Lydkunstner blandt modtagerne af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets Hæderslegat

Lydkunstner blandt modtagerne af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets Hæderslegat

Marie Koldkjær Højlund er blandt modtagerne af legatet på 750.000 kr. Foto: Kim Glud.

Et af Danmarks største legater, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets Hæderslegat, uddeles i år til fem kunstnere, der alle har sat deres præg på den danske musikscene. Årets modtagere er komponist og musiker Peter Navarro-Alonso, komponist og lydkunstner Marie Koldkjær Højlund, dirigent Thomas Søndergård, dirigent og kunstnerisk leder af Theatre of Voices Paul Hillier samt solohornist i DR Symfoniorkestret Lasse Mauritzen, der hver modtager 750.000 kr.

“Store musikalske oplevelser er helt afhængige af særligt talent i alle led – både skabelse, kunstnerisk ledelse og udøvelse – og af, at det hele arbejder perfekt sammen”, udtaler bestyrelsesmedlem og komponist Line Tjørnhøj i forbindelse med uddelingen. “Dette sætter vi i år fokus på, og hædrer derfor hele fem usædvanligt talentfulde kunstnere og hver deres blik ind i det ‘musikalske kunstværk.’”

Blandt modtagerne er komponist og lydkunstner Marie Koldkjær Højlund. Ud over sit virke som komponist og lydkunstner udgiver hun også musik under kunstnernavnet Kh Marie og har sideløbende en karriere som forsker og professor i lyd og lydstudier på Instituttet for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Marie Koldkjær Højlund tildeles hæderslegatet “for et højenergisk virke i og omkring lyd og musik. Hun er specialist i at etablere stedsspecifikke lytteoplevelser. Det være sig sansekoncerter, sansefødestuer på Regionshospitalerne i Nordjylland og Gødstrup, lydinstallationer i det offentlige rum, som huskomponist på Aarhus Teater, eller under kunstnernavnet Kh Marie, hvor hun serverer popmusik i topklasse.”

For Marie Koldkjær Højlund er konteksten – det lytterum, der skal etableres for publikum – helt afgørende, uddyber Line Tjørnhøj.

At det netop er mangfoldigheden i hendes virke, der er baggrunden for tildelingen af hæderslegatet, kommer i nogen grad bag på Marie Koldkjær Højlund: “Jeg møder tit ideen om, at man som kunstner skal gå den lige, ensomme vej mod ét bestemt mål. Min vej – eller rettere mine veje – har altid set anderledes snørklede, flersporede, kollektive og måske endda vildfarne ud. Jeg har forsøgt at handle, skabe og gøre en masse sammen med andre, fordi jeg har mærket, at det er der, jeg føler mig mest i live. Derfor blev jeg helt enormt rørt, da jeg blev ringet op med beskeden om, at det netop var bredden og mangfoldigheden i mit virke, der var grunden til, at jeg nu modtager denne pris.”

DR Koncerthuset danner torsdag den 12. oktober rammen om overrækkelsen med en særlig prisoverrækkelskoncert.

Kilde: Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

Del artiklen

'Lydkunstner blandt modtagerne af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets Hæderslegat'

Facebook