Dej er billedkunstneren Søren Dahlgaards foretrukne materiale. I 2008 huserede han som dejkrigeren indpakket i flutes og lavede dejportrætter af museumsgæster på Statens Museum for Kunst.
En stor klump dej hænger ned over ansigterne i Søren Dahlgaards dejportrætter. Dejen er trukket lang af sin egen vægt og dækker en del af overkroppen. På nogle af fotografierne ligner dejen nærmere en bøddels kutte eller bare et blegt, tomt ansigt.
Ternede skjorter, prikkede kjoler og logoer på bluser giver associationer til forskellige persontyper. Det er på sin vis en enkel opskrift. Dej blandet med person giver en stor portion absurditet og undren. Og billedkunstneren Søren Dahlgaard vil gerne have os til at undre os.
“En dej bliver normalt til et brød. Men når jeg putter den ind i kunsten ved, at jeg har den på hovedet, er det pludselig ikke en dej mere. På den måde transformerer jeg et hverdagsobjekt. Man spiser et brød, men jeg bruger det som dragt og pensel, når jeg er dejkrigeren. Det handler om ens forestilling om, hvordan tingene er," siger Søren Dahlgaard.
“I Danmark har vi en masse strukturer og systemer indenfor skolen, samfundet og livet, men det er vigtigt at reflektere og stille spørgsmål. Og det kan komme helt konkret af en undren over, hvorfor en person har en dej på hovedet. Noget, som bryder med det, man har lært," siger Søren Dahlgaard.
I det lys afviser han, at hans kunst skulle være helt absurd eller sort. Det afhænger i stedet af, hvilken opfattelse man har af virkeligheden.
Et spejl for ‘parcelhus-Danmark’
“Det kan sagtens være, der er nogen, der gør noget, man ikke kunne forestille sig. Måske mødes en gruppe mennesker hver tirsdag klokken otte i det her hus, hvor vi sidder og snakker, for at sidde og klaske hovedet ned i en stor dej på et bord. Og man ville ikke vide, om det var under tvang, en psykologisk behandling eller et ritual," siger Søren Dahlgaard.
Dejkrigeren kan også selv blive udfordret af sit foretagende.
“Nogle gange kan jeg godt stå midt i en performance med et flute på maven og tænke: "Hvad laver jeg?" Men det er pointen i min kunst – absurditeten. For måske er det lige så absurd at have et bankjob fra ni til fem og en ligusterhæk rundt om parcelhuset i forstaden som at male med brød. Jeg voksede selv op i en forstad og havde en god barndom, så det er ikke nogen kritik af det. Jeg holder bare et spejl ud," siger Søren Dahlgaard.
Dejportrætterne er konceptkunst med humor
Siden et ophold på Kunsthøjskolen i Holbæk i 1995 har Søren Dahlgaard været optaget af konceptkunstens muligheder. Det forklarer han med, at netop konceptkunsten giver mulighed for en omvending af det velkendte.
Udover konceptkunstens evne til at bryde med hverdagens strukturer er Søren Dahlgaard også tiltrukket af genrens brug af humor.
“Jeg benytter humoren meget bevidst i min kunst, så folk får paraderne lidt ned og lettere kan gå ind i værket. Dermed kan jeg kommunikere til flere. Det handler ikke om, at jeg ikke tager min kunst seriøst, for det gør jeg. Men det behøver ikke være så alvorligt, selvom man godt kan formidle alvorlige emner," siger Søren Dahlgaard.
Dejens kommunikation
Synet på kunst som kommunikerende betyder også, at publikum er nærværende i Søren Dahlgaards bevidsthed, når han udvikler og arbejder med sine projekter.
“Når jeg tager nogle valg undervejs i udviklingen af nye værker, bliver jeg nødt til at forholde mig til, hvad de fleste mennesker vil tænke, når de ser det," fastslår Søren Dahlgaard. Et af hans klare mål er at fremkalde en reaktion hos modtagerne.
“Folk, som ellers ikke er kunstinteresserede eller er bange for at udtale sig om kunst, kan relatere til dejportrættet. Netop dem, vil jeg også gerne have i tale. Jeg er ikke interesseret i kun at lave kunst til en lille niche i kunstverdenen. Jeg har hørt, at der er børn i børnehaver, der leger dejkrigeren. At børn også kan få noget ud af det, synes jeg er fantastisk. Så kan det bare noget."
Søren Dahlgaard har flere dejprojekter undervejs. I 2009 kommer dejklumperne til at dække hoveder på Hollywood-kendisser i forbindelse med en udstilling på Shoshana Wayne Gallery i Los Angeles.
