Hjertestop og Brugte Biler

‘Used Cars’, gløder en serie af 10 små neonskilte af den britiske kunstner Jonathan Monk hos Galleri Nicolai Wallner.

De Grønne, Røde,Gule og lyserøde neonskilte hænger sirligt på væggen og venter på mening. Udfra et udleveret ark kan man lære, at neonskiltene er prissat efter annoncer på10 brugte biler fundet i danske medier. Så kan man vælge: Neonskilt eller brugtbil?

Et andet uddelt papir foreslår, at værket “kløgtigt refererer til vores begreber angående kunstens status, udseende og markedsværdi.”

Begrebsreferencer – OK. Kløgtigt – ikke rigtigt.

Væk på 60 sekunder
Væggen overfor neonskiltene er besat af et andet værk, der hiver hånden tilhagen, rynker brynene og tænder en trodsig undren.

En serie af seks cirkulære lærreder hænger på væggen. Deer hængt med sirlig afstand, og de er godt belyst. Motivet er en krans afprikker i forskellige farver, leveret med spraydåse. Psst, psst, psst. Ét trykad gangen, hele vejen rundt i kanten af det hvide lærred.

Da jeg senere udspørger Monk forklarer han, at hensigtenvar at lave et maleri på et minut og gøre det minut synligt. Han fortæller også,at det kan ses som et svar på en generel kritik, særligt han har fået, om atkonceptuel samtidskunst har for lidt materiel substans. Et svar, der næppe kanses som andet end en provokation.

Nostalgisk hjertestop
Når man bevæger sig videre ned langs væggen med de cirkulære lærreder, når manudstillingens sidste rum. Man drejer om hjørnet og bliver skudt lige i hjertet.Ramt af et ellers endnu mere simpelt og konceptuelt avantgarde-værk end deandre, der lige er fløjet forbi:

To sæt af to ‘bedstefar ure’ er stillet lige overforhinanden. Færdig!

Simpelt, måske, men uden tvivl mægtigt. Urene tikker tålmodigtude af takt med hinanden, mens deres gamle trækroppe resolut hviler på gulvet,ligesom Mormor og Morfar plejede at gøre i deres svulstige lænestole understukloftet på Frederiksberg.

Ét uendeligt let sekund efter et andet klæberyderligere et lag af tid til materien. En time ad gangen står vi her og serhinanden; taler ude af takt, mens huden slår revner og skelettet smuldrer og øjnenelangsomt fordamper. Tik-ik Tak-ak – Ude af takt, men sammen. Fantastik.

Væggene i dette sidste rum er beklædt med verdenskort syetaf henholdsvis arbejdstøj, lædertøj og stoflommetørklæder.Taktile materialer med historiske referencer der bidrager til at højnenostalgien i dette magiske rum.

Tvedelt
Den ene del af udstillingen fremtræder som en kommentar til samtidskunstens tvivlsomme produktionsforhold ogden anden som et hvirvlende ormehul gennem fænomenet ‘levet tid’.

Monks taktile undersøgelser af historiens knasen ogkroppenes gang gennem årene rammer plet. De konceptuelle snapshotkommentarertil samtidskunstens plads mellem forbrugsvare og mesterværk falder derimod tiljorden.

Når det er sagt, bidrager sammensstillingen af de toudstillinger også til at give en fornemmelse afMonks forskellige kvaliteter både som kommentator, provokatør og følsomnostalgiker.