Det skal du se: Uge 34

Det skal du se: Uge 34

Jessie Kleemann: Running Time, 2023. Foto: Christian Brems.

Redaktionen anbefaler her en håndfuld kunstudstillinger, du ikke må gå glip af. Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.

SMK – Statens Museum for Kunst
24 aug-26 nov. Jessie Kleemann: Tiden løber løber tiden
Kleemanns ekspressive tilgang til videokunst, eksperimentalteater og performancekunst tager afsæt i de komplekse relationer mellem Grønland og Danmark. Med lige dele humor og tragik dramatiserer hun emner som kolonisering, klima og international stormagtspolitik ved at udforske kulturelle genstande og symboler fra både traditionel inuitisk kultur, det koloniale Grønland og det nutidige tværkulturelle Grønland.

Kunstforeningen GL STRAND
24 aug–22 okt. Rachel Rose: Good Morning Midnight
Amerikanske Rachel Rose, der i 2017 deltog på Venedig Biennalen, er oprindeligt uddannet inden for maleri, men fik sit gennembrud med sine cinematografiske videoværker, der siden har været det centrale omdrejningspunkt i hendes kunstneriske virke. Maleriets historie og kompositioner er fortsat en væsentlig del af hendes praksis, ligesom hun også arbejder med tegning, skulptur og fotografi.

Museet for Samtidskunst
27 aug–22 okt. Non Performing
Gruppeudstilling og kunstvandring, der foregår på det tidligere psykiatriske hospital Sankt Hans i Roskilde og har psykiatrien i søgelyset. Kunstværkerne er indlejret i de historiske bygninger, som eksempelvis Johanna Hedvas skrig, der giver ekko i keddelrummet og Sidsel Ana Welden Gajardos Let me help you sleep paralysis, der inviterer publikum med i en guidet søvnmeditation i det rum, hvor medicin blev udleveret til patienter.

Værk af Magnus Frederik Clausen fra udstillingen Funding Emotions på Cantina.

Cantina
25 aug-23 sep. Magnus Frederik Clausen og Kaare Ruud: Funding Emotions
Magnus Frederik Clausen skaber billeder i samarbejde med familie, kollegaer og assistenter, der maler hans billeder ud fra simple instruktioner, og indtager dermed en rolle, som kan sammenlignes mere med en dirigent fra musikkens verden end en maler. I Kaare Ruuds praksis indgår fundne materialer såsom havestole, lagner, visne planter, tennissokker og tandbørster i installationer og skulpturelle objekter.

Spanien 19c
24 aug-16 sep. 25 års jubilæumsudstilling
Jubilæumsudstillingen præsenterer artefakter og reminiscenser fra femogtyve års udstillingsaktivitet i form af fragmenter af stedspecifikke totalinstallationer. Omdrejningspunktet er en fortsættelse af en udstilling fra 1998 i skala 1:20. Her deltager bidragsydere fra dengang: Mette Skriver, Jesper Rasmussen, Marianne Jørgensen, Jette Gejl og Kim Th. Grønborg.

Viborg Kunsthal
24 aug-22 okt. Masar Sohail & Halfdan Pisket: The Mullah Redux
Udstillingen er del af et fortløbende samarbejde mellem de to danske billedkunstnere Masar Sohail og Halfdan Pisket med henholdsvis irakiske og tyrkiske aner. Hidtil har Sohail primært arbejdet som filmskaber og maler, imens Pisket er mest kendt for sine tegneserier.

Del artiklen

'Det skal du se: Uge 34'

Facebook