Documenta-kuratorer: “Det er ikke nogen dyrehandel, hvor du går ind og klapper et kæledyr”.

Siden 1955 har documenta-udstillingerne pejlet udviklingen i international samtidskunst som en tilbagevendende begivenhed hvert femte år. Den første udstilling blev initieret af kunstneren, kuratoren og kunstpædagogen Arnold Bode, som med dette udstillingsformat ønskede at placere det nye Efterkrigstidstyskland på den moderne kunsts landkort efter nazitiden med dens undertrykkelse af den kunstneriske ytringsfrihed. Her har man siden kunnet opleve avantgardekunst i et ikke-kommercielt regi og i en skiftende kuratorisk vinklet iscenesættelse. I de første årtier gjaldt det hovedsagelig værker af vestlige kunstnere, men de seneste documenta’er har også rettet fokus mod kunsten fra andre kontinenter.

Documenta 15 har et globalt udsyn og er båret af en ny og radikalt anderledes vision i forhold til de tidligere documenta’er, idet den er lagt i hænderne på det indonesiske kunstnerkollektiv ruangrupa, en gruppe af kunstnere med base i Jakarta, Indonesiens hovedstad med små 32 mio. indbyggere. De fandt sammen omkring 2000 i tiden efter militærdiktatoren Suhartos fald i 1998, hvor det myldrede frem med alternative kunstplatforme og nye organisationsformer.

Ruangrupa, som løst kan oversættes som “et rum for kunst”, betragter sig som et ”artistic team”. De organiserer udstillingen på baggrund af det indonesiske begreb lumbung, dvs. en fælles rislade, hvor de indonesiske bønder fordeler rishøsten retfærdigt imellem sig, når høsten er færdig. Det minder lidt om andelstankegangen, som vi kender herhjemme. Overført til kunstverdenen er processen med at dele og at arbejde kollektivt en integreret del af udstillingen.

“Helt anderledes denne gang”

Således er organiseringen af den store kunstfestival blevet til i et samarbejde med andre kunstnere og kuratorer med rod i kollektive organiseringsformer. Frederikke Hansen – del af kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion og central aktør i det nu opløste udstillingsrum CAMP i det ligeledes hedengangne Trampolinhuset – har derfor i de sidste par år været en del af documenta15s kuratoriske team.

Jeg mødte hende og Reza Afasini, installationskunstner m.m. og medlem af ruangrupa, over zoom inden den store kunstbegivenhed skydes i gang.

“På en normal documenta er der udpeget én, højst to, kunstneriske ledere, som er ansvarlig for at sammensætte det kunstneriske hold, og som også skal sørge for værkernes udførelse og installering, men denne gang er det helt anderledes”, forklarer Frederikke Hansen. “Først inviterede vi 14 kollektiver med i det regi, som vi har kaldt lumbung Inter-lokal, hvor kollektiver arbejder sammen på den lange bane, også efter documenta15. Derefter inviterede vi yderligere 54 såkaldt lumbung kunstnere, både individer men mestendels kollektiver. De har så atter inddraget deres økosystemer og inviteret flere ind. lumbung kunstnerne inddelte vi i mindre grupper, kaldet mini-majelis (majelis er indonesisk for forsamling eller møde), som har mødtes online, og når muligt også fysisk, regelmæssigt og ofte for at dele ressourcer”.

Det betyder, at man på dette års documenta så kan møde eksempelvis Wajukuu Art Project, som er et fællesskab situeret i et slumområde i Nairobi, og hvis formål er at skabe muligheder for, at børn kan trives og få beskæftigelse gennem produktion og salg af kunstværker.

Andre eksempler er Jatiwangi Art Factory, en kunstnerisk organisation, der tager del i livet i et indonesisk landbrugsområde eller Archives des luttes des femmes en Algérie (Archives of Women’s Struggles in Algeria), som opbygger arkiver for feministiske kollektiver og foreninger.

