Stikker man hovedet ind i boghandelen på Malmö Centralen, kan man hurtigt spotte, hvad der ligger øverst på top-ti: Greta Thunbergs No One Is Too Small to Make a Difference, sälvklart.

Og hvis man begynder at overveje, hvad der gør Thunberg til noget særligt, så betyder hendes radikalitet en hel del. At hun så ovenikøbet er et barn, der udviser en ansvarlighed, som størstedelen af verdens befolkning ikke evner, eller blindt underkender, gør blot handlingerne og hendes indignerede ord endnu mere rammende, endnu mere mobiliserende.

Udfordring af det binære

På samme måde er der en reel fare for, at man i kunstens afskærmede og til tider selvtilstrækkelige institutioner ender med at forholde sig meget abstrakt og indirekte til verdens tilstand. Altså, at en udstilling, der egentlig vil adressere en meget konkret tilstand i vores globale samtid, ender med at argumentere for en “gen-forhandling af vores sanselige relation til naturen”.

Nu ved jeg godt, at Greta Thunberg ikke er kurator, men hvad ville hun egentlig få ud af den aktuelle udstilling i Malmö, der præsenterer værker af 12, primært svenske, men også internationale kunstnere?

Vi møder foto-, videoværker og -installationer, skulptur og performance, der ifølge museet

“udfordrer binære opdelinger mellem krop og sjæl, natur og kultur, menneske og dyr, og rationalitet og sensualitet.
Her tilnærmer vi os intelligens, subjektivitet og følelsesliv, både inden for og uden for det menneskelige, i et forsøg på at genoprette kontakten med naturen, der omgiver os og samtidig udgør vores eget indre. Sensing Nature from Within er inspireret af både nye og urgamle indsigter om liv og materie og afspejler en søgen efter en ny etik.”

Vi skal altså forstå og forbinde os med naturen på ny via det sanselige og gentænke vores værdier og livsform. En form for kritisk antropomorfisme, benævnes dette i videnskaben.

1:1 sammenstillinger

En lang række af værkerne forholder sig kunstnerisk til naturen som noget, der kan genkendes eller findes i den menneskelige eksistens:

Electroacoustic aspects of human and plant af Christine Ödlund, der præsenterer grafer og elektromagnetiske undersøgelser af plantelivets mulige kommunikation og intelligens. Skulpturelle studier af metaler og mineraler, der peger tilbage til livets oprindelse på jorden i Hanna Ljunghs Curiosity Cabinets.

Hilde Skancke Pedersens videoværk EANA, der med reference til samernes symbiotiske relation til det omgivende landskab, fremstiller kroppen som respirerende og såret landskab.

Og humoren får frit løb i videoinstallationen Ziggy and the Starfish af koreanske Anne Duk Hee Jordan, hvor lummer soulmusik sættes sammen med videosekvenser fra seksualdrifterne hos vores undervands-slægtninge.

Disse naturstudier har en ret enkel tænkning bag sig, og det er svært at få nogen dyb, ikke-binær og forandringssskabende erkendelse ud af værkerne, vi ikke allerede besad.

Kønsstereotyper i krisetider

Apropos binære tankesæt, så synes flere af værkerne også at hænge fast i en forestilling om kvinden som en privilligeret repræsentant og medium for kræfter indlejret i naturens dyb (som Moder Jord).

Dette er udtalt i de fotografiske værker af Tuija Lindström, The Women at Bull’s Lake (1991) og særligt i performanceværket Monstra af Elisabete Finger & Manuela Eichner, der desværre kun kan opleves den 8. februar, men som ifølge programmet udfordrer idéen om “passende kvindelig opførsel” og udspiller sig som et ritual for fem kvinder og planter med reference til tidligere tiders dæmonisering  af kvindens forbindelser til naturens kræfter (bl.a. hekseafbrændinger).

Med kunstnernes ord: “Samtlige koreografiske blokke rummer en fælles udtalelse, men hver plante-person har samtidig sin egenart, og med hvert nyt snit omformes en ikke-totalitet: en kollage, et fællesskab, et økosystem, et MONSTER.”

For et nutidigt publikum, kan det virke lidt absurd at skulle angribe en global krise og tilstand, som kræver kollektiv nytænkning, handling og forandring, ud fra så outdatede, statiske og stereotype idéer om køn. Come on!?

Et opgør med det kolonialistiske læringssystem

De to værker, der rent faktisk sætter sig i bevidstheden, er også de mest tidskrævende.

Det drejer sig om britiske The Otolith Group’s (Anjalika Sagar og Kodwo Eshun) 90 minutter lange (!!!) dokumentar-videoværk O Horizon. Værket skildrer en holistisk lærings-institution nær Calcutta, der er baseret på en kunstner, tænker og filosof, Rabindranath Tagore (1861-1941) og hans ikke-kolonialiserede læringsmodeller, som inkluderer meget andet end det analytiske intellekt.

Institutionen manifesterer en form for konstruktiv antropocentrisme, hvor mennesket via en anden form for læring og forståelse kan være med til at ændre klimatiske tilstande positivt (terra-morfing).

Tagores økosofiske lære cirkulerer om mennesket som sanseligt væsen, og lig den tyske Bauhaus-tradition indskrives mennesket i en stor funtionalistisk enhedstænkning, hvor arkitekturen, musikken, digtningen og dansen er veje ind i tænkningens inderste logikker.

Værket er for langt, rummet er for koldt, lydkvaliteten svinger, men selvom Tagores tænkning er gammel, slår det nogle radikale toner an, som vi rent faktisk kan tænke videre med, og så rummer optagelserne nogle helt utrolige musikalske sekvenser, der sætter menneskets grundlæggende musikalitet (i bred forstand) i et nært forhold til naturens rytmer.

Dyb relation handler om værdi

Et andet mindeværdigt værk er Ursula Biemann og Paulo Tavares’ 38 minutter lange, to-kanals videoværk, Forest Law (2018), der via interviews med indfødte i Amazonas (Sarayaku, nær Ecuador) fører os ind i deres holistiske tænkning og deres forståelse af naturen som et subjekt, hvilket vender op og ned på forståelsen af resurser, værdi og rettigheder. En forståelse, der resulterede i et retsligt opgør om retten til territoriet, som Sarayaku-folket vandt.

Værket understreger effektivt, at vores værdisæt er i konflikt med et harmonisk forhold til naturen, og at vi er nødt til at omstrukturere på nogle meget dybe planer, hvis vi skal ændre det forhold radikalt. Samtidig er det spørgsmål og bevægelser, som klimaproblematikken nu har startet, og hvor nye værdier som tid, kollektive livsformer, bæredygtighed begynder at vinde indpas.

Se bare denne sekvens fra Forest Law

Dette værk ville få Greta Thunberg op at stå, da det insisterende og indigneret formidler det store spørgsmål om, hvad der kan få os til at skifte kurs? Hvad er det for en erkendelse, værdiforståelse eller ny etik, der skal til? Sensing Nature from Within citerer meget passende Joanna Macy, der er aktivist, forfatter og dybde-økololog:

“Det mest bemærkelsesværdige ved dette historiske øjeblik er ikke, at vi er i gang med at ødelægge vores verden – det har vi faktisk været i gang med længe. Det er, at vi er begyndt at vågne op, som fra en tusindårig søvn, til en helt ny relation til verden, os selv og hinanden.”

Måske er der faktisk håb – for os alle!?