Hackerkunst vil for lidt

Hackerkunst vil for lidt

Cory Arcangel: Screen-Agers, Tall Boys, and Whales, 2011-2014. De såkaldte pool noodles er blevet udstyret med tøj, accessories og elektronik. Pressefoto.

Vis billedserie

Udstilling

All the Small Things

22 mar 2014 21 sep 2014

Cory Arcangel

HEART Herning Museum of Contemporary Art
Se kort og tider

Cory Arcangels udstilling All The Small Things på Heart er meget tidsbestemt og alligevel historieløs. Derfor fremstår idéerne som gamle, selvom maskinerne er nye.

Det sjoveste værk er to store, skinnende nye Apple-computere, der står og sender e-mails til hinanden. Cory Arcangel har sat to e-mail-konti til at sende automatiske ”ikke på kontoret”-svar til hinanden. Den ene mail-klient svarer den anden med en ”ferie”-mail, som den anden mail-klient svarer med en ny ”ferie”-mail. Kunstneren har sat maskinerne i bevægelse, og herefter arbejder de videre i en uendelighed.

Cory Arcangel: Permanent Vacation, 2008. To Apple-computere sender ”out of office”-mails til hinanden. Pressefoto.
Cory Arcangel: Permanent Vacation, 2008. To Apple-computere sender ”out of office”-mails til hinanden. Pressefoto.

Hacket eller genbrugt

All The Small Things
indeholder elektronik og software, der enten bliver hacket eller brugt som readymade. Et basketspil til Nintendo 64 er blevet omprogrammeret, og et Super Mario-spil er blevet rippet for indhold på nær små, pixellerede skyer i baggrunden. Mest interessant det dog, når elektronikken bliver brugt som readymade, altså som et stykke hverdagsmateriale, der får ny betydning som del af et kunstværk.

Puff Daddy eller P. Diddy på fladskærm med ”lake”-effekt. En del af Lakes-serien fra 2013. Pressefoto.
Puff Daddy eller P. Diddy på fladskærm med ”lake”-effekt. En del af Lakes-serien fra 2013. Pressefoto.
Udstillingen viser, at software og hardware er blevet en hverdagsgenstand på linje med andre hverdagsprodukter som f.eks. aviser, indkøbslister og cykelhjul.

Arcangel bygger skulpturer af swimming pool-flyderør med mp3-afspillere i Screen-Agers, han sætter et halvgammelt b&o-anlæg til at spille musik, og han optager sin browser-rundtur på sandwichkæden Subways hjemmeside.

Der er ingen særlig ”new media art”, ”digital kunst” eller ”information art” i Herning, men forskellige gamle hverdagsmaterialer, som bliver brugt på måder, der ikke var meningen.

Denne lemfældighed med kategorier og formater er befriende. Det er udstillingens bedste kort. De enkelte værker er mindre interessante, og udstillingen er hurtigt overstået. Værkerne er fastlåst i en bestemt tid, f.eks. fladskærme, som viser 1990’ernes popikoner som Puff Daddy eller P. Diddy udsat for den tidstypiske ”lake”-effekt fra Photoshop; en effekt, der får nederste del af billedet til at simulere krusninger i en vandoverflade.

Der er også en anden billedbehandlingsteknik, en såkaldt plotter, som Arcangel har sat til at tegne en serie Bill Clinton-portrætter i bedste Andy Warhol-stil eller -ånd.

Re-remediering
Rummet med plotter-serien er belagt med et orange væg-til-væg-tæppe med en stor farvecirkel fra en tidlig version af Photoshop. Gulvtæppet er en sjov slags re-remediering, hvor virkelighedens værktøj bliver til software, der igen bliver til virkelighed, denne gang som gulvtæppe vævet af Egetæpper A/S. Men det er ikke blevet et nyt værktøj, blot en genstand eller et tegn som alle andre.  