“Vores mål har ikke været at blive store”, fortsætter Frederikke Hansen, “men snarere at knopskyde ud i forskellige funktionelle lumbunger og projekter, såsom lumbung of Publishers og lumbung Press – hhv. et lille, men verdensomspændende netværk af små forlag og et Offsettrykkeri, drevet af lumbung-medlemmerne.
Disse muliggør, at vi kan trykke, hvad vi vil, når vi vil, og finde nye måder at udgive og distribuere på. Og der er lumbung Radio, lumbung Gallery og mange andre aktiviteter.”

“Hvordan kan vi praktisere lumbung?”

På en række punkter adskiller documenta 15 sig fra tidligere documenta-udstillinger, idet den i mindre grad end tidligere promoverer store, individuelle kunstnerprofiler, der konkurrerer med hinanden om at vinde publikums opmærksomhed. Udstillingen har en bredere profil og er ahierarkisk med en flad og kollektiv organiseringsform og med fokus på et mere processuelt og kollektivt kunstbegreb end på det autonome kunstobjekt.

Og hvad betyder det så for, hvad man kan forvente at se på de mange udstillingssites på festivalen?

”Vi har forsøgt at reflektere over de æstetiske fællestræk, som præger vores kunstneriske praksis, hvor vi undgår det traditionelle fokus på navne og titler, men snarere reflektere over, hvordan vi kan praktisere lumbung”, fortæller Reza Afasini. “Derfor skal publikum ikke forvente at blive præsenteret for en række kunstneriske objekter. Snarere vil vi præsentere dem for nogle specifikke kunst-events. Udstillingen er mere erfaringsorienteret og i mindre grad fokuseret på det autonome kunstobjekt. Det er ikke særlig sexet i vores øjne”.

I denne ånd kan publikum på documenta deltage i eksempelvis træskærerworkshops arrangeret af Baan Noorg Collaborative Arts and Culture eller få viden om, hvordan man skaber low budget film sammen med kunstneren Wakaliga Uganda.

“I stedet for autonome kunstobjekter satser vi på begrebet sobat-sobat (indonesisk for gode venner), dvs. en slags venskabelig udveksling, der i højere grad sidestiller kunstner og publikum”, fortæller Reza Afasini videre. “Man kan sige, at det er kunst-mediering på lige fod, hvor der bliver fortalt en historie omkring artikulationen af det enkelte værk, der således åbnes eller måske kropsliggøres af publikum. Hvis udstillingen er interaktiv, sker det allerede idet, du kommer til Kassel, og ikke fordi der er værker, man kan røre og interagere med. Det er ikke nogen dyrehandel, hvor du går ind og klapper et kæledyr, det handler snarere om at smage sig frem.”

Ruangrupa vil være de første asiatiske kuratorer af documenta. Kan I uddybe det specifikke format og fortælle os, på hvilken måde denne kollektive asiatiske tilgang vil blive manifesteret kunstnerisk?

Reza Afasnini: ”Det handler ikke så meget om forankringen af gruppen i Indonesien, og i stedet for at beskrive os som et kuratorisk team, foretrækker vi at fremstå som et kunstnerisk team. Vi er en platform, en struktur, der forsøger at arbejde sammen om udstillingen, der er mere end en udstilling, der handler om kunstneriske praksisformer, der afspejler hver enkelt af os. Vores koncept eller måde at nærme os udstillingen på adskiller sig ganske rigtigt markant fra tidligere organsisationsformer. Men vi ønsker ikke at bære mærkater som asiatiske kunstnere eller mere specifikt indonesiske kunstnere. Ganske vist har vi alle base i Jakarta, og konceptuelt foregår vores arbejde kollektivt. Men pointen er, at vi er forbundet med andre kunstneriske fællesskaber i andre områder, lande og kontinenter, der også arbejder kollektivt. Det er typisk for medierne, at de fremhæver dette med, at vi er det første kuratorteam fra Asien, hvilket for os er mindre betydningsfuldt.”

Men I bringer jo indonesiske begreber i spil i udstillingen, for eksempel lumbung.

