Lad os begynde med titlen: Hvem taler om sejr? At overstå er alt. Der er tale om en henvisning til den moderne digter Rainer Maria Rilke (1875-1925), fra hvis Kelckreuth-Requiem et vers agerer overskrift til Peter Linde Busks (f. 1973) udstilling på Holstebro Kunstmuseum.

Det er så bare ærgerligt, tænker jeg, at vi allerede fra start bliver hægtet af i så upræcis en oversættelse af Rilkes ord, som oprindeligt lyder: Wer spricht von Siegen? / Überstehen ist alles (Hvem taler om sejr, at holde ud er alt).

I det hele taget bliver der gennem hele udstillingen i værktitler og motiver strøet om sig med litterære, kunsthistoriske og popkulturelle referencer, men det bliver ikke fulgt overbevisende til dørs i formidlingen, og det er både irriterende og ekskluderende.

Mere om det senere.

Sanselige teksturer, der nivellerer det grimme og delikate

Baggrunden for udstillingen er Linde Busks seneste ti års værkproduktion. Ikke mindst får vi en række af kunstnerens mosaikker og relieffer, som han frembringer af tiloversblevne materialer fra tidligere værkproduktioner, heriblandt lærredsrester, kobbertryksplader og keramiske fragmenter.

Værkerne præsenteres dels i en central, højloftet sal, omkring hvilken en række afvekslende udstillingsrum grupperer sig, og kurateringen spiller på mødet mellem den modernistisk-inspirerede arkitektur og værkernes sanselige kvaliteter, der sættes effektfuldt sammen og afstedkommer en særlig sprød stoflighed, der pludselig får en egen værdi.

Den overflod, værkerne består af, manifesterer sig i forskellige visuelle og taktile udtryk; fra små, surreelle billeder gjort af papmaché som bl.a. Poison Snake Bites You, You’re Poison Too (2022) og Gone Hunting (2022), som besidder en utrolig blødhed – til kropsstore værker, der i abstraktionerne gemmer på personer, figurer og væsener, der går i ét med kompositionen og parafraserer nogle af kunsthistoriens store mesterværker.

Som jeg sidder der i salen på Poul Kjærholms rektangulære briks og betragter de sirligt ornamenterede billedflader, hvis sanselige teksturer nivellerer det grimme og delikate, begynder spøgefulde motiver at komme til syne for mig.

Man ser det i værket Gather Ye Rosebuds While Ye May (2022), hvor man møder en kvindefigur med manierede lemmer, ansigt og intense øjne. Hun er klædt i lange grønne gevandter, på hvilken brune og visne rosenknopper fordeler sig, og den tvetydige figur møder gæsten med sit blik og stikkende bryst.
Værket er intenst psykologisk men også et kaosbillede i form og indhold.

Man ser, at ekspressionisme og Art Brut – den franske kunstner Jean Dubuffets betegnelse for visuelle udtryk, skabt af børn, sindslidende og andre uden kunstnerisk skoling – er blandt Linde Busks inspirationskilder.

Genbrug

Billedet eksemplificerer desuden Linde Busks genbrugstanke og kunstneriske greb, fordi fusionen af materialer går så vidt i alt fra natursten og glaskugler, keramik og bladguld.

Denne spøgefulde – og overbevisende – recirkulering af materialer, der i stedet for at ende som affald, kan bruges som en kunstnerisk ressource og understøtte en bæredygtig dagsorden, finder jeg genklange af hos ældre assemblage-kunstnere som eksempelvis Louise Nevelson og Alfonso Ossorio.

I Ossorios surrealistiske blanding af naturlige og kunstige genstande fremkaldes et foruroligende billedsprog i form af relikvier og kuriositeter med åbenlyse religiøse konnotationer, mens Nevelsons arbejder afstedkommer poetiske associationer, idet hendes værk- og rum-undersøgelser udgøres af letgenkendelige og tilgængelige genstande.

Genbrugsæstetikken kunne sagtens have været mere fremhævet i Holstebro. Kunstner og museum kunne have forfulgt et tematisk spor omkring genbrug og bæredygtighed og overbevist publikum om, at timingen for dette udstillingsprojekt er væsentligt – især fordi de unge viser vejen på dette område netop i disse år.

Hvor efterlader reference-ophobningerne publikum?

I stedet kommer de kryptiske reference-ophobningerne i titler og motiver i mine øjne til at stjæle negativ opmærksomhed.

Linde Busk parafraserer Gustav Klimts portræt af Adele Bloch Bauer, (Kvinden i Guld), der nikkes till Georges Rouault, Paul Klee og Pablo Picasso –og der refereres til popsange, digte og tv-serier, jeg ikke kender.

Spørgsmålet er, hvor det efterlader publikum?

Føromtalte værk, Gather Ye Rosebuds While Ye May, er også titlen på et maleri fra 1909 af den prærafaelitiske kunstner John William Waterhouse, som for sit vedkommende havde hentet titlen fra en strofe i Robert Herricks 1700’tals digt To the Virgins, to Make Much of Time, der netop begynder med den gammel-engelske strofe, som oversat til dansk lyder noget i retningen af: “Saml rosenknopper, mens du kan”.

Ja, jeg ved det altså kun, fordi jeg har googlet mig frem til det. Og man kan heller næppe forvente, at den almindelige museumsgæst er så ‘dannet’.

Hvis titler og referencer er væsentlige – og det må man vel formode, at de er – hvorfor er det så, at kunstner og museum ikke vil fortælle os det i et fyldigt og velinformerende formidlingsmateriale? Er det fordi, de mener, vi burde være kloge, men bare er dovne – eller er det fordi, de selv er dovne?

Taler man ned til publikum?

Det forstyrrer mig i hvert fald i fordybelsen at skulle gætte mig til indholdet ud fra de referencetunge titler.

Jeg mener, at udstillingen på den måde taler ned til publikum. Hverken kunstner eller kurator gør sig den væsentlige del af udstillings- og formidlingsarbejdet, der består i at udøve en ligeværdig kommunikation med publikum.
I stedet har de forsøgt at iscenesætte forestillingen om ‘det kunstneriske geni’.

De absolut bedste af Linde Busks værker findes, synes jeg, nær udgangen til udstillingen, som blandt andet Saw It Written and Saw It Say, Pink Moon is on its Way (2016) og ligeledes Knald Ud og Gør Det Godt Igen (2022). Det er nyere værker, hvis forskellige teksturer består af både naturlige og syntetiske materialer kombineret i koloristiske og abstrakte motiver.

Det er visuelt tillokkende billeder, hvis slikfarvede og plastik-agtige overflader fremstår langt lettere og mere udtryksfulde, end de øvrige.

Disse billeder virker ikke helt så litterære og stræber mindre efter at være mere, end de er.