Forsvar for mørket

Forsvar for mørket

Kirstine Roepstorff: influenza. theatre of glowing darkness. Danish Pavilion at La Biennale di Venezia, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Kirstine Roepstorff har med udstillingen influenza – theatre of glowing darkness forvandlet den danske pavillon i Venedig til et sted for vegeteren og drømme. I haven får drømmene plads, mens teatret forbliver en didaktisk undertekst.

På Venedig Biennalens hovedudstilling på Arsenalet er et af årets gennemgående temaer myterne, det spirituelle, det rituelle og naturen. Det virker som en form for eftertænksomhed, en skuen indefter om der er noget, vi har glemt, og en pegen på, at der er alternativer til den kapitalistiske vækstideologi, vi efterhånden har indoptaget, som var den naturgiven og uafvendelig. Det ses både i nye værker, men også i dobbelt forstand ved, at kuratoren, Christine Macel, har valgt at se tilbage og har draget glemte kunstnere frem (ikke mindst kvindelige), der især i 1970’erne arbejdede med disse tematikker. På den måde virker det som om, den danske pavillon med Kirstine Roepstorffs bidrag rammer lige ind i tidsånden.

Kirstine Roepstorff: influenza. theatre of glowing darkness. Danish Pavilion at La Biennale di Venezia, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Inklusion af haven
Den danske pavillon består af to huse. Den oprindelige bygning fra 1932 er en nyklassicistisk bygning tegnet af Carl Brummer. Da den blev for lille, opførte man i 1960 en funktionel tilbygning i gule mursten med fladt tag, tegnet af Peter Koch.

Kirstine Roepstorffs udstilling influenza – theatre of glowing darkness falder i to separate dele:

Dels et teaterstykke, som opføres i den gamle bygning, og dels har Roepstorff åbnet hele tilbygningen op og tilført den skulpturelle elementer, så den nu præsenterer sig som en form for ruinøs, hemmelig have.

Da Danh Vo for to år siden repræsenterede Danmark valgte han blandt andet at renovere bygningen og udskifte døre og vinduesåbninger, så den oprindelige burmesiske teak igen blev synlig. Også i den kontekst er det et magtfuldt greb, når Kirstine Roepstorff i sin udgave af pavillonen har valgt at nedbryde bygningen, føre den tilbage til en form for fiktiv prætilstand. Det har hun gjort ved at fjerne døre og vinduer og lade åbningerne stå rå og blottede frem, så man ser lige ind i murværket.

Bygningen har åbnet sig mod haven, som samtidig også er vokset ind i bygningen. Hvor der før var et køligt marmorflisegulv, er der nu jord og barkflis med store betonfliser som trædesten. Undervejs er der anlagt små hvilesteder i form af betonpodier, hvor man kan slå sig ned.

Der er plantet skovjordbær, bregner, efeu og andre vækster, der breder sig hurtigt. Samtidig med at haven vokser ind i huset, er huset blevet forlænget med betonarme, der strækker sig ud i haven, hvor de korresponderer med andre af Roepstorffs geometriske betonskulpturer. I flere af dem er der ført vand op, så de dels får mørke aftegninger, dels står og drypper og forstøver vand ud i den del af haven, der kaldes Den våde have. I forening med vækster og betonelementer er hus og have omdannet til en stor skulpturel og scenisk kontemplativ installation.

Renaissance of the Night
I det første rum hænger det eneste traditionelt maleriske indslag. Et 7,5 meter langt horisontalt gobelinværk Renaissance of the Night, overvejende i blå og rosa lysende jordfarver, som trækkes frem af det grønne rum. Man kan komme helt tæt på den via en lille betonforhøjning. Går man lidt på afstand, bliver den synlig som et rumligt billede, der godt kunne få en til at tænke på Giorgio de Chiricos sceniske rum.

Kirstine Roepstorff: influenza. theatre of glowing darkness. Danish Pavilion at La Biennale di Venezia, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Gobelinen er en form for visualisering af det, den besøgende enten allerede har eller senere vil opleve i Roepstorffs teater. Vi ser en symbolsk gengivelse af spirende frø, noget der ligger i mørket og bryder frem mod lyset symboliseret ved sol og måne i et. Det er et symbolsk billede, der handler om de kosmiske forbindelser mellem jord og himmel. Hvis man vil, kan man også indlæse en feministisk dimension i og med, at jordens kerner har form som symbolske gengivelser af det kvindelige køn.

