Gallerirevy København dec 2020: Rejser i tid og rum

Gallerirevy København dec 2020: Rejser i tid og rum

Mette Vangsgaard: Drøm. 2020. Foto: Marie Kirkegaard Gallery.

Selv om nedlukningen af kulturlivet atter er en realitet, holder de københavnske gallerier fanen højt og har blændet op for en række nye udstillinger, som sørger for vores mentale overlevelse. Vi har besøgt tre sanseligt forførende udstillinger, der sender os ud på en rejse til andre tider, rum og fortællinger. Værkerne er alle analoge og er opstået af håndens arbejde med materialerne.

Det er med en sitrende forventningsglæde, at man i denne mørke tid åbner dørene ind til gallerierne. Lad os indlede med Mette Vangsgaards (f. 1968) udstilling hos Marie Kirkegaard, Frygtløs (i en drøm), hvor hun uden håndens skælven i december har skabt en række vitale, koloristisk sprudlende og overbevisende keramiske værker og tableauer foruden to store, grafiske kollager på over 2 x 2 m.

Afsættet er en kærlighedsroman, som antages at være forfattet i 1499 af den venetianske præst Francesco Colonna. Titlen Hypnerotomachia Poliphili – på dansk Polipilo’s drømte kærlighedsstrid – er en mystisk fabel, hvor hovedpersonen Polipilo, som søger efter sin elskede Polia, passerer igennem et drømmeagtigt landskab. Til slut forenes de to elskende ved hjælp af Venus’ fontæne. Under sin søgen møder han forunderlige væsener, heriblandt guder, nymfer foruden nogle sælsomme planter.

Træsnit-kollagernes rige flora og fauna fortsætter ud i gallerirummet i de rigt dekorerede, farveekspressive og keramiske skulpturer, der hænger fra loftet som originale og spektakulære pendler, hvis ikke de ”gror” på podier med botaniske dekorationer. De organisk formede pendler er fremstillet i håndblæst glas med påførte dråber af glaseret keramik.

Hele dette fantasifulde univers er tryllet frem af hånden, som styres kyndigt af Vangsgaards rigt fabulerende fantasi. Rummet er befolket med fodbolde, nymfer, blomster, monstre, der synes at vokse ud af billederne som ekkoer og transformeres til udstillingens mange taktile værker i 3-D.

I de nye værker nærmer Mette Vangsgaard sig symbolismen med dyrkelsen af en indre, drømmeagtig virkelighed. Udstillingen er et forsvar for eventyret og fantasien og for alt det, der ikke kan måles og vejes, men som ånder i naturen, som vi mennesker for længst har sluppet forbindelsen til.

Mette Vangsgaard: Frygtløs (i en drøm). Marie Kirkegaard Gallery. Til 30. januar.

Morten Schelde: Bedroom. Foto: Hans Alf. Gallery Julie Nymann.

Det hjemlige til forhandling

Morten Schelde (f. 1972) forholder sig til en anden og mere hjemlig mystik i sin nye serie af virtuose papirarbejder med intime interiører, der suppleres af en række maritime motiver. Han er vendt tilbage til farveblyanten, men er ikke længere oppe i ”det røde felt”, der tidligere var fremherskende.

Nu er han i stedet gået op i farveintensitet, og værkerne er koloristisk meget stærke. Som en krydsning mellem et syretrip og en af Gauguins gode dage på Tahiti. Ment som en absolut ros, for det er en stor sanseoplevelse at indtage Scheldes revitaliserede værker, hvor orange/blå, gul/pink og rød/turkis clasher mod hinanden.

Yderligere har han tonet papiret med tusch i forskellige monokrome farver, der giver blyantstregerne en sanselig og malerisk stoflighed. Toningen virker samtidig som et filter, der drejer det hele i en surreel retning.

Værkserien var oprindelig udstillet i en herskabslejlighed på Faaborg Museum, hvor stifteren Mads Rasmussen i sin tid boede. Den ligger i den gamle konservesgård i forbindelse med museet. Her blev de første udstillinger vist, inden museet blev indviet i 1910.

I flere af sine værker har Schelde arbejdet stedssensitivt og har taget motivisk udgangspunkt i eksempelvis stukken, de sprossede vinduer, plankegulvene og arkitekten Carl Petersens smukke vaser, som Schelde også havde i sit barndomshjem.

