Frederik Exner: “Måske er magiens genkomst i kunsten et forsøg på at puste en ny sjæl ind i verden”

Et fuglebad i beton, hvor langnæbbede skabninger kryber rundt i en cirkel. Eller et antropomorft, afskåret hoved, iført en krone af salamandere, udstillet på en piedestal.

Kunstner Frederik Exner skaber figurative skulpturer i forskellige materialer, hvor mystiske og mytologiske skikkelser kan findes både i kamp og i omfavnelse. Figurerne er smukke og samtidig lidt uhyggelige, fordi de udvisker grænsen mellem menneske og natur.

Hvordan vil du selv beskrive de temaer og figurer du arbejder med i din kunstneriske praksis?

Mine værker er ofte tæt befolkede af forskellige hybride væsner, der både kan ligne dyr, mennesker, planter, insekter, guder, spøgelser og ting.

Jeg tænker på mine værker som en afbildning af en fiktiv mytologi; en mytologi, hvori mennesket spiller en mindre central rolle. Jeg søger ofte efter en ambivalens i mine karakterer ved – i overført betydning – at give dem både bytte- og rovdyrs karakteristika. Et væsen, der genkendes som “uhyggeligt”, kan selv fremstå sårbart eller skræmt af noget endnu mere kraftfuldt og endnu mindre menneskeligt.

Mine værker kan have arketypiske træk, men jeg prøver altid at lave nogle forskydninger og eksempelvis erstatte de forventelige protagonister med nogle mere ambivalente, for at udviske de dikotomiske grænser for, hvad der er godt og hvad der er ondt, menneskeligt og ikke-menneskeligt, kultur og natur etc.

Jeg interesserer mig måske mere for myter, kunst(-historie) og tro, end jeg interesserer mig for magi som sådan. Men magien findes i mit billedeunivers og de historier, der udspringer herfra. Den er måske bare for ordinær til overhovedet at have et navn; den er der bare.

 

Jeg synes det er interessant at tænke på, hvordan tro og magi udspringer af de mest basale behov og er tæt forbundet til det ordinære og hverdagens ritualer; eksempelvis hvordan afgrøder og madvarer som korn, majs og brød har været genstand for megen religiøs praksis. I Mayafolkets skabelsesberetning bliver menneskene eksempelvis skabt ud af hvid og gul majs efter gudernes fejlslagne forsøg med både ler og træ.

Man taler tit om en venden-tilbage-til-rødderne eller naturen, når man taler om kunst, der bevæger sig i spektret magisk eller mystisk. Hvilken rolle tror du, at det magiske og det mystiske spiller i vores samtid, og hvilken rolle spiller det for dig?

Jeg er interesseret i billedernes, troens, magiens og videnskabens oprindelse. Og jeg tror at disse fænomener har eksisteret uden de skarpt optegnede grænser, de har i dag.

Det er nok ikke tilfældigt at det så effektivt lykkedes den kristne elite at dømme tilbedelse af andre guder, praktisering af naturmedicin og videnskab som magi og hekseri under den omfattende heksejagt i Europa i den tidlig-moderne periode.

Med kristendommen blev den vestlige spiritualitet monopoliseret af en institution, der var mere optaget af efterlivet end af denne jords mange undere. Sjælen blev suget ud af verden og placeret i himlen.

Det blev betragtet som primitivt at tro, at naturen kunne svare igen, hvis man gjorde den skade. Det har klima- og biodiversitetskrisen gjort til skamme. Måske er magiens genkomst i kunsten et forsøg på at puste en ny sjæl ind i verden.

Jeg tror dog ikke det handler om at vende tilbage til noget, der engang var. Historien går altid fremad og er fuld af forandringer.

Natur- og kultur er to uadskillige begreber, og drømmen om at genfinde en urørt natur er en ret besværlig størrelse, der fx har retfærdiggjort fordrivelsen af mange oprindelige folk fra deres bosteder for at skabe naturkonservater og nationalparker; de samme oprindelige folk, som diverse naturstyrelser så småt begynder at inddrage og rådføre med i deres naturbevarelsesprogammer. Inden for de sidste ti år er floder i bl.a. New Zealand, Indien, Canada Syd- og Nordamerika er blevet tildelt personrettigheder, med juridisk ret til at eksistere. Måske ender det modernistiske antropocentriske verdensbillede med at være et ganske kort kapitel i menneskets historie, hvem ved?

Synes du kunsten har en form for magisk potentiale?

Billedeskabelse er en måde at forbinde skaberen eller beskueren med det repræsenterede. Vi kan f.eks. tænke på Voodoo-dukker eller på den skotske pendant, clay-body; en ubrændt lerkrop i fuld størrelse placeret i et afsides vandløb for langsomt at nedbryde den person, som figuren forestiller i takt med at den selv vaskes væk af det rindende vand. Det virkelige subjekts skæbne er direkte forbundet til billedets.