Både farve og formmæssigt kommer jeg til at tænke på østrigeren Gunta Stötzl (1897-1983), der udviklede væveskolen på Bauhaus og som i sit arbejde forenede den traditionelle (kvindelige) væveteknik med billedkunstens moderne formsprog, ligesom hun materialemæssigt også eksperimenterede med at forene traditionelle garner med syntetisk materiale. Men først og fremmest ligger billedet i tråd med Kirstine Roepstorffs egne collager, der gennem mange år har peget på det cykliske og den kosmiske dimension i menneskelivet. Gobelinen er vævet på et lille fransk væveri, der har specialiseret sig i at væve kunstneriske værker, Atelier 3 Les Lissiers.

Gobelinens placering i rummet som det eneste “kunstige” indslag giver den et næsten sakralt eller rituelt præg. Som et slags alter, nogen har glemt eller gemt inde i hemmelige have. I det hele taget er oplevelsen af både den indre og den ydre have som at komme til et sted, nogen har glemt. En mytisk lomme i tiden, hvor naturen har taget over. Hvordan denne nyplantning vil holde sig biennalen ud er et andet spørgsmål.

Kirstine Roepstorff: influenza. theatre of glowing darkness. Danish Pavilion at La Biennale di Venezia, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Influenza
Den anden del af Kirstine Roepstorffs værk er som nævnt en teaterforestilling, der finder sted i Brummers bygning. Også her har Kirstine Roepstorff ændret på bygningens strenge, (maskuline) klassiske stil ved at lade frodig beplantning sprede sig på begge sider af indgangen, som der vises flere veje i form af niveauforskudte fliser til. For at se, eller rettere opleve, det skal man have en billet og ankomme præcist til det angivne tidspunkt. Ingen kommer ind eller (i princippet) ud under forestillingen. Man sluses ind i et aflangt mørkt rum med smalle, hårde bænke.

Dørene lukkes og langsomt forsvinder lyset. Så sidder man der i mørket. Det første, der slår mig, er, hvor meget lys man har inde i hovedet. Hvor svært det egentlig er at opleve mørke. Det er som om, man har et langt efterlys.

Tre stemmer
Normalt vil et scenetæppe gå op til en forestilling i lys. Men her er der i begyndelsen bare mørket. Indtil tre kvindestemmer, kaldet Dark River, Midwife og Seed, begynder at tale. Floden er den mørke, dæmoniske stemme (” To reform yourself you have to die”), frøet den lyse, utålmodige (”Turn on the light”), mens fødselshjælperen har den bløde, medierende røst. Nu udspiller der sig en lang samtale mellem de tre positioner, hvor fødselshjælperen slutteligt får frøet til at indse, at før det kan strække sig mod lyset og spire, har det brug for det frugtbare mørke til at modnes i. Lyset giver ikke mening, før man har taget i mod mørket:

”Everything has a rhythm, but we forgot. We are this rhythm. We die into darkness and within the darkness we die into light. So transformation, regeneration, new birth can happen. In accessing this darkness we are guided from form to emptiness back into life.” Pointen er, at vi i vores dyrkelse af lyset er blevet smittet med en influenza: “A virus of inner distance, that has become so normal, that we don’t even sense it anymore.”

Ordet influeza, som første gang bruges om en uforklarlig epidemi i 1743, er sjovt nok et italiensk låneord, afledt det fra middelalderlatinske influentia. Ordet betyder indflydelse og peger på, at man troede epidemierne optrådte under indflydelse af stjernerne.

Kirstine Roepstorff har før arbejdet med det forsvindende eller med grænsen mellem det synlige og det usynlige. F.eks. i installationen The world does not exist (2001) skabt til Esbjerg Kunstmuseum – ved første øjekast et helt hvidt og tomt rum, som først rigtigt kom til syne efter lidt tilvænning til lyset og afslørede et helt inventar tegnet op ved hjælp af tynd hvid tråd.

