Ifølge billedkunstneren Kirstine Roepstorff (f. 1972) er verden i den højteknologiske epoke overbelyst. Mørket har vanskelige betingelser i den digitale æra med oplyste skærme og storbyer, der i mørket konstant er oplyst som følge af neonreklamer og gadebelysning.

Vi har vænnet os til det elektriske lys i en sådan grad, at vi har svært ved at begå os i mørket i modsætning til vores forfædre, for hvem mørket var et undertiden uhyggeligt grundvilkår.

Men i mørket findes ikke kun mystikken, men også en særlig urkraft, der forener, nærer og fostrer os og skaber energi og sammenhold, mener Kirstine Roepstorff, der med sin nye udstilling Renaissance of the Night har skabt en ode til mørket. Udstillingen, der er scenograferet som en konkylie i snirklede forløb, inddrager samtlige 11 sale i Charlottenborgs sydfløj.

Med udstillingen afprøver Roepstorff sin tese om, at alt levende på jorden kommer af mørket. Også mennesker og dyr, der først ser dagens lys, når de har forladt mørket i livmoderen eller ægget. Og træerne og planterne, hvis frø spirer i den mørke muld, inden de søger opad mod lyset for at blomstre og bære frugt.

Mørket er et skød, men det er også befordrende for fantasien, for ting virker anelsesfulde i mørket, som også rummer stærke, ukendte og måske truende kræfter. Men hvor mennesker sidder i mørket, opstår også tætheden og sammenholdet og dermed essensen og dybden i tilværelsen, mener Roepstorff.

Hun tager os med sin udstilling på en rejse ind i – men også ud af mørket. Fra rum til rum tager mørket til, indtil vi ‘sluses’ ud igen og konfronteres med hendes magtfulde gobelin, som har givet navn til udstillingen. Den måler 730 x 400 cm med motiv af antropomorfe skikkelser, der ligesom planter spirer og vokser og henter næring i solens gang hen over himlen.

At se i mørke
Som barn tog min far mig ofte med i skoven, når mørket var faldet på. På den måde ville jeg komme til at ”se” med kroppen og orientere mig med lugte- og følesansen i stedet for at lade alle indtrykkene gå gennem blikket, sagde han.

”Om en halv time bliver det hele mere tydeligt,” beroligede han mig med. Og det var sandt. Angsten for mørket og det uvisse forsvandt, så snart træerne og buskene fik form og konturer, og samtidig blev skoven oplyst af stjernehimlen over os.

Disse oplevelser melder sig uvægerligt, mens man langsomt bevæger sig rundt i Roepstorffs totalinstallation. Der er noget utvetydigt japansk over hendes magtfulde greb: Stenhaver er almindelige i Japan. Her er gruset gennemgående, ligesom der er en mængde klipper og sten, som spiller en nøje fastlagt rolle.

Nøjagtig som i Roepstorffs nye have, der korresponderer med den organiske have i Venedig, men naturligvis kunne en sådan ikke etableres på førstesalen i Charlottenborg. På gulvene er der strøet flere tons grus, som knaser under fødderne, så man kan høre, hvor de andre publikummer befinder sig. Man sætter spor og må dukke sig under de store betonelementer, der både optræder som skulpturer og som ruminddelere i hendes konkylieformede labyrint.

Om at skabe balance
For Roepstorff har det igennem mange år handlet om at etablere en balance i tilværelsen. På Trapholt, hvor hun frem til 25. november viser en højst seværdig soloudstilling, Edicius og Lilith, optræder et af hendes tidlige hovedværker – en tekstil- og papirkollage – med titlen If Balance Stops and Asks Why, Balance Will Die (2006) – et nøgleværk, hvor Roepstorff selv optræder i rollen som jonglør.

Værket fortæller noget om hendes konstante søgen efter et ekvilibrium, hvor alt har fundet sin rette plads, og hvor bevægelse foregår i et ubevidst, harmonisk flow. I en sådan situation har mennesket fundet en balance, som vi finder i naturens økosystemer. Denne kongstanke eller livsfilosofi er også ude at gå på hendes nye udstilling, især i hendes inciterende mobiler i messing.

Værkerne på Renaissance of the Night spænder over godt 11 års produktion fra 2007 og frem til de nyeste skulpturer – nogle totemlignende, 3 meter høje træskulpturer på metal-trefødder. Disse er en spændende ny tilføjelse til den materiale-eksperimenterende kunstners stadigt voksende vokabular.

Der er også malerier med tynde, vandopløste lag af pigment og med en horisontlinje som eneste pejlemærke, foruden papir- og tekstilkollager. Der indgår 75 værker, hvoraf en del kun kan anes i mørket. For mit vedkommende hører de æterisk svævende, forunderlige og fint balancerede messingmobiler med fællestitlerne Klangmenschen til udstillingens allerbedste værker. De tilfører de tunge og bastante relieffer og vægge i beton en poetisk dimension. De virker som musikinstrumenter eller luftharper, der sitrer følsomt i det svage lys.

Stemme- og lysteater
Inderst inde i udstillingens konkylieagtige forløb kan man opleve Kirstine Roepstorffs lys- og lydteater Theater of the Glowing Darkness – men i en forkortet (24 min.) og simplificeret version i forhold til det, der blev vist i Venedig.

Teatret var endnu ikke klart til pressemødet om fredagen og var først tilgængeligt om tirsdagen. Det var næsten umuligt at opholde sig inde i det mørklagte rum pga. heden og den tætte luft (Charlottenborgs klimaanlæg lader stadig vente på sig, hører De det, fru Kulturminister!), så opmærksomheden flimrede for mit vedkommende. Det er ellers en smuk bestræbelse fra billedkunstneren Kirstine Roepstorffs side at fortolke hele den universelle orden gennem et stemmeteater, selv om ordkunsten ikke er hendes sædvanlige gebet: Men lysinstallationen, der knap nok kan glimtes i mørket, og som stiger og falder, er mageløs. Den ser vi simpelthen for lidt til.

Udstillingen er en pragtpræstation fra Kirstine Roepstorffs side. Det er en forførende, sansemæssig oplevelse at befinde sig inde i hendes mørke hule og famle sig frem på fliserne og gennem gruset. Giv Cisternerne til denne kunstner næste gang! Her ville hun kunne udvirke endnu større underværker.