Fortællingernes kraft

Fortællingernes kraft

Private fotos af Marie Høeg og Bolette Berg er med på udstillingen på Den Frie.

Kompleks udstilling på Den frie kurateret af Gitte Villesen om fortællingers iboende forandringspotentiale. Men også en udstilling, der kommer publikum meget lidt i møde.

Jeg har mange gøremål den dag, jeg besøger udstillingen I slipped into my first metamorphosis so quietly that no one noticed på Den Frie. Men jeg har trods alt sat to en halv time af. Det forslår som en skrædder i helvede, finder jeg ud af.

Udstillingen er kurateret af Gitte Villesen. Den kredser tematisk om fortællinger og er dybt præget af Villesens relationel-antropologiske tilgang og fokuserer på, at det netop er gennem fortællinger, at vi skaber virkeligheden. Virkeligheden er med andre ord ikke en eksakt størrelse men den, der tales frem. Hermed også sagt, at fortællingerne har et stort forandringspotentiale, og Villesen vægter da også de historier, der konstant er parate at udfordre og slå huller i skabelonagtige, konsensusdrevne eller magthierarkiske narrativer.

Halvtræls at dumpe ind halvvejs

Men først et par tanker om udstillingens tilgængelighed. Den består hovedsageligt af videobaserede værker – nogle af dem er installatorisk præsenteret, mange af dem virkelig lange, og alle kører de i loop. Her er blandt andet videoer af Villesen selv, Alex Mawimbi, Laura Horelli og Sidney Sokhona.

For langt hovedparten af værkerne gælder det, at det er halvtræls at dumpe ind midt i filmene. De har et narrativt forløb og ses absolut mest meningsfuldt fra begyndelsen. Med andre ord: man rammer ind i det klassiske problem, når vi taler om videokunst installeret i udstillinger (og ikke eksempelvis i et biografprogram med starttider).
Man kan hævde, at det jo bare er normen for den type kunst. At videokunsten bryder med klassiske fortællestrukturer og ikke behøves at ses fra start til slut og den slags – det passer bare sjældent. Og i en udstilling som denne med over 9 timers levende billeder springer det altså i øjnene som et gigantisk benspænd. Jeg bemærker, at de få andre gæster i udstillingen står og ser et par minutter lidt her og der, før de går videre.

Dialog?

Den Frie beskriver sig selv som en platform med en tæt dialog kunsten, kunstneren og publikum imellem. Den slags skriver enhver institution i dag, men man kan ikke undgå at spørge sig selv om, hvilket publikum en udstilling som denne egentlig “går i dialog med”? Et udholdende, veltrænet publikum, som er villig til at forcere ovennævnte benspænd, kan man forstå. Et publikum, som også orker at læse sig igennem en længere katalogtekst om skulptøren Beverly Buchanan, der er ophængt på væggen. Eller først sent finde et lille skilt indenfor en af de tre adgangsåbninger til det centrale udstillingsrum, der opklarer, at salens mange, timelange videoværker kan sættes i kontekst som et samlet kunstnerisk arkivprojekt af Raphaël Grisey og Bouba Touré vedrørende et lille landbrugskollektiv i Mali. Her kunne en tydelig og velformidlet introduktion virkelig have gjort en forskel.

Udstillingsview med Giite Villesens videoværk: Deeply Immersed in the contents of a learning stone. Foto: David Stjernholm.

De små fortællinger

Jeg kommer selvfølgelig dagen efter og får timet mine videobetragtninger, så jeg når at se det meste.
Gitte Villesens video- og fotoværk Deeply Immersed in the contents of a learning stone, 2016, kan stå som et nøgleværk for udstillingen. Her følger fortællinger hinanden i en fri strøm, og Villesen er som vanlig ikke en neutral dokumentarist, men til stede, partisk og med linsen rettet mod detaljen og det lokale. De “små” beretninger har forrang frem for de store generaliserende narrativer.

Her interviewer hun kunstnerkollegaen Emma Haugh (som også deltager med en installation i udstillingen) om feministisk Sci-Fi litteratur. Det foregår i et naturhistorisk museum – i sig selv en (evolutions)fortælling – som skildres i videobilleder af sten, reptiler i sprit, udstoppede fugle og pattedyr, inden fortællingen glider til arkivmateriale fra Prinzhorn Collection i Heidelberg med billeder skabt af indlagte på psykiatriske hospitaler. Værket undersøger forskellige måder at forstå og ikke mindst udfordre virkeligheden på gennem fortællinger. Det bliver til en alt andet end normativ palet af fortolkninger om køn, seksualitet, drømme, oversættelser, sensibilitet og modstandskamp, der krydsbestøver hinanden på forunderlige og komplekse måder.

Den marginaliserede fortælling

Sammen med Dental, Saidou Ndiaye og sin mangeårige samarbejdspartner, den gambianske musiker Amadou Sarr, viser Villesen desuden det helt nye æskeopdelte værk The Play, The Actors, The installation, som kredser om teaterproduktioner i en gambiansk landsby, der fungerer som en slags reentactment af lokale giftermål og jordstridigheder.

Udstillingsview fra Raphaël Grisey og Bouba Tourés arkiv om landbrugskollektivet Somankidi Coura i Mali. Foto: David Stjernholm.

At genopføre historien er en måde at bearbejde og tage ejerskab på, og det er også en tematik i Raphaël Grisey og Bouba Tourés omfattende arkiv af fotos, publikationer og film, der kredser om landbrugskollektivet Somankidi Coura i Mali. Her kan man blandt andet opleve en spillefilm af Sidney Sokhona og et forumteaterspil skabt på en workshop i 2018, samt flere mere rene dokumentarfilm.

Kollektivets historie går tilbage til 1970’erne, hvor afrikanske udvandrere vendte tilbage fra Frankrig for at tage et opgør med den kolonialistiske landbrugspolitik ved at etablere et landbrugsfællesskab i Mali baseret på bæredygtig selvforsyning. Fotografen og dokumentaristen Bouba Touré var en af initiativtagerne. Dette omfangsrige mikrohistoriske indblik i et lille afrikansk landbrugskollektiv blotlægger komplekse forbindelser mellem kolonihistorie, bæredygtigt landbrug, marginaliserede grupper og aktivistiske bevægelser på tværs af landegrænser og historiske epoker. Men det omfattende billedarkiviske arbejde giver desuden et blik på, hvor væsentligt, det er at fortælle historien.
At værne om den marginaliserede fortælling er lige så vigtigt som at værne om jorden.

Udstillingsview. Emma Haugh Sex in public. Foto: David Stjernholm

Queer cruisers

Retfærdigvis skal det siges, at der er andet end videobaserede værker på udstillingen, og flere har opgør med kønnede stereotyper som tematik. I installationen Sex in public viser Emma Haugh flag og tøj til Queer cruisers. Fra Preuss Museum, det norske nationalmuseum for fotokunst, har Villesen lånt nogle ret fantastiske private fotos fra 1895-1903 af fotografen Marie Høeg og hendes partner Bolette Berg, der udfordrer kønsstereotyper, ligesom hun har hentet fotografiske værker af de surrealistiske queerpionerer Claude Cahun og Marcel Moore. Blandt andet et selvportræt af Cahun fra 1945 med et nazibadge mellem tænderne. De to kæmpede en særegen modstandskamp med kunstneriske strategier mod nazisterne.

Fortællingerne producerer kultur

Dette er kun et lille udvalg af de mange bolde, der er i luften i en udstilling, der forfølger de skæveste historier ud af nørklede sideveje til ukendte territorier. Man kan se udstillingen som en hyldest til fortællingernes kraft. En fascination af, at det er fortællingerne, der producerer liv og kultur, og at det er dem, vi brydes om (bare tænk på forsommerens valgkamp, som på næsten pinefuld vis demonstrerede, at det er kampen om at vinde fortællingen, der udgør den egentlige strid).

Det er en kompleks udstilling, som den må være, når man insisterer på, at livet og modstanden folder sig ud i det lokale og idiosynkratiske. Det er en udstilling, det marathon-trimmede kunstpublikum kan få meget ud af, fordi de holder ud, og fordi de ved, at man kan komme dagen efter og dagen efter igen.

Men det er også en udstilling, som i sin form mangler imødekommenhed i forhold til publikum, og som truer med at føje kapitler til en mere trist fortælling om kunstens eksistens i sin egen lille boble. Jeg tvivler på, at det er et reflekteret valg?

Del artiklen

'Fortællingernes kraft'

Facebook