Chris Johanson og de ‘selviske’ refleksioner

”Mine værker kan være virkelig kritiske, men jeg kan godt lide at være kritisk.” Chris Johanson taler, mens han bevæger sig mellem blå, lilla og grønt malede plader af genbrugstræ. Dele, der på sigt skal udgøre en installation, som skal udstilles senere på året i New York.

”Jeg vil egentlig bare gerne vise, hvordan jeg ser verden gennem min kunst. Og som jeg ser det, er menneskene det værste, der er sket for planeten.”

Det er hverken den kommende udstilling eller den aktuelle Infused Paper på Galleri Nicolai Wallner i København, der optager Johanson i øjeblikket. Han er startet i et større perspektiv.

Vi er i den 48-årige malers studie i Lincoln Heights i det østlige Los Angeles. Vores møde er planlagt for at tale om hans arbejde med tegninger, men som for mange amerikanere er det et helt andet emne, der insisterende fylder den kølige luft i rummet: Hvad er det for en verden, vi lever i, i dag. Trumps verden.

”Det værste ved den menneskelige race er kommet til udtryk med valget af Trump. Men det er kommunikationen, der er det store problem. Eller rettere det er ét af de mange kulturelle problemer, der er i USA i dag. Flere og flere har ikke midlerne til at være kritiske tænkere, fordi uddannelsessystemet er fuldstændigt kørt i sænk og på randen til at bryde sammen. Det er et problem, som vi skal tale om, og som skal udtrykkes.”

Samfundsengagement
Chris Johanson er en af de vigtige amerikanske samtidsmalere. Og det var præcise politiske refleksioner, der medvirkede til hans gennembrud i 2002, da han viste installationen This is a picture about a place we live in called earth that is inside of this place we call space på Whitney Biennalen i New York. Siden har han haft soloudstillinger på bl.a. LA MOCA i Los Angeles og Malmø Kunsthal og gruppeudstillinger på P.S. 1 i New York, SF MOMA i San Francisco, Museum of Comtemporary Art i Chicago og Louisiana.

”Det samfund, jeg lever i, har altid optaget mig, men specielt for et par år siden begyndte jeg at tænke, at det ikke gav mening for mig, hvordan det politiske system virker, den politiske situation, klassificeringen og det tankeløse misbrug af kapitalisme. Det er nok det, som har gjort, at politik fylder mere for mig i dag end tidligere.”

Med udspring i San Franciscos late new age-miljø i 1990’erne, sin autodidakte baggrund og ofte humoristiske og tegneserielignende tilgang, har Chris Johanson de sidste tre årtier kommenteret samfundet, som han ser det.

I sit kunstneriske univers kredser han om de nære ting i hans hverdag: Livet i Los Angeles, de steder han opholder sig, og hvad han ser. Hans hovedgreb er maleri i stærke farver til tider med påskrevet budskabet af ofte politisk karakter samt malede træinstallationer af genbrugstræ. Værker, han i praksis bruger som redskab til at forstå sin plads i verden.

”Verden er på mange måder blevet fordrejet. Det hele handler i dag om penge. Derfor er det vigtigt for mig at vise, at man sagtens bare kan lave kunst, og at man ikke behøver at tjene masser af penge for at have et godt liv. Der er større mening med livet end penge, og der tror jeg på, at kunst kan gøre noget godt.”

”Selviske” samfundsrefleksioner
Hos Nicolai Wallner får vi lige nu præsenteret en række af Chris Johansons tegninger under titlen Infused paper. Temaet for udstilling ligger i undersøgelsen af forholdet mellem kunstneren, tegningen, arbejdet, rummet og beskueren. Ligger ansvaret for magien i tegningen ikke ligeså meget i elementerne omkring værket som hos kunstneren? Det mener Johanson. Som han udtrykker det i præsentationen af udstillingen:

”… I alone do not make this work. It is done within time, space, randomness and the elements that I participate with to make this magic.”

Går man fra magien omkring tegningerne til magien på tegningerne, kan udstilling også tematisk betragtes som Johansons verdensopfattelse, der udtrykkes i bittersøde refleksioner over menneskelig interaktion og menneskets fremtid. Refleksioner, der ofte omhandler, hvordan menneskene tager plads i verden, og som opstår i kunstnerens møde med sine egne tanker, forklarer han:

”Jeg prøver egentlig at lave fredfyldt kunst. Eller noget, som leder folk i den rigtige retning. Men min kunst er i virkeligheden meget selvisk. Det er jo altid bare mig og mine tanker, jeg viser. Det i sig selv er meget selvoptaget. Selvisk ekspressionisme kalder jeg det – det er den slags kunst, jeg laver – det er det, jeg eksisterer i.”

–Som beskuer kan man godt læse det, som om du har et demokratisk projekt, hvor du gerne vil have dine budskaber ud?

”Det har jeg ikke. Det ville være for selvoptaget. Jeg laver, hvad jeg laver og føler mig heldig over at have nogle meget gode oplevelser med at kommunikere gennem min kunst. Jeg går selvfølgelig op i, at min kunst betyder noget – men bare ikke alt for meget. Jeg går op i miljøet og at mennesker har det godt, men jeg prøver ikke at trække noget ned over nogen.”

Derfor er det også afgørende for Johanson, at hans værker er åbne for forskellige tolkninger:

”Der er ikke nogen fejltolkning af mine værker, for alle værkerne er open-ended. Jeg kommer bare indholdet ud i verden, så folk måske kan reflektere over det. Nogle gange er der små spor af min psyke og tanker; dem, der styrer min hjerne og min historie, men når alt kommer til alt, er det bare picture-making fra min hjernes perspektiv. Fortolkningen ligger hos dem, som ser min kunst.”

Kunsten som redskab
Der er nærmere tale om en kreativ ophobning for Johanson. Et karakteristikum, som kan trækkes tilbage til hans autodidakte ophav.

”At lave kunst er bare det, jeg gør. Jeg har altid gjort det. Da jeg var barn, havde jeg store indlæringsvanskeligheder, så derfor tegnede jeg i stedet. Jeg havde specielt svært ved at læse og skrive, men kunsten, mine tegninger og malerier, hjalp mig med at have kontrol over mit sind og hoved. Jeg lærte de egenskaber, jeg skulle bruge for at komme gennem tilværelsen, gennem kunst. Og sådan er det stadig.”

Værkerne bliver derfor et redskab for Johanson til at fortolke livssituationer med. Måske kan de endda også for beskueren hjælpe til at forstå vores eksistens en smule bedre.

”Det afgørende er at skabe et godt øjeblik lige dér, hvor man møder min kunst. Jeg vil gerne have hele min fortælling med, så man får det store billede. Nogle gange gør jeg en kompliceret situation endnu mere kompliceret, andre gange giver det måske bare mening. Det vigtigste for mig er, at noget eksisterer i det rum med kunsten, i det tidsrum – og i det møde.”

Og hvorfor politik altid ender i hans værker, er der en hel naturlig grund til ifølge Johanson:

”Når man tager en plads på planeten lige meget, hvad man laver så må man forholde sig til sin omverden. Jeg tror på, at det at leve er at være politisk. Man kan ikke slippe væk fra det.”