Reza Afasnini: ”Men dette begreb korresponderer med mange af de tendenser, vi ser i den vestlige verden i disse år, hvor kollektivisme og delingsbegrebet griber stadig mere om sig. For os gælder det om at udvikle metoder til at udvide de muligheder, der ligger i at dele – altså lumbung – og at bringe metoderne videre ud til de mange respektive netværk, hvor kunstnerne/vennerne opererer og videre ud til resten af verden.”

Frederikke Hansen supplerer: ”Disse løsninger foregår jo overalt i denne tid. På documenta 15 forsøger vi at lære af hinanden, både hvad angår konkret praksis og kosmologi, hvor tingene egentlig kommer fra. Alle og enhver kan bidrage med deres historie og finde kollektive strukturer, der går igen og forbinder sig med hinanden som en form for kollektivisme. Vi kender det jo også fra Danmark.
I det hele taget bygger vi på et sæt kerneværdier eller lumbung values. F.eks. lokal forankring.”

Med ‘lokal forankring’ menes ifølge documenta 15 officielle definition: ”en metafor for værdien af jord i den globaliserede, men dog splittede verden: jord, der sætter rødder i stand til at vokse og forbinder træer, der ligger milevidt fra hinanden. Ligesom træer giver genlyd af hinandens signaler, kan høst- og dyrkningsmetoder give genlyd med og blive forstærket af lokal visdom og levendegøre nye ressourcer og udvikle forskellige relationer med tiden”.

Reza Afasini forklarer: “Siden 2002 har kunstnerne i ruangrupa skabt deres egne, individuelle værker, men har sideløbende arbejdet kollektivt. Sammen med to andre kollektiver har vi skabt et kollektiv af kollektiver, der driver Gudskul, en alternativ skole for kollektiv- og bæredygtighedsstudier. Nogle af medlemmerne er seniorer, andre er juniorer, nogle har grundlagt firmaer, andre arbejder blot kollektivt i små produktionsenheder. De kan alle overleve inden for deres respektive produktioner og koncepter”.

“For os betyder det mindre, hvor vi er forankret lokalt. Lumbung kan lige så godt finde sted på andre kontinenter, i andre byer eller på andre øer end lige netop Jakarta. Men ligegyldigt, hvor begrebet eksekveres, må der være en lokal forankring”.

“I 2015 begyndte tre af os på at organisere os som et egentligt kollektiv, hvor vi flyttede sammen for at styrke samarbejdet og også udviklede nye overlevelsesstrategier med videns- og ressourcedeling. Her blev vi nødt til at ændre overlevelsesstrategi i forhold til tidligere, hvor vi var afhængige af fondsmidler, da det stort set er slut med at rejse fondsmidler i Jakarta og Indonesien af mange forskellige grunde, som jeg ikke kan komme ind på her. Men nu har vi udviklet alternative strategier til det at funde. Vi forsøger at skabe vores egne interne forsyningslinjer og støttesystemer, der hviler på bæredygtighed.”

Bærende principper

Ruangrupa er kendt for deres karaoke-agtige og adhoc-baserede praksisformer og for at udvide samarbejdet med andre samfundsgrupper – herunder arkitekter og socialforskere – i en DIY-tilgang, som de agter at bringe ind i udstillingen.

Farid Rakun og Ade Darmawan, to af ruangrupas fremtrædende medlemmer, har sagt, de vil fokusere “på nutidens skader, især dem, der har rod i kolonialisme, kapitalisme eller patriarkalske strukturer”.
De ønsker også at vise værker eller præsentere begivenheder “der gør det muligt for folk at have et andet syn på verden.” Som en helt selvfølgelig præmis bygger documenta 15 på lokalt forankret både individuelt og kollektivt eksekveret bæredygtighed og økologisk ansvarlighed. Disse principper er en bærende søjle i hele udstillingen.

”Vi er alle trænede udi økonomisk bæredygtighed og i at overleve”, siger Frederikke Hansen. “Det gennemsyrer alle aktiviteter her i Kassel. For ruangrupa har bæredygtighedsidéen været en uløselig del af deres virke i over tyve år, og vi forsøger at bringe dette princip videre til mange andre fora end documenta 15”, runder hun af.