Marina Abramović modtager Sonningprisen

Marina Abramović modtager Sonningprisen

Marina Abramović modtager Sonningprisen 2023 for sit livslange bidrag til performancekunsten. Med prisen følger 1 million kroner. Foto: Attilio Maranzano - Courtesy of the Marina Abramović Archives.

Kroppen og blikket er omdrejningspunktet for den serbiske performancekunstner Marina Abramović, som også bliver kaldt ”the godmother of performance art”. Hun er kendt for at bruge sig selv og sin krop og for at inddrage publikum aktivt i sine værker. Nu modtager hun Sonningprisen, der bliver uddelt den 24. april 2023 i Festsalen på Københavns Universitet

Marina Abramović modtager Sonningprisen 2023 for sit livslange bidrag til performancekunsten. Med prisen følger 1 million kroner.

I fem årtier har hun produceret banebrydende og grænseoverskridende værker med sig selv i centrum. I de mest radikale værker har hun stillet sig selv betingelsesløst til rådighed for publikum, som kunne bestemme, hvordan værkerne skulle udvikle sig.

“I sit kompromisløse kunstneriske nærvær udfordrer Marina Abramović kulturelle grænser, kropslige grænser, kønslige grænser, grænser mellem kunst, kunstner og beskuer, grænsen mellem kunst og ikke-kunst. Hendes værker har dermed ikke kun gjort kunstverdenen større; for tilskueren, der drages ind i hendes kunst, bliver verden selv større.” Sådan lyder det i indstillingen fra Jesper Tang Nielsen, gæsteforsker ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

Sonningprisen er Danmarks største kulturpris. Prisen er på en million kroner og er stiftet af forfatter og redaktør C.J. Sonning (1879-1937). Efter C.J. Sonnings ønske udpeger en komité under Københavns Universitet en prismodtager, som “skønnes at have udført et fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur”. Prisen overrækkes som regel hvert andet år på Københavns Universitet – så vidt muligt på C.J. Sonnings fødselsdag, den 19. april.

Kilde: Københavns Universitet / Ritzau

Del artiklen

'Marina Abramović modtager Sonningprisen'

Facebook