På kant med kunsten

På kant med kunsten

Screen shot af Anna Molskas (PL) video Hecatomp, 2011.

Vis billedserie

Life Clock

23 jun 2012 12 aug 2012

Robin Gommel, Ebbe Stub Wittrup, Troels Sandegaard, Wilfredo Prieto, Simon Dybbroe Møller, Cyprien Gaillard, Torben Christensen, Julian Charriere, Julius von Bismarck, Honey Biba Beckerlee, Anna Molska, Bertrand Planes, Att Pommtagon

Den Frie Udstillingsbygning
Se kort og tider

Life Clock er kurateret af kunstgruppen A Kassen.

Life Clock på den Frie udforsker tendensen til at nivellere 'værket' ved at refere til det kunstneriske blik snarere end værket i sig selv – en spændende øvelse, der prøver grænserne mellem mening, kunstværk og affald.

Life Clock er en af de udstillinger, hvor man som anmelder ville ønske, at man kunne skrive for evigt. Men selv hvis man kunne, ville man kun skrive sig længere og længere ind i sig selv og sit eget sinds kringelkroge. For Life Clock er en saltamotale ud af udstillingsrummet og ind i opfattelsen, som man jo står ganske alene med.

Cyprien Gaillard, Real Remanants of Fictive Wars II, 2012. Screen shot.
Cyprien Gaillard, Real Remanants of Fictive Wars II, 2012. Screen shot.
Att Pommtagon, A stray dog, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Att Pommtagon, A stray dog, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.

Det er kunstgruppen A Kassen, der er blevet inviteret til at kuratere udstillingen, som er baseret på bidrag fra 12 forskellige kunstnere og spænder over alt fra installation, foto og video til happening og skulptur. Fælles for alle værkerne er, at de udfordrer traditionen omkring værk og udstillingsrum. Det avler en grænsesøgende kunstoplevelse, som varer ved længe efter, at man har forladt bygningen.

En hårfin grænse
Udstillingen begynder før entreen er betalt. Faktisk ligger de første værker på skranken – og som (næsten) skrald på gulvet kun få meter fra døren. Med deres porøse fremtoning og næsten totale anonymitet, sætter de tonen for, hvad der virker som et gennemgående tema for udstillingen: en vending væk fra ‘værkets’ og ‘rummets’ centrale rolle i kunstforståelsen og hen mod en privat tilegnelse af et ‘kunstnerisk blik’.

Honey Biba Berckerlee, Entangled Realities, Double Slit Experiment on Gelatine Silver Print, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Honey Biba Berckerlee, Entangled Realities, Double Slit Experiment on Gelatine Silver Print, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.

Denne vending kan for eksempel findes i Honey Biba Beckerlees undersøgelse af lysets paradoksale kvaliteter. Gennem skygger kastet af et overbelyst hårstrå i et dias illustrerer hun, at lys kan forklares både som partikler og som bølger, selvom de to forklaringer gensidigt udelukker hinanden. Der er en hårfin grænse mellem kunst og virkelighed, mellem værk og affald.

For kan man have kunst uden værker, uden form? Kan man ophæve skellet mellem kunst og virkelighed og stadig have noget tilbage? Og hvor tæt kan man komme på grænsen?

Kunst(be)greb
Life Clock synes at forsøge at svare det evindelige spørgsmål ‘hvad er kunst’ med et andet spørgsmål, nemlig ‘hvordan er kunst?’

Spørgsmålet ‘hvordan er kunst’ eller ‘hvordan gør kunst’ melder sig med større eller mindre tydelighed i hvert værk på udstillingen. Tag for eksempel Pan con pan: to stykker brød med brød imellem, stillet på en pidestal. Pan con pan referer tydeligvis ikke til kunstnerisk håndværk, men snarere selve det ‘kunstneriske blik’. ‘Værket’ bliver en ironisk trampolin, der kan danne afsæt for at ’springe over’ ‘værket selv’.

Troels Sandegaard og Ebbe Stub Wittrup, Ten sealed images, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Troels Sandegaard og Ebbe Stub Wittrup, Ten sealed images, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Wilfredo Prieto, Pan Con Pan, 2011. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Wilfredo Prieto, Pan Con Pan, 2011. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.

Hele tiden leger kunstnerne på Life Clock med grænserne for ‘værket’ og med udstillingsrummets magt, og hele tiden drejer det sig om at rykke grænserne for kunstforståelsen – ud af værket, ind i ‘blikket’ og videre ud af bygningen, ud i livet.

Julius von Bismark og Julian Charriere, Some aigons are more equal than others, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Julius von Bismark og Julian Charriere, Some aigons are more equal than others, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Make-up
Netop pointen om at nå kunstnerisk ud i hverdagen leger Julius von Bismarck og Julian Charriere eksplicit med. Til deres Some pigons are more equal than others har de angiveligt fanget 35 af Københavns byduer, malet dem i strålende frugtfarver og sluppet dem løs igen – en ’skør lille forstyrrelse’ i københavnernes hverdag.

