Det skal du se! Uge 49

Det skal du se! Uge 49

Jacob Kirkegaard: Grønland.

Overalt i landet er der gode muligheder for spændende kunstoplevelser. Her anbefaler vi nogle af de udstillinger, der åbner lige om lidt.

Huset for Kunst og Design 
13 nov 2020 20 dec 2020 Astrid Myntekær, Jacob Kirkegaard og Tove Storch: 3 x SOLO
Myntekær har i udstillingen Orbital Voyage lavet en installation af vandrør og neon med tanker på russisk kosmisme som en avantgardetænkning i grænselandet mellem kunst, mystik, videnskab og profeti. Kirkegaards værker lydliggør ubemærkede, utilgængelige eller komplekse aspekter af tilværelsen i udstillingen Some say the world will end in fire. I udstillingen ØJET stiller Storch spørgsmål til, hvad en skulptur er, gennem skulpturelle værker i et stramt minimalt udtryk og skrøbelige materialer.

Galleri DGV
4 dec 2020 21 feb 2021 Gruppeudstilling
Temaet er lys i denne udstilling, der rummer maleri, installation og foto. Viera Collaro arbejder med lysskulpturer, hvor både elektrisk lys og dagslys indgår. Mads Gamdrups fotografiske værker er en undersøgelse af de enkelte farver på et videnskabeligt niveau. Kathrine Ærtebjerg arbejder bl.a. med barokkens lys, der oplyser det, vi skal lægge mærke til, og samtidig rummer de også noget gådefuldt. I  Anette Harboe Flensburgs værker er lysets fokus på en guddommelig eksistens, der forbindes med et videnskabeligt perspektiv.
Fernisering fredag 4 dec kl. 17-19.

Holstebro Kunstmuseum
26 sep 2020 – 17 jan 2021 Navigeringer – på kanten af en verden i forandring
Udstillingen udforsker, hvordan vores verden er under voldsomt pres. Det opleves særligt i makroskala med globale klimaforandringer og masseuddøen af dyrearter, men også i mikroskala i udviklingen af kunstig intelligens og internettets parallelvirkeligheder. Værkerne præsenteres i en ramme, der afspejler, hvordan den vestlige kultur har opfattet og navigeret i verden siden oplysningstiden.

 

Malene Landgreen: Color Body fra udstillingen Volume #3. Pressefoto.

Dannebrogsgade 51
5 dec 2020 – 20 dec 2020 Volume #3
Udstillingen er den tredje i en række af fire udstillinger, hvor den næste, Volume#4, finder sted i januar. Konceptet bag udstillingerne er at skabe en visuel dialog mellem kunstnerne, som arbejder i forskellige medier og æstetiske tilgange.
Fernisering lørdag 5 dec kl. 11-17.

Galleri Susanne Ottesen
4 dec 2020 – 30 jan 2021 Bjørn Nørgaard: Materia et Spiritus, Materia et Corpus, Materia et Frictio, Materia et Actio, Materia et Syntaksi
Alle værker i udstillingen er direkte relaterede til kunstnerens aktioner og rummer både ældre og nyere værker. Man kan blandt andet opleve en guldinstallation, der er skabt ud fra fire grundelementer: en gipsterning, en organisk gipsform, et porcelænsbæger og en bog.
Fernisering fredag 4 dec kl. 15-19.

SixtyEight Art Institute
4 dec 2020 –23 dec 2020 Onomatopee: December Bookshop
Pop-up boghandlen Where Gaga Meets Rancière: 15 Years of Onomatopee er organiseret af den hollandske forlægger Onomatopee. De er kendt for deres eksperimenterende udstillinger og anerkendte publikationer.
Fernisering fredag 4 dec kl. 12-18.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 49'

Facebook