Hvor er du, Danh?

Hvor er du, Danh?

Dørklokke, uden for katalog, uden for Danh Vo´s lejlighed. (Foto: Gurli Sørensen)

Billedserie

Biennale

The 6th Berlin Biennale for Contemporary Art / What is waiting out there

11 jun 2010 8 aug 2010

Danh Vo

Danh Vo er udstillingsaktuel herhjemme på Statens Museum for Kunst fra den 20. november 2010.

Dansk-vietnamesiske Danh Vo sætter værkbegrebet på spidsen og udstiller sin private lejlighed i Kreuzberg under Berlin Biennalen. Vores udsendte prøver kræfter med kunsten og troværdigheden og koger en historie sammen i Vo´s køkken.

Vi har ikke rigtigt nogen aftale med Danh Vo om at mødes i hans lejlighed i Kreuzberg. Flere e-mail henvendelser har ikke givet noget resultat. Men der står i programmet, at der er et værk derude på privaten, så…hvad er hvad?

Kan man tro på historien om, at han har “skiftet fliserne på badeværelset ud”? Eller er det bare serigrafiske tryk?

11.22.1963, 2009. Menu fra den aflyste statsmiddag i The White House (Foto: Gurli Sørensen)
11.22.1963, 2009. Menu fra den aflyste statsmiddag i The White House (Foto: Gurli Sørensen)
For en journalist er en historie om en kunstner, der fortæller utrolige historier, nærmest en foræring. Ren hvidløg i wokken.

Hvorfor ikke lige kigge indenfor hos en kunstner, der er flygtet til Danmark fra Vietnam, og nu selv nærmest er flygtet fra Danmark til Berlin? Måske man selv kunne spille lidt med her?

Blod og badeværelser
U-banen er fremme. Det lille gule legetøjsagtige tog i Berlins Kunst-Tivoli smider os af. Stationen hedder Kottbusser Tor, det lyder sådan lidt…nørde-agtigt tænker jeg, det må sgu passe meget godt til en af den moderne kunsts ypperstepræster at bo “lige ved Kottbusser Tor station.”

Det pis-regner, men spændingen er optimistisk. Vi er blevet lovet en historie om blod og badeværelser, og så tilmed i privaten, med mulighed for at se…tjah, hvad ved man på forhånd, men det lugter ligesom lidt af privat-liv og selvudstillelse, på den ret så kunstneriske måde.

Fund og erindringer
Dvs. det, der i samtidens kunst-tone går som “sammenstilling af den private og offentlige sfære” med et stænk af “spørgsmålet omkring identitets-dannelse” og “kontemplativ rekursivitet”. Eller, som det hedder i Statens Museum for Kunsts præsentation af ham:

“Den vietnamesisk-danske kunstner Danh Vo (f. 1975) arbejder med komplicerede skulpturelle situationer. Hans værker tager ofte afsæt i hans egen biografi og med fundne objekter og andet materiale rekonstruerer han på én gang personlige erindringer og historiske begivenheder med vidtrækkende, politisk og kulturel betydning.”

Det er jo ikke kunst, Danh!
Det er klart, at Danh har forberedt en rigtig stinker forud for mit og fotografens besøg i Kreuzberg: Han har tilsyneladne hængt nøglerne til sin sidste score-tur med luxus-limousinen op i køkkenet, og stillet et gammelt askebæger frem, selv om jeg forlængst har fortalt alle, at jeg definitivt er holdt op med at ryge.

Det er, som om han spændt venter på, hvornår jeg udbryder: Åh nej, netop disse tre tændstikker i askebægeret er jo IKKE kunst, Danh, må jeg stange tænder med én af dem?

Men den slags må man naturligvis ikke, med mindre man bare gør det. Sådan er det med samtidskunsten.

Askebæger, vist nok uden for katalog. (Foto: Gurli Sørensen)
Askebæger, vist nok uden for katalog. (Foto: Gurli Sørensen)
Serigrafiske tryk på badeværelsesfliser m.v. (Foto: Gurli Sørensen)
Serigrafiske tryk på badeværelsesfliser m.v. (Foto: Gurli Sørensen)

Mangel på modtræk
Alting i lejlgheden er “et sakralt betragtningsobjekt”, og i stedet for at fortabe sig i et muligt spirituelt indhold omkring en række flasker, bliver vi resolut sendt ud på badeværelset. Danh kalder det ‘badeværelse’, men det ligner mere et almideligt bombet lokum, med en udbrændt, utilsluttet vaskemaskine.

Inden jeg når at sætte mig på tønden og trykke den af, som modvægt til de lettere fesne lyserøde blomstertryk på fliserne, fremtoner Danh´s statements: Det drejer sig om blomster, fra en botaniker, der har været taget til fange af nogle tibetanske munke og som blev SLÅET IHJEL!

-Slået ihjel af tibetanske munke?, udbryder jeg målløs, og famler efter dør-håndtaget.

-Kunst for lortets egen skyld? mumler jeg for mig selv.

-Sove-værelset? Jeg spørger og tager i døren i ét, selvsikkert træk, men den er låst.

“Han sover ikke her under Biennalen”, kommer det lidt tørt fra en kustode henne i hjørnet, hvor jeg nu får øje på Danh´s skakbræt. Vist nok uden for katalog, men måske vi kunne spille lidt? Jeg tromler kongebonden to felter frem, og afventer et smart modtræk, men heller ikke her har kunsten et modtræk.

