Galleri-rundtur i Aarhus

Galleri-rundtur i Aarhus

Udstillingsview fra René Schmidts udstilling Objects for garden and related areas, 2016. Foto: Galerie MøllerWitt

Kunsten.nu har været en tur rundt på de aarhusianske gallerier for at tage temperaturen, nu hvor efterårssæsonen er skudt igang. Man kan blandt andet møde skulpturer, der kan gro mos på, se malerier, der er malet for maleriernes egen skyld, og støde ind i en gammel kornkværn.

Vi starter hos Galerie MøllerWitt: Rene Schmidt har fyldt gulvarealet med sine Objekter for haver og beslægtede områder. Det er 10 skulpturer støbt i henholdsvis gummigranulat og leca beton, og de rejser sig som støtter i lokalet. Schmidt er en af de kunstnere, der fastholder interesen for den klassiske skulpturs masse. Her er ikke tale om midlertidige, løse, skrøbelige skulpturelle sammensætninger, hvor grænsesætninger til det omgivende rum flyder. Hos Schmidt er fysikken altid til stede og formen som regel sluttet, men det er så blot udgangspunktet for udfordringerne af traditionen. Ofte lægger skulpturerne kant til den klassiske rensede hvidhed ved at tilføje junk-billeder på overfladerne. Denne gang er skulpturernes granulerede overflader afsættet for en form for processuel skulptur. Skulpturerne er tænkt til at stå i haver – og gå i forbindelse med de naturlige processer der. En sådan multikornet overflade med oceaner af huller og fordybninger er det ideelle miljø for mos og lav. Det er altså – som kunstneren formulerer det – “skulpturer med indbyggede muligheder for nye biotoper”.
Schmidt modellerer sine skulpturer i 3D computerprogrammer, og det ses ofte som markante trekants-facetterede overflader. I disse skulpturer er det kantede dog næsten opløst på grund af det kornede materiale, de er støbt i.

 

Malene Bach:Stack of Colours. Foto: Laura Stamer
Malene Bach:Stack of Colours. Foto: Laura Stamer

 

I baglokalet hos MøllerWitt er der en lille – men udsøgt – udstilling med Malene Bach. Hun viser blandt andet et par af sine ikoner, hvor hun med ægtempera på Ahorntræstykker går i dialog med den gamle ikon-tradition i en slags syntese med Malewich’s suprematisme. Hun viser også værkgruppen Stacks of colour, der består af farvede, rektangulære papirstykker fæstnet på finerplader med tegnestifter og fine snore. Her får det konstruktivistiske afsæt en mere midlertidig og åben karakter, der i princippet kan opløses og genopstå i nye konstellationer.  

Ted Gahl: Looks like Rain. Foto: Galleri Jacob Bjørn
Ted Gahl: Looks like Rain. Foto: Galleri Jacob Bjørn

Primitivt, gestikulerende, naivt, dekorativt
Det ekspressive maleris gangbarhed på den nordiske galleriscene er tilsyneladende uendelig, og det optræder da også i forskellige udgaver i byen.

Amerikanske Ted Gahl springer i skala på Galleri Jacob Bjørn. En lille serie af små provisoriske tegninger i det ene rum afløses af to storformats-malerier (355 cm x 406 cm) i det andet, hvor Gahl udtrykker sig henholdsvis løst og skitseagtig og som en slags colourfield-maler med store ensfarvede flader.

Værk af Michael Swaney. Foto: Charlotte Fogh Gallery
Værk af Michael Swaney. Foto: Charlotte Fogh Gallery

Michael Swaney gæster Charlotte Fogh Gallery med et farvestærk og fabulerende billedunivers, hvor stilistiske, naive figurer med klovnenæser næsten ‘forsvinder’ i myldrende, detaljerede og mønsterede overflader. Udstillingen hedder Papishio, som er et caribisk udtryk for ”nonsens”, og Swaney følger den stærke disposition, der driver mange kunstnere til at finde værdierne hinsides fornuften i det barnlige, det umiddelbare, det skæve.

Martin Frankel: Dinner, 2016. Foto: Galleri Profilen
Martin Frankel: Dinner, 2016. Foto: Galleri Profilen

Så går turen til Galleri Profilen, hvor man umiddelbart studser, når man træder ind i udstillingen Land og By med Martin Fraenkel. Jo, her er billeder, der på postmodernistisk vis sampler eller trækker på kunstnerens graffiti-baggrund. Så er man på nogenlunde sikker samtidskunst-grund. Men det mest overraskende er, at den overvejende del af udstillingen består af ‘rene’ opstillings- eller landskabsmalerier. Tilsyneladende er de ‘uden’ fortællinger eller symbolik – og bestemt uden ironi! Ekspressivt er der kun lettet lidt på speederen for at holde et fokus på mønsterdannelser på fladen. Her kan man sammenligne med Swaney. Men stort set er der malet med fart og fede pensler, og det er ‘dekorativt’ og ‘primitivt’ som Matisse for 100 år siden – bare noget mere brutalt. Hvad vi skal med denne slags malerier i dag, er jeg ikke helt sikker på, og Tal R må regnes for en akademisk maler i sammenligning. Men Fraenkel sparker eddermame til fantasien om ‘autentisk’ skaben og feberdrømmen om, at et maleri ikke har andet formål end at være et maleri.

Jette Gejl: Kværn fra H. Sønderby & Co., Tarm, egebrædder og vævet billede. Foto: Jette Gejl
Jette Gejl: Kværn fra H. Sønderby & Co., Tarm, egebrædder og vævet billede. Foto: Jette Gejl

Der er noget galt i Danmark
Udenfor kategori er også – omend på en noget anden måde – Jette Gejls udstilling Der er noget galt i Danmark på Galleri Grundstof, der tager afsæt i noget så mærkeligt som ældre landbrugsmaskiner.

I tre fotografier er en såmaskine, en tromle og en selvbinder placeret i sære scenografier med hæklede lyseduge, røde tøjstrimler eller forhæng af flettede stofstykker. Jette Gejl er opvokset i en landbofamilie, og redskaberne er fra kunstnerens fødegård, der nu – 30 år efter at hun flyttede hjemmefra – er forvandlet til en museumssamling af landbrugsmaskiner fra tiden før 1960’erne. I tilhørende tekster beretter kunstnerens far om de enkelte maskiner, mens Gejl selv fortæller historier om stofferne, hentet fra moderens store lager af stof. Moderen syede tøj til alle familiemedlemmer.

Vi er tilbage i en anden tid, og praktiske og ejermæssige beskrivelser af maskiner flyder sammen med det subjektive erindringsstof. På den måde – tænker jeg – bliver udstillingen en sørgmunter personlig landbrugshistorisk allegori over en tid, hvor der var en form for samhørighed og autonomi omkring den enkelte bedrift.

I hjørnet står en gammel kornkværn og kværner til rytmen af faderens yndlingssang, John Mogensens “Der er noget galt i Danmark” fra 1972. Det er der så sikkert – noget galt! I hvert fald er meget forandret derude på landet.

Del artiklen

'Galleri-rundtur i Aarhus'

Facebook