Hos Ebbe Stub Wittrup er fotografiet en membran, hvorigennem bevidstheder kan mødes på tværs af tid og rum. Udstillingen Det Tredje Rum på ARoS undersøger obskure myter, sære objekter og mystiske fænomener. Det handler om energi og om længslen efter at overskride adskillelsen mellem ånd og materie for derved at forstå sig selv og Verden på et dybere plan.
Ebbe Stub Wittrup har til sin aktuelle soloudstilling ‘Det Tredje Rum’ på ARoS, sammensat en buket af sært dragende værkserier, hvis tilblivelse gennem en årrække har bragt ham ud på rejser og involveret ham i intense undersøgelser af sagnomspundne steder, myter og objekter. Værkerne relancerer og genforhandler fra forskellige vinkler, stedernes, begivenhedernes og objekternes mystiske aspekter.
Et perfektioneret set up, hvor lyssætningen skaber en intimitet og et fokus, der ikke blot understøtter den til hysteri grænsende tekniske og formelle perfektionisme, som er Wittrups adelsmærke. Der etableres oven i købet en obskur tidsfornemmelse, som bakker op om selve udstillingens bevidsthedsudvidende intentioner.
Krop og erfaring som overskridelse
Hans metode har sin oprindelse i Prag, hvor han i årene 1995-99 gik på kunstakademiet hos den Steiner-hengivne professor Milos Sejn. Lige som Rudolf Steiner, hvis Antroposofi tog afsæt i omfattende naturvidenskabelig forskning, var Sejns undervisning stærkt erfaringsbaseret og fænomenologisk, derfor blev der også brugt timer ude i naturen, hvor eleverne bl.a. samlede sten og organiserede dem efter farve og udstråling. Ligesom han opfordrede dem til at øve sig i at gå baglæns for at skærpe deres sanser og på den måde udvide deres bevidsthed.
Undervisningen i Prag udviklede Wittrups iagttagelsesevner og hans følsomhed for kunstens åndelige potentiale især.
Han fattede tidligt også interesse for Teosofien: et i udgangspunktet, udogmatisk og videnskabsbaseret system, hvori målet for besvidsthedsarbejdet er at komme i kontakt med og begribe ’det sande’, som netop manifesterer sig som udvidet bevidsthed, der kan udveksles på tværs af tid, rum (og dimension), og som derfor overskrider idéen om at ånd og materie er adskilte størrelser.
Det okkulte i kunsthistorien
Sidst i det 19. århundrede dyrkede de ’sjæleorienterede’ kunstnere, som Wassily Kandinsky, Paul Klee, Hilma av Klint og Kazimir Malevitj, m.fl. det esoteriske og okkulte. Hos Kandinsky fik det åndelige en central plads i kunsten og han udviklede derfor sit eget form- og farvesystem, for ad kunstens vej at give det åndelige mulighed for at manifestere sig som en udvidelse af det bevidsthedsrum, der i kraft af dette system, kunne opstå mellem værk og betragter.
Wittrups interesse for farvens væsen og det optiske farverum, der toner frem, når farverne møder hinanden, er beslægtet med Kandinskys. Ligesom hans farveværker trækker på viden tilvejebragt af Johannes Itten og Joseph Albets, der begge har bidraget til læren om farver med gennemgribende og dybt filosofiske farveteorier.
Bevidsthedsdetektiv
Wittrup efterforsker myterne, lever sig ind i dem, opsøger stederne og forfølger spor og tegn. Det giver en rig og fantastisk baggrund for de enkelte værkserier med mange uforudsigelige ‘detours’ undervejs, der underbygger eller udvisker det oprindelige billede til fordel for nye, der giver nyt liv og indhold til historierne.
Vigtigst forekommer det, at værkkredsene gennem præcise æstetiske valg lykkes med at fastholde den intensitet og obskure skønhed, som deres ophav oprindeligt var udstyret med.
Wittrups detektivarbejde ser derfor ud til at ville relancere tidligere tiders bevidsthedsarbejde, som det kommer til udtryk gennem videnskabelige undersøgelser, myter og objekter. Også psykologiens optagethed af eksempelvis, hvordan den individuelle personlighed beskrives eller spejles i den farvefysiske verden, interesserer ham. Den fascination udfoldes i værker, der dokumenterer, hvordan hans egen krop og sind har svinget med farvekortenes vibrationer og afstedkommet en række farvekombinationer, der udtrykker den energiske interaktion som et ’her og nu billede’ af personligheden.
Mytens kraft
Wittrup er også fascineret af, hvorledes fantasifulde løgnehistorier det ene sted, bliver til ’virkelighed’ det andet sted. Ikke mindst fordi mennesker med okkulte indsigter bidrager til at verificere og mytologisere de overnaturlige historier, der i kraft af deres blotte usandsynlighed vækker stor offentlig opmærksomhed.
Åbningsværket Det Indiske Rebtrick handler om en sådan historie og især om, hvordan ‘noget’ eller en del af vores bevidsthed, ønsker at tro på den slags fantastiske røverhistorier – og hvordan denne længsel bidrager til historiens udbredelse og uigendrivelighed. I myten om det indiske rebtrick handler det bl.a. om en arkaisk længsel i mennesket efter at forbinde sig med en anden (himmelsk) dimension.
Relativismens evighed
Med sin kunst spørger Wittrup til sin egen og vores virkelighedsopfattelse, og han illustrerer den tætte kobling mellem virkelighed og fiktion. Indtil opdagelsen af kvantefysikken var Vestens rationelle videnskabelige tankegang domineret af et mekanisk verdensbillede (Newton), hvori myter blev set som opspind og usandsynlige historier uden det mindste hold i virkeligheden.
Men med Bohr og Einsteins forståelse af stof og energi åbnedes et hidtil hermetisk lukket vindue ind til ’det mystiske’ – den svimlende erkendelse på subatomar niveau af altings energetiske forbundethed og bevidsthedens grænseløse udstrækning.
“Det smukkeste øjeblik for en videnskabsmand”, skriver Einstein, “er når han i et glimt erkender det mystiske”, og på et dybere plan erkender de bagvedliggende kræfter, der holder verden og universet sammen. Ingen videnskab har som kvantefysikken ændret Vestens verdensopfattelse.
Den spirituelle energi
Flere og flere højt estimerede forskere melder sig nu på banen med et langt mere holistisk verdenssyn – også i spirituel forstand. Her bør nok understreges, at spiritualitet ikke har noget at gøre med religion. Det spirituelle knytter sig til energibevidstheden, som udspringer af kvantefysikken og som undergraver tidligere tiders opfattelse af tingenes fasthed og adskildthed. På et erkendelsesmæssigt plan er denne ’opløsning’ for den menneskelige hjerne, en abstrakt udfordring af ufattelige dimensioner – det er her ’mystikken’ kommer ind i billedet.
På den baggrund giver det god mening, at Wittrup afviser at være overtroisk. Han lægger sig op ad den oprindelige teosofi, der søgte sandheden som den eneste guddom, og derfor udgik alle dogmer, for derved at skabe et erkendelsesmæssigt rum, der var så åbent, at sandheden kunne ’skinne igennem’. Med sin kunst forsøger Wittrup at åbne et uforklarligt rum, det tredje rum, som rækker ud over vores logiske forstand – men som vi kan ’mærke’ med en del af vores bevidsthed, som vores kultur og videnskab traditionelt har undertrykt.
Hans minimalistiske værker udspringer af sære historier om indiske fakirer, ældgamle stenbroer bygget i pagt med Djævelen, magiske krystaller, mystiske forsvindender og hemmelighedsfulde grotter. Myter, ting og steder, der markerer overgangen fra en dimension til en anden, og som værket med Foucaults pendul, der bevæget af klodens svingninger, tegner mønstre med en laser-cutters præcision og lader os ane, at det usynlige spejles i det synlige – at alting på den måde er forbundet og at ’grundtegningen’ dybest set er den samme.
At fastholde udstrålingen
Wittrup siger, at hans arbejde består i at undersøge disse ting så åbent og fordomsfrit som muligt – hvert afsæt afstedkommer en længere rejse i fysisk og mental forstand. Undervejs gør han sine egne opdagelser, som tilskrives den oprindelige historie.
Undervejs er han optaget af, hvilke medier og billedmæssige formater, der bedst egner sig til at fastholde fascinationspunktet – eller udstrålingen, om man vil – i hver enkelt fortælling, og som samtidigt kan bidrage til at åbne døren ind til det hemmelighedsfulde tredje rum.
Det er f.eks. grunden til, at vi ser gamle filmfremvisere afvikle ’uldne’ sort-hvide filmsekvenser og analoge fotografier, som kan levere motiverne med en skarphed som næsten er hyperrealistisk. Fotografierne i udstillingen fungerer som membraner, der på et energetisk plan leder os ind i en bagvedliggende virkelighed – en form for over-bevidsthed (eller energi) hvorigennem objekter, mennesker og myter kan rejse og forbinde sig på tværs af tid og rum.
På den måde er Ebbe Stub Wittrup kunstneriske praksis i tråd med Teosofien, som ikke opfatter sin lære som en ny åbenbaring, men som et system af undersøgelser, der er i kontakt med ældgamle sandheder, som i et vist omfang allerede har været fremlagt gennem utallige århundreder af verdens vise.