Også det billedløse tale-teatret har hun arbejdet med før – i 2008 på U-TURN (Kvadriennale for Samtidskunst) viste hun Stille Teater, hvor billedsiden var en abstrakt komposition af glimtvise lys og spejlinger, mens talen var en form for balanceøvelse mellem to mandsstemmer, karaktererne Ingenting og Alting, og som jeg husker det, kunne man også tale om en tredje stemme i form af en fløjte, der snoede sig ud og ind mellem de to positioner.

Det glødende mørke
I Venedig sidder man heller ikke i mørke hele tiden. Smukke, farvede lys dukker op og forsvinder for vores øjne, og på et tidspunkt har man fornemmelsen af konkret at bevæge sig opad, mens man til andre tider føler sig hensat til Yayoi Kusamas installation på Louisiana, Gleaming Lights of the Souls, et mørkt spejlbeklædt rum med svævende, farvede bobler, man står indhyllet i.

Kirstine Roepstorff: influenza. theatre of glowing darkness. Danish Pavilion at La Biennale di Venezia, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Hvordan Roepstorff har komponeret denne scenografi kan man af gode grunde ikke se, men jeg gætter på, at der er en større installation af spejle og kørende robotter gemt i mørket. Det er berørende, smukt og poetisk i sin komplekse enkelhed. Og fantastisk svært at beskrive bagefter, hvad der i sig selv er en pointe.

Manglende dramaturgi
Det kan man desværre ikke sige om den 32 minutter lange talestykke, som fatalt savner dramaturgisk forløb. Hvis man taler om tekst og litteratur – og det må man jo gøre, når en billedkunstner vælger at bruge tekst som et kunstnerisk materiale – så er denne tale ren undertekst. Den fortæller dig, hvad du skal føle og forstå, og det gør den igen og igen. For at tydeliggøre det, eller måske gøre det konkret, kommer der en lang, ”personlig” beretning fra fødselshjælperen om, hvordan hun mistede hele sin familie og først fandt ud af at være hel igen, da hun omfavnede mørket: ” What I really lost was my fear. I went through death, and I didn’t die. I didn’t see it then, because I was blinded in my light. Come dear seed, we need to stay here for a little while in darkness.”

Kunstnerens intention er vel, at jeg, som lytter, skal blive grebet og mærke, at jeg ikke skal være bange for at tage springet væk fra den evige søgen efter hurtige svar og ind i et rum, hvori ingenting er givent.

Når det ikke fungerer, er det fordi jeg ikke får lov at mærke noget selv, men bliver fortalt, hvad jeg skal føle.

Det er hverken overraskende eller kunstnerisk spændstigt. Jeg undrer mig over, hvorfor Roepstorff ikke har allieret sig med en forfatter og en dramaturg, der kunne have skabt en tekst, der for alvor fik mig til at sanse, hvad vores på alle måder lysfikserede tid betyder for vores. Alternativt kunne hun have taget det benhårde valg og simpelthen ladet mig sidde i det tavse mørke. For hører stilheden ikke også til her?

Roepstorffs værk understreger, at den skabende proces begynder i mørket, og at der er brug for, at vi giver plads til den form for vegeterende eftertænksomhed. At det indre mørke skal have lov at forblive et safe space. Det er en vigtig pointe og på sin vis en radikal feministisk kritik i en tid, der synes som besat af motivgranskning og transparens.

Kirstine Roepstorff er en modig kunstner, der hele tiden afsøger nye udtryk. Og jeg synes, hun med sit radikale indgreb i de to bygningers stramme og stilrene arkitektur virkelig vover pelsen og lykkes med det. Det gør hun også med sin delikate billedside, der glimtvis etablerer fornemmelsen af glødende mørke. Men teksten larmer med sin belærende kværnen.

Læs vores interview med Kirstine Roepstorff om udstillingen her

Til udstillingen hører også en lille katalogfolder med tekster af Roepstorffs sparringspartnere, det såkaldte konsortium: Angela Rosenberg, Sepaka Angiama, Solvej Helweg Ovesen og Ute Meta Bauer. Trykt med hvidt og gråt på sort.

Kommentarer

Del artiklen

'Forsvar for mørket'

Facebook