Photoshop Carpet med Super Mario Clouds-telefonbordet og Bill Clinton-serien i baggrunden. Farvecirklen var oprindeligt en del af serien Photoshop Gradient Demonstrations, 2007. Pressefoto.
Photoshop Carpet med Super Mario Clouds-telefonbordet og Bill Clinton-serien i baggrunden. Farvecirklen var oprindeligt en del af serien Photoshop Gradient Demonstrations, 2007. Pressefoto.

Gnidret i Herning

Førnævnte Super Mario Clouds er Arcangels mest kendte værk. Baggrundsskyerne har været vist i forskellige versioner, bl.a. som store projekter i et rum fyldt med sølvgrå heliumballoner. Det er mindre vildt, mindre sjovt og mere småt og gnidret på Heart, hvor Arcangel har overført skyerne til en Nintendo-emulator til mobiltelefoner. Telefonerne ligger på et udstillingsbord, hvor de ligner demonstationsmodellerne i enhver Telenor- eller 3-butik, og her kan man så se skyerne glide forbi på den lille, matte skærm.

Det er dobbelt-hacket eller dobbelt-fremmedgjort; Arcangel har først fjernet Mario og al anden grafik, og dernæst overført softwaren til et stykke hardware, hvor den ikke hører hjemme. Først hacket, dernæst emuleret eller gjort endnu mere kunstig.

Cory Arcangel: Super Mario Clouds, her på en HTC-telefon. Det oprindelige værk er fra 2002 og har været udstillet i forskellige versioner. Pressefoto.
Cory Arcangel: Super Mario Clouds, her på en HTC-telefon. Det oprindelige værk er fra 2002 og har været udstillet i forskellige versioner. Pressefoto.
En af Cory Arcangels Screen-Agers. Der skal forbløffende lidt til at få flyderør fra swimming pools til at ligne forskellige teenage-typer. Pressefoto.
En af Cory Arcangels Screen-Agers. Der skal forbløffende lidt til at få flyderør fra swimming pools til at ligne forskellige teenage-typer. Pressefoto.

Det er synd
Men dobbelt-op er ikke altid dobbelt så godt, og telefondisplay’ets lille, afpillede Mario-verden er kommet så langt væk fra det oprindelige spil, at de mere ligner software-fejl af samme type, som man går til en rigtig telebutik med. Det er synd, at man skal kende det oprindelige værk, hvis man vil have udbytte af værket.

Der er en del indforståede værker på All The Small Things. Det er i udgangspunktet helt fint, for kunstverdenen er om noget et sted, der opererer med kulturelle koder og indforståede referencer. Det er svært at klandre Arcangel for, at han refererer til sin egen ungdoms billedkultur, her spilkonsoller, popkultur og Photoshop, i stedet for klassiske kunsthistoriske koder.

Remedieret retro
Men værkerne vil eller gør meget, meget lidt. De mangler noget. Det er en lille pointe, at softwarekultur bliver finkultur, ligesom lavkultur – for længst – er trængt ind i finkulturen. Nogle værker ligner remedieret retro, ikke mindst fladskærmene med lake-effekten. De krusede billeder ligner ikke et ”tilfældigt arkiv”, som de er beskrevet i udstillingspamfletten, men en hyldest til tidligere tider, hvor digital teknologi, fotomanipulation og spilkonsoller var sjovere, mere kluntet og derfor mere uskyldig. Software er siden blevet hverdag, men på Heart er hverdagen bundet til 1990’erne.

Ingen historie
Det er frie, uforpligtende eksperimenter, der kun i få tilfælde får noget ud af at blive konverteret eller opdateret. Der ville have været mere – og måske også mere til flere – hvis Arcangel eller udstillingen som sådan havde haft tråde eller tilkendegivelser til de kunstnere, der har opereret i det her felt siden 1960’erne, f.eks. den koreansk-amerikanske kunstner Nam June Paik.

Softwarekultur
Der er frit valg på materiale-hylden, hvilket er godt. Arcangel viser, at vores software, hardware og kulturkoder er uadskillelige, hvilket også er godt. Der er stadig nogle derude, der skal oplyses. På længere sigt skal der mere til, men Arcangel er et udmærket sted at starte.

All the small things er en del af HEARTs udstillingskoncept HEARTfuture.

Kommentarer