Fra intervention til integration

Fra intervention til integration

Lars Bent Petersen: Parkeret Kamel foran den nye University Campus Sjælland i trekroner. (Pressefoto, Statens Kunstfond)

Billedserie

Udsmykning

1 okt 2013

Lars Bent Petersen, Gitte Villesen, Nanna Debois Buhl

Tre utraditionelle kunstværker er trængt ind på University College Sjælland i Campus Roskilde med vidt forskellige intentioner, fortællinger og reaktioner. KUNSTEN.NU var med til indvielsen.

“Kunsten er en luksus, som mennesket behøver,” sagde Bertolt Brecht, men ofte er stedsspecifikke kunstværker mest af alt et udtryk for et behov, der er defineret af helt andre instanser end dem, der har deres daglige gang på stedet.

Det er også tilfældet i Roskilde (Trekroner for at være mere præcis), hvor UCSJ – University College Sjællands nybyggeri nu har fået gæster: Tre værker af de tre danske billedkunstnere Lars Bent Petersen, Nanna Debois Buhl og Gitte Villesen.

Parkeret sjæl
Der er tale om tre værker udvalgt af Statens Kunstfond i samarbejde med ledelsen på institutionen for den ambitiøse sum af 5 mio. danske kroner. Resultatet er tre projekter med fin variation:

Petersens Parkeret Kamel ved indgangen til UCSJ, Villesens dialogbaserede og interkulturelle design fra Gambia, Telling and Retelling, i form af film, plakat, vitrine og kæmpe gardiner, og sidst Nanna Debois Buhls halvtransparente kropsdele, Anatomisk Atlas, der spredt ud over glaspartierne udgør en fragmenteret krop i varierende alder og udseende med indlejrede erindringer og fortællinger.

”Når vi gennemfører nybyggerier, skal vi naturligvis også indtænke kunst. I campus Roskilde har vi derfor skabt helt nye læringsrum, hvor ny og spændende kunst bliver en del af den helhed, som vi alle går rundt i,” udtaler UCSJs rektor, Ulla Koch. Og bestyrelsesformanden for UCSJ, Hans Stige, påpeger, at byggeriet ligefrem “manglede noget – en sjæl”, det første år.

Nanna Debois Buhl: Anatomisk Atlas. (Pressefoto, Statens Kunstfond)
Nanna Debois Buhl: Anatomisk Atlas. (Pressefoto, Statens Kunstfond)
Den sjæl har nu fået direkte form og kan afspejle og udfordre tænkningen, læringen og aktiviteterne i huset.

Spørgsmålet om manglende sjæl er interessant, også fordi det tydeligvis er ledelsen på stedet, der har kørt initiativet og samarbejdet med Statens Kunstfond, ikke de studerende, der i øvrigt heller ikke er mødt op til dagens indvielse.

Udfordring af hverdagen
“Gennem kunsten skal vi udfordre vanetænkningen,” lyder budskabet fra Bestyrelsesformanden, imens vi står samlet i den nye bygning, der er tegnet af Henning Larsens Tegnestue og er langt fra ordinær:

Den kubeformede multi-institution, der huser professionsbachelorer inden for sundhed (fysioterapeut og sypegeplejer) og pædagogik (lærer og pædagog) og socialrådgivning er skabt med fokus på transparens og multifunktioner, hvor det, der ofte er gemt væk, fx. et bibliotek, er centralt placeret som et åbent gennemgangsrum og undervisningen foregår i lokaler med udsigt til både Trekroner og det tilstødende åbne areal midt i bygningen.

Det er tilsyneladende kun toiletterne og de små cirkulære gruppe-rum, der lukker delvist af til omverdenen.

Derfor er de nyindviede kunstværker også konstant synlige og nærværende i dagligdagen. Det er med andre ord et tværdisciplinært virvar og en åben infrastruktur, som disse tre projekter forbinder, giver form og nyt indhold.

Intervention eller integration
I den nyere stedsspecifikke kunstteori opererer man typisk med to bergeber, der bygger på den kunstneriske intention og strategi, som også har præget forskellige epoker i kunsthistorien: Interventionen og integrationen (se fx. Miwon Kwon: One Place after Another, 2004).

Kunsten opererer enten uafhængigt som indslag i konteksten eller lader sig integrere som redskab i og med stedets dagsordener og brugere. Og i takt med kunstens øgede sociale og samfundsmæssige praksisser og værdi i nyere tid, så er det i dag yderst sjældent, at man producerer og placerer kunst uden blik for eller involvering af konteksten.

Gitte Villesen: Telling and Retelling. (Pressefoto, Statens Kunstfond)
Gitte Villesen: Telling and Retelling. (Pressefoto, Statens Kunstfond)

Fejlplacering
Alle tre værker er resultater af en refleksion over kunst og kontekst, men i hvor høj grad de har ladet sig basere på kontekstens involvering er det springende punkt.

Lars Bent Petersen har skabt en på mange måder klassisk intervention: En kamel i naturlig størrelse og patineret bronze, der står bundet til en pæl på parkeringspladsen.

Lars Bent Petersen: Parkeret Kamel. (Foto: Campus Roskilde)
Lars Bent Petersen: Parkeret Kamel. (Foto: Campus Roskilde)
“En simpel fejlplacering fra en tid før industrialiseringen og den moderne transport.”

Men referencen til idag er også nærværende: “Vi er alle pendlere idag – alle er en lille smule fremmede, hvor de kommer frem.” Og det er kamelen og dens fører tydeligvis.

Således er symbolikken i værket ret tydelig, humoristisk og inkluderende, håber kunstneren. Vi vender tilbage til kamelen, for den har nemlig fået sit eget efterspil…

En eksemplarisk udveksling
Gitte Villesens værk, Telling and Retelling, er med forenklingens blik et produkt af et kulturmøde mellem kunstneren og den gambianske musiker Amadou Sarr og hans familie.

Vi møder både processen; objekter fra rejserne til Gambia, instrumenter, hverdagsbetragtninger og citater af meget personlig karakter, foto-dokumentationer og de endelige udkast til et tekstildesign skabt af Amadous svigermor. Et tekstildesign, der nu har fået vestlig udformning som flere meter høje gardiner i UCSJs kantine.

På den måde er værket nu integreret i byggeriet med en reel funktion, Gambia er næsten ubemærket blevet en del af fortællingen.

Gitte Villesen introducerer vitrinen og de indlejrede udvekslinger. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Gitte Villesen introducerer vitrinen og de indlejrede udvekslinger. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Værket bygger ikke på en proces, hvor stedet og brugerne har været integreret, men står som et eksempel udefra på et kulturelt møde og en interkulturel udveksling. Villesen tager ikke direkte udgangspunkt i institutionen, men kommenterer og afspejler indirekte processer, der ligger indlejret i en institution i en global tidsalder, hvor fortællingen og måden hvorpå man møder og genfortæller er skelsættende. Derfor er vitrinen, det fortællende led i værket, også installeret i forlængelse af bibliotekets hylder.

Detalje fra Gitte Villesen: Telling and Retelling. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Detalje fra Gitte Villesen: Telling and Retelling. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Detalje fra Gitte Villesen: Telling and Retelling. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Detalje fra Gitte Villesen: Telling and Retelling. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Kroppens erindring
Anatomisk Atlas
af Nanna Debois Buhl består af 15 store fotografiske silketryk (fotografier af Peter Boel) af kropsdele og er en illustration af kroppens evne til at indlejre og genkalde erindringer.

Afsættet for værket er ’Hukommelsespaladsmetoden’. En hukommelsesteknik, hvor man for at huske et forløb eller en tekst ’placerer’ objekter i en velkendt bygning, man så bevæger sig igennem. Denne teknik har fået poetisk karakter hos Buhl, og nu er den erindrende krop istedet spredt i bygningen og tilføjet 133 citater, fra både faglitteratur, private betragtninger, poesi (bl.a. af Mette Moestrup) og populærkulturen.

Nanna Debois Buhl: Anatomisk Atlas. (Pressefoto, Statens Kunstfond)
Nanna Debois Buhl: Anatomisk Atlas. (Pressefoto, Statens Kunstfond)

Nogle eksempler:

Enten beder jeg folk om ikke at lægge mærke til min hudfarve, eller også vil jeg tværtimod gerne have dem til at lægge mærke til den.

To mennesker på en strand. To hjerter i brand.

Et smil er et ansigtsudtryk, der dannes ved at spænde musklerne i begge sider af munden.

Din pik er så fin som en skråstreg.

Det er, som om jeg havde ord i stedet for fingre eller fingre for enden af ordene.

Værket har integreret sig i konteksten ved at lade lokale statistikker for etnicitet styre værkets udvalg og udtryk, samtidig med at køn og alder er ligeligt fordelt og spredt ud over et levet liv (5-87 år). ”Min tanke er at værket fungerer som et poetisk og abstrakt univers,” forklarer Buhl under omvisningen. Værket er igen ikke deltagerbaseret, det er ikke studerende eller ansatte der har lagt krop til atlasset, men afspejler det lokale, og det man gør i klasselokalerne: indlejrer viden i en fysisk krop.

Nanna Debois Buhl: Anatomisk Atlas. (Foto: Matthias Hvass Borello))
Nanna Debois Buhl: Anatomisk Atlas. (Foto: Matthias Hvass Borello))
Nanna Debois Buhl: Anatomisk Atlas. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Nanna Debois Buhl: Anatomisk Atlas. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Intention og reaktion
Men, kan man så ud fra de tre strategier sige noget om, hvordan værkernes liv og inklusion i konteksten vil fungere? Ikke entydigt. Selvom man kunne have den grundantagelse, at konteksten ville forstå og værdsætte værkerne på et dybere plan ved at være inkluderet i selve værkproduktionen, så kan et værk også få radikal indflydelse ved at anvende de rette koder og lege med de forestillinger, som præger det lokale liv.

Imens de sygeplejestuderende, mener at det må være en konspiration, at netop de har fået både ’fissen’ og ’pikken’ (kropsdele fra Anatomiske Atlas) på deres klasseværelser, så har de studerende nu valgt at bruge Parkeret Kamel som logo for fredagsbaren. Lars Bent Petersen må ganske enkelt være lykkelig. For sådanne efterspil er ukontrollerbare og udtryk for, at der kan være langt fra intention til reaktion, når man blot installerer værker midt i menneskers hverdag. Man må håbe, at de tre værker fører til mange flere reaktioner og tanker i fremtiden, for selvom kamelen er ’parkeret’ er den ikke på vej videre.

Læs mere om de tre projekter

Billedserie

Udsmykning

1 okt 2013

Lars Bent Petersen, Gitte Villesen, Nanna Debois Buhl

Del artiklen

'Fra intervention til integration'

Facebook