Også den karakteristiske Faaborgstol, der er tegnet af Kaare Klint i 1914, indgår. Titlen Oceans of Time henviser dels til seriens mange fantastiske maritime scener, hvor gamle sejlskibe stævner ud fra stuerne, dels til den tidsrejse, som Schelde sender os ud på i serien.

Morten Schelde: Ocean of Time. Udstillingsbillede. Foto: Hans Alf. Julie Nymann.

Man bemærker de genkommende passagemotiver som trappeopgange, halls, vinduer og døre, der fungerer som en art mentale gangbroer, der medierer mellem tiderne. Vi ender i en parcelhusvirkelighed, der er rundet af den nære fortid – måske inspireret af Scheldes barndom og opvækst i Birkerød, som han tidligere har arbejdet med? Øjnene græsser løs af disse rige, stoflige og meget spændende nye værker, som sprænger rum og tid.

Morten Schelde: Oceans of Time. Til 9. januar.

Fra den danske bondetid

Galleristen Christian Andersen markerer sit 10-års jubilæum med udstillingen Alkove af Rolf Nowotny (f. 1978), som hermed optræder solo for fjerde gang i galleriet. Faktisk åbnede galleriet i sin tid med en soloudstilling med Rolf Nowotny, hvis nye udstilling rummer en sælsom poesi. Værkerne fanger øjeblikkeligt opmærksomheden og sætter gang i associationerne.

Vi sendes tilbage til feudaltiden, hvor flertallet af danskerne var bønder, hvis liv afhang af jordens afgrøder og af de ofte få husdyr. Ifølge galleriet handler det om ”nationalromantisk horror”, to modsætningsfulde begreber, da nationalromantik er forbundet med biedermeier og småborgeridyl, mens horror repræsenterer det stik modsatte.

Rolf Nowotny: detalje af installationen N E S T. Foto: Jan Søndergaard.

I værket N*E*S*T (circumambulation), dvs. omskærmning af et helligt objekt, har Nowotny bygget et skelet af et bindingsværkshus, som er sat lidt ned i skala. Inde i det luftige rum hænger en række almuedragter. Med værket inviterer Nowotny os ind i en sanseligt tilgængelig fortid, hvor en stor del af tiden blev tilbragt i alkoven:

På dragternes bryststykker er der hulrum – en alkove – som påminder os om, at menneskene før elektriciteten levede en stor del af livet i mørke, og hvor de tilbragte megen tid i alkoven. I feudaltiden var hovedparten af bondestanden fæstebønder, der trællede for herremanden, og det benhårde fysiske arbejde krævede megen hvile.

På væggen hænger to enorme, kvadratiske malerier på plade med titlerne Tyrant I og II. De forestiller en rød og en grøn kommode i almuestil – igen som en påmindelse om tiden anno dazumal.

Udstillingens tredje og mest bizarre element er imidlertid skulpturen Cancker i polyurethan med en ”hud” af blomsterdekoreret epoxy, og cement, bestrøet med tørrede tidsler. Ved siden af figuren ligger nogle brudte lænker, som havde denne nøgne mandsfigur sprængt sig fri af sit fængsel?

Hans nøgne bagdel vender ud mod rummet med hængende boller og det hele. Den forvredne positur tillader ham at kigge ud mellem benene og række tunge ad hele det feudale scenarie, mens hans øjne udsender et stærkt, hvidt lys i det mørklagte gallerirum med flimrende lysstofrør, der skaber en stemning af uhygge.

Rolf Nowotny: Alkove. Udstillingsbillede. Foto: Jan Søndergaard.

Nowotnys poetiske tidsrejse påminder os blandt andet om, at vi stadig er en slags fæstebønder for vor herre. Nutidens arbejdshær bor ganske vist ikke længere i bindingsværkshuse, og når de arbejder, sker det i et stærkt, elektrisk lys, hvor nat og dag glider over i hinanden.

Deres ambitioner og begær efter materielle goder lænker dem imidlertid til arbejdet dag og nat som workaholics. Fæstebønderne levede i armod, men var dybt afhængige af fællesskabet, af familien, af slægten og af naturen. Den moderne fæstebonde er derimod en individualist. Associationerne står i kø i mødet med Nowotnys originale totalinstallation, der tager livtag med de helt store spørgsmål.

Rolf Nowotny: Alkove hos Christian Andersen Gallery. Til 16. januar.

Del artiklen

'Gallerirevy København dec 2020: Rejser i tid og rum'

Facebook