnt blev slået ned af den ulidelige varme.

Hertil kom talks i lange baner, et ambitiøst filmprogram Blå time ved Emma Rozenzweig og Albert Grøndahl, live koncerter og meget, meget mere. I Charlottenborgs svalende gård kunne man herudover indtage mad og drikke ved en af de fem konkurrerende pavilloner, skabt af studerende ved Det kgl. Danske Kunstakademis Arkitektskole.

Overflødighedshorn

En i sandhed rig kunstweekend! De to messer supplerede hinanden fortræffeligt, men der var tale om en sådan overflod af events, værker og udstillingstiltag, at ingen nok så lidenskabelig messegæst kunne nå det hele.

I øvrigt bemærker man, at ingen af de to gallerimesser giver mulighed for at søge på en kunstner i informationsmaterialet. Man kan slå gallerierne og kunstnerne op, men forsøger man at finde frem til, hvem der repræsenterer kunstneren, må man give fortabt. Hermed en opfordring til begge messer om at eksponere kunstnerne, og ikke kun gallerierne, for de er vel egentlig de vigtigste aktører?

På en gallerimesse handler det i høj grad om køb og salg. At kunsten skifter hænder og får nye ejere, er hele essensen. Det er en økonomisk satsning for gallerierne, og pengene skulle gerne tjenes hjem. Samtidig er der nogle vigtige sidegevinster i form af et udvidet netværk til samlerne og deres kolleger i de andre stande. For kunstnerne giver en velbesøgt gallerimesse mulighed for større eksponering. Salgstallene for de enkelte messer er naturligvis en forretningshemmelighed, men på begge messer fornemmede man udbredt tilfredshed.

Flere billeder her