Udstillingen løber frem til 16. maj
Galerie MøllerWitt i Århus præsenterer værker af Signe Jaïs, Jes Wind Andersen og Rasmus Lütken. Pop blandinger fremstår som en homogen komposition, der ikke er så poppet endda.
Kunstnerfællesskab
Galleriet i Vestergade har begået en meget ensartet udstilling med tre tilsyneladende meget ens billedkunstnere. Ophængningen udgør en jævn ’blanding’, som udstillingstitlen erklærer, og bliver én stor legering af visuelle sanseindtryk.
At billedkunstnerne Signe Jaïs og Jes Wind Andersen var medstuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og at grafiker Rasmus Lütken har delt atelier med Jes Wind Andersen, undgår man ikke at bemærke. Resultatet af kunstnerfællesskabet er en behagelig tryghedsfornemmelse, som heldigvis ikke påvirker de enkelte billeders rå påvirkning. De tre kunstneres værker kommer nemlig hver især til deres ret i kraft af fornemme fortællende egenskaber.
Gamle klip i nye mønstre
Signe Jaïs’ billeder forekommer stringente, gennemarbejdede og med et klart fokus og forløb – og øjnene fortaber sig hurtigt i den konsistente collageteknik på de rå finérplader. I værker som Hjem på weekend og Sommerferie brydes de facetterede teksturer af udklip fra gamle blade fra 60’erne. Herigennem kan man uproblematisk relatere dem til popkunstens reproduktionsmotiver.
Hos undertegnede manifesterer det historistiske islæt sig dog overvejende som et fælles ukonkret minde, man automatisk selv digter videre på og tilpasser egen virkelighed. Denne med-narration formår at sætte uhæmmet ind netop på grund af de udefinerbare abstrakte mønstre, som giver plads til fordybelse – og fortabelse – i egen fantasi.
Neon neon!
Jes Wind Andersens fotoprints, der alle bærer titlen Watch the Gap kombinerer grafisk minimalisme med sløret fotografi. Enhver fortælling, man måtte finde, blokeres uophørligt – og igen må ’the gaps’ udfyldes af beskueren selv. Andersens minimalistiske aluminium-værker (med titlerne Art is Easy) trænger sig dog visuelt mere på i forhold til resten.
De fluorescerende neonfarver på metal blænder øjnene i konkurrence med sollysets indfald i det lille galleri. Andersens værker bringer erindring om den mindre kendte Op Art, hvor kunstnere som Victor Vasarely og Bridget Riley i 1950’erne og 60’erne legede med stærkt optiske (deraf navnet) virkemidler.
Det interessante er, at disse værker går fint i spænd med både Jaïs’ og Lütkens farve- og mønsterrige værker, som pludselig også ses i Op Art-perspektiv. Mønstrene hos de tre kunstnere bliver samlet set visuelt ekspressive, hvilket understreges af den strategiske ophængning.
Optisk forførelse
Rasmus Lütkens billeder toner frem med nutidige, næsten piktogram-stiliserede, populærmotiver. Hans arbejde er ikke uden grund blevet sammenlignet med David Hockney og meget rammende: tegneserien Southpark.
Som det ses i værket Pink Triptykon, opgives det genkendelige kvadratiske billedformat ofte til fordel for skæve og mere organiske rammer. I kombination med det minimalistiske grafiske indtryk og de geometriske former bevirker dette, at hans værker væves ind i de andre via fællesnævneren ’optisk forførelse’.
Det samlede indtryk forbliver et visuelt boom af homogene mønstre og farver, og udstillingen er gennemgående mere op’et end poppet. Dette er en styrke for den sanseglade beskuer, der kan lide ømme øjne og modstand i motivet.
Udstillingen løber frem til 16. maj