Et andet eksempel er anatomiske votivgaver, ofte i form af metal-relieffer eller skulpturer i voks eller træ, der forestiller enkelte kropsdele eller organer. Disse billeder er blevet (og bliver stadig) brugt i en bred vifte af antikke trosretninger fra bl.a. Middelhavsområdet såvel som i kristendommen.

De kan placeres i templer og på hellige steder for at fungerer som materielle bønner for helbredelse af de repræsenterede kropsdele. Selvom disse billeder ikke rigtig kan betragtes som kunst, er det ikke svært at forestille sig, at deres kraft afhænger af, hvor godt de er udført.

Når jeg selv arbejder med at lave billeder, føler jeg på samme måde at det gør en forskel, hvor meget arbejde et objekt bliver udsat for; at man kan tilføre det værdi ved berøring.

Siden forhistorisk tid er guder og ånder blevet afbilledet for at opnå kontakt igennem tilbedelse eller for at opnå deres beskyttelse eller kraft. På den måde kan et billede fungere som en bro mellem denne verden og en anden. Men broen går måske begge veje, for billederne er også dokumenter, forbundne i en uendelig række af variationer og kan derfor have indflydelse på gudens udseende og egenskaber over tid.

Personligt er jeg ikke interesseret i at udøve rituelle eller magiske handlinger, men ideen om, at billeder har en form for transcendental urkraft, er en drivende motivation i mit eget arbejde med at lave billeder og også noget, jeg ofte har med mig, når jeg kigger på kunst.

Du nævnte at du for tiden er optaget af padder. Det kan man blandt andet se i dine resinværker Diptykon I & II, hvor amfibieskildringer ses på noget, der ligner strukket hud – hvad er paddernes betydning?

Noget af det, der fascinerer mig ved amfibier er, hvor porøse de er. Frøer og salamandre er ikke adskilt fra verden af tyk tør hud, fjer, skæl eller skjold. Deres hud er åben og fyldt med slimhinder og minder mere om indersiden af en mund end om menneskehud. De trækker vejret igennem denne hud.

Det samme gør vi mennesker og stort set alle andre dyr, men hvor det for os fx kun udgør 1-2% af vores iltoptagelse, udgør det for mange amfibier størstedelen. Der findes eks. omkring 500 kendte arter af lungeløse salamandre, som udelukkende optager ilt igennem huden. De fleste amfibier lægger deres æg direkte i vandet uden beskyttende skal. Søen, åen eller floden fungerer altså som en slags rugemoder, og derfor er det ikke svært at forstå, at de er meget sårbare overfor fx vandforurening. For amfibier er forbundetheden med verden en levet erfaring; når de svømmer igennem verden, strømmer verden igennem dem.

De tidligste kendte afbildninger af frøer daterer, såvidt jeg har kunnet læse mig til, helt tilbage til 17-12.000 år fvt. og findes i Tyskland. Der var frøer på langt de fleste kontinenter lang tid før, der var mennesker, og det er måske derfor, at der er en slående lighed mellem frøers kulturelle og mytologiske betydning i så mange kulturer verden over. Frøer er ofte enten et varsel om fertilitet, herskere over regn og torden eller forvandlede / endnu-ikke-forvandlede mennesker. Jeg synes især forvandlingshistorierne er interessante, fordi de antyder at der er en dyb men ambivalent forbindelse imellem disse hårløse, haleløse dyr og vores egen eksistens.

I mine relieffer Diptykon I og II har jeg bl.a. været inspireret af en udbredt myte eller en overtro fra bl.a. Europa, Nordamerika, Afrika, Australien og New Zealand om, at tudser kunne leve inde i sten. Siden det 15. århundrede er der blevet nedskrevet flere hundrede vidnesbyrd på, at tudser er kravlet ud af sten i forbindelse med stenbrud eller vejarbejde. En engelsk geolog satte sig i det 19. århundrede til at efterprøve denne myte og forseglede nogle tudser i sten, som han nedgravede i sin have. På den måde kan man sige, at han indfriede eller virkeliggjorte myten. Jeg har afbilledet en stor tudse, som hopper rundt og flækker sten med tudseformede hulrum og på den måde befrier tudserne fra denne myte.

Jeg har også fundet meget inspiration i bare at læse om forskellige amfibier på Wikipedia. For som det ofte er, når man læser om dyr, overgår virkelighedens historier ofte myterne. Tag fx Suriname tudsen, som udruger sine æg under huden på sin ryg, hvorfra færdigudviklede småfrøer klækker; det er for godt til ikke at være sandt!