Danh Vo: Japanske, ottekantede Imari tallerkener i 12 dele. General Lyman L. Lemnitzer collection. (Foto: Gurli Sørensen)
Danh Vo: Japanske, ottekantede Imari tallerkener i 12 dele. General Lyman L. Lemnitzer collection. (Foto: Gurli Sørensen)
Kunst med fjernbetjening
Danh er sandsynligvis travlt optaget af et kunstnerisk projekt et helt andet sted, og der er jo konstant nye projekter at sætte i verden for en kunstner, der oprindeligt slog igennem i offentligheden med effekter fra sin afdøde mormors lejlighed.

Men ok. En del af kunsten kører selvføgeligt af sig selv. Som fugtighedsmåleren, der skriver på sit efterhånden sjette stykke grønne kurvepapir.

Jeg prøver at lokke nogle intime detaljer om Danh ud af kustoden, om Danh kommer hjem i lejligheden om aftenen og sover, men han er temmelig tavs, og viser ikke tegn på respekt overfor mit meget store røde internationale pressekort.

Det er her, det hele ligesom bliver alt for meget eller alt for lidt, som om Dahn er flygtet ind i sin egen verden, lige midt i offentligheds-zonen i hans egen lejlighed.

Taget på fersk gerning!
Fotografen er i køkkenet, jeg går ud for redde hende med ud i den virkelige verden, og så sker det: Lige for øjnene af os.

En dansk kunstner er på besøg. Fotografen skyder løs, kunstneren går helt målbevidst efter nøglerne til kærligheds-limousinen, i et kort øjeblik ser vi et tyveri for os, men nej: Der er tale om en subversiv intervention! Undergravende virksomhed mod kunstneres værk!

For øjnene af vores fotograf foretager en anonym dansk-talende kunstner en subversiv intervention i Danh Vo´s værk Love Mobile, 2009.
For øjnene af vores fotograf foretager en anonym dansk-talende kunstner en subversiv intervention i Danh Vo´s værk Love Mobile, 2009.
Love Mobile, 2009. Sådan ser ophængningen ud efter intervention! (Foto: Gurli Sørensen)
Love Mobile, 2009. Sådan ser ophængningen ud efter intervention! (Foto: Gurli Sørensen)

Kunstneren flytter rundt på et af ophængene, det er nu sikkert og vist: Han har lavet om på værket! Det er opsigtsvækkende, men er det her overhovedet ægte undergravende kunst? Eller er der tale om aftalt spil?

Svaret får jeg nok aldrig. Danh er antageligt på vej til fjern-kina (et vedholdene rygte her i Berlin) på jagt efter en bengalsk tiger, der holdes som kæledyr af en meget isoleret stamme oppe i bjergene.

04.14.1975, 2007 (tegninger af Ronald Reagan. Foto: Gurli Sørensen)
04.14.1975, 2007 (tegninger af Ronald Reagan. Foto: Gurli Sørensen)

Tvivlen træder ind
Jeg er stadigt alvorligt i tvivl om, hvorvidt vi har mødt Danh Vo eller hans værk. Eller os selv. Jeg føler mig nærmest som en ekstrablads-journalist, der har fået en uskyldig museums-gæst til at trykke på knappen til blenderen.

Sådan træder vi igen ud i verden i Kreuzberg, og selv naboen i opgangen ved siden af virker lidt mere autentisk kunstnerisk end før:

På vej ind lignede han bare en træt, gammel alkoholiseret spillemand, men nu ses det: Han sidder og komponerer, og skriver noder ned, mens regnen trommer blidt i det evigt kreative Kreuzberg. Fiktion eller ej, lortet syntes at virke.

Vi ville gerne efterfølgende have fulgt op på nogle af de uafklarede spørgsmål omkring oplevelserne i Danh Vo´s lejlighed, men foreløbig har kunstneren stadigt ikke svaret på vores e-mail.

Var det bare løgn, Danh?
Sidst vi var forbi lejligheden var alt på sin plads igen:

Kustoden sad i køkkenet. Nøglen var på plads, Skakbrikken rykket tilbage til udgangspunktet. Vi mailer og spørger, om vi har misforstået det hele?

Sover Danh der alligvel om natten, sniger sig ind i sit eget hjem efter lukketid? Hvorfor skulle der ellers være så mystisk aflåst til det soveværelse? Er vi blevet fyldt med løgn?

Biennalen lukkede i søndags. Danh kan komme hjem igen, og andre “derhjemme” kan opleve ham på Statens Museum for Kunst den 20. november.

Danh Vo er født i 1975 i Vietnam og opvokset i Danmark. Han har studeret på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og på Städelschule i Frankfurt. Han bor og arbejder primært i Berlin og har adskillige udstillinger bag sig herhjemme og i udlandet.

Billedserie

Biennale

The 6th Berlin Biennale for Contemporary Art / What is waiting out there

11 jun 2010 8 aug 2010

Danh Vo

Danh Vo er udstillingsaktuel herhjemme på Statens Museum for Kunst fra den 20. november 2010.

Del artiklen

'Hvor er du, Danh?'

Facebook