Selvom der har været flere beretninger fra borgere, der stødt på de farverige finurligheder, så håber jeg, det er snyd. Løgnen ville give værket vinger og løfte det over den ‘gimmickkvalitet’, det leger med.

Lyv for mig
Der et eller andet ved Von Bismarck og Charriere’s værk, der lugter af ’set-up’. Der ligger farvet korn på gulvet, og maskinen, der skal være brugt til at farve duerne, hænger fra loftet og ser alt for ‘lækker’ ud – det ligner løgn. Og løgnen er som bekendt kunstens rute til sandhed.

Hvis det er løgn, er der noget at begribe, som ikke kan siges direkte. Noget som ikke er det, som det giver sig ud for at være, eller som netop giver sig ud for at være det, som det ikke er.

Att Pommtagon, A summer boat, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Att Pommtagon, A summer boat, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Julius von Bismark og Julian Charriere, Some aigons are more equal than others, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Julius von Bismark og Julian Charriere, Some aigons are more equal than others, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.

Jeg håber, at det er løgn, så det i sandhed kan være godt, men jeg ved det ikke – og det er måske endnu bedre. For hvis kunsten skal overleve et skift fra værk til blik, så er flertydigheden essentiel, ellers risikerer den let at falde til jorden og blive blot almen, fjollet. Og så gør man både kunsten og individet en bjørnetjeneste, så går inderligheden nemlig tabt.

Troels Sandegaard, Ghost, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Troels Sandegaard, Ghost, 2012. Foto:Erilng Lykke-Jeppesen.
Det er bare mig
Men så igen, det er jo bare mig – og hvem er jeg egentlig på Life Clock’s præmisser? Hvem er anmelderen på en udstilling, der appelerer til inderligheden? Hvem er dommer i en tid, hvor værkerne drypper syre på sit eget fundament, og hvor udstillingsrummets vægge smuldrer?

Som i Troels Sandegaards Ghost, hvor beskuerens spejlbillede sløres af koncentreret kondens fra lokalet, må så ikke enhver kritikers tolkning også være blot en ulden skygge af sig selv?

For hvis det er den enkeltes kunstneriske blik på sin omverden og ikke den kvalificerede smagsdom, der bejles til på Life Clock, så er disse ord også bare et æstetisk udsagn på linje med alle andres. Hvis altså ikke bare jeg tager fejl – for nu lige at gentage pointen.

Fordums tid
Et af de værker på udstillingen, der med størst kraft formulerer følelsen af krise i samtidskunsten, er Bertand Planes’ The place we’ve been: En kæmpe spejlkugle ligger knust på gulvet mens spejlkuglens mønster fortsat drejer uforstyrret rundt på væggene. Små projektorer afspiller i loop optagelser af det lys, man kan forestille sig, at spejlkuglen ville have kastet, hvis den havde hængt, hvor den ‘plejede’.

Bertrand Planes, The places we've been, 2012. Foto: Erilng Lykke-Jeppesen.
Bertrand Planes, The places we’ve been, 2012. Foto: Erilng Lykke-Jeppesen.

Nu ligger den smadret på gulvet, og kun gennem kunstig gentagelse kan vi fornemme, hvordan den ville have spejlet lyset, hvis kilde vi nu principielt er afskåret fra. En maskinel efterligning af en tidligere afspejling af et nu slukket lys.

Vi ved godt, at ‘kunstværket’ mistede sin forbindelse til himlen for længe siden, og at vi nu kun vugger til selvskabte reproduktioner af det lys, som det plejede at spejle.

Gennemført smuldrende
Udstillingens vilje til i al sin skrøbelighed og (mulige) bedrag at hjælpe os til at fravriste værkerne et ‘kunstnerisk blik’ er både vovet, drilsk og gennemført smuldrende.

Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig om det mon er os, der leder kunsten ud i verden, eller om det ikke snarere omvendt er kunsten, der leder os ud i fravær?

Vis billedserie

Life Clock

23 jun 2012 12 aug 2012

Robin Gommel, Ebbe Stub Wittrup, Troels Sandegaard, Wilfredo Prieto, Simon Dybbroe Møller, Cyprien Gaillard, Torben Christensen, Julian Charriere, Julius von Bismarck, Honey Biba Beckerlee, Anna Molska, Bertrand Planes, Att Pommtagon

Den Frie Udstillingsbygning
Se kort og tider

Life Clock er kurateret af kunstgruppen A Kassen.

Kommentarer

Del artiklen

'På kant med kunsten'